Indledning |
Top Next |
Beregningen af finanseffekter er en vigtig del af modelanvendelsen. Finanseffekten er virkningen af en ændring i et økonomisk-politisk instrument. Der er især to aspekter, som er vigtige. Det er virkningen på de økonomiske aktiviteter og på de offentlige finanser. I nedenstående præsenteres ændringer i 21 forskellige instrumentvariabler. Den umiddelbare effekt er altid den samme, nemlig en nettoudgift på 0.1 pct. af bnp. I det aktuelle grundforløb svarer det til 2.24 mia. kr. i 2019 (årets priser). Men effekten på de offentlige finanser afhænger af tilbageløb og dynamiske effekter. Der er især tilbageløb i offentlige indtægter, som afgifter og skatter. Tilbageløbseffekten afhænger i høj grad af aktivitetseffekten.
I tabel 1.1 vises aktivitetseffekten i det første år, hvor bnp er målet for aktiviteten. Virkningerne spænder bredt. De mindste effekter er 0.01 pct. på bnp, som er væsentligt mindre end den umiddelbare udgift. Her finder vi bl.a. ændringer i selskabsskat og pensionsafkastskat. I den anden af spektret er der effekter, som matcher den umiddelbare udgift på 0.1 pct af bnp. Her finder vi ændringer som påvirker aktiviteten i den offentlige sektor. En nedsættelse af vægtafgift eller registreringsafgiften har også kraftig aktivitetseffekt.
Tabel 1.1 viser finanseffekterne for de 10 seneste modelversioner. De er ikke meget forskellige. Men i nogle af de tidligere modelversioner er effekterne mindre eller større. Det hænger sammen med at modellens sammenhænge løbende revideres og tilpasses. Det betyder også noget at datagrundlaget ændres i perioden. Finanseffekterne fra Okt12 til Jun19 dækker en periode fra 2012 til 2019, hvor den danske økonomi har været gennem en dyb krise. Udover at de økonomiske konjunkturer ændres, så er der metodemæssige revisioner af nationalregnskabet undervejs i perioden. Data- og metoderevisioner har sammen med ændrede strukturer og konjunkturer også indflydelse på finanseffekterne, som de er beregnet i tabel 1.1.
I nedenstående præsenteres en analyse af kortsigtsegenskaberne for modelversionen Adam juni 2019 (Jun19). Egenskaberne belyses yderligere ved at sammenligne med modelversionen Adam oktober 2018 (Okt18), og analysen beskriver de egenskabsændringer, som ændringerne i modellen giver anledning til.
Tabel 1.2 viser effekt på offentlige finanser. Generelt er tilbageløbseffekten positiv. Den umiddelbare udgift er som nævnt 2245 mio.kr., og tabellen viser mindre nettoeffekter på de offentlige finanser i det første år i scenarierne. Det er et resultat af at der er medtaget tilbageeffekter fra efterspørgsels- og udbudsadfærd. På kort sigt er pristilpasningerne små, og den øgede efterspørgsel udløser mængdeeffekterne. På længere sigt vil priseffekterne blive større og mængdeeffekterne mindre. Fx. er der fuld crowding out på arbejdsmarkedet på langt sigt. Bemærk at, der ikke er medregnet dynamiske effekter på arbejdsudbud.
Registreringsafgift og vægtafgift skiller sig ud. Her er den samlede offentlige nettoudgift lille efter tilbageløb. Det hænger sammen med at nedsættelsen af afgiften giver en stor forøgelse af bilsalget. Kombinationen af mindre afgiftssats og større bilkøb er ikke selvfinansierende, men der er et kraftigt tilbageløb for netop bilafgifter. For det øvrige instrumenter er spredningen knap så stor. Nettoudgiften ligger i intervallet 1-2.3 mia.kr.
Bilag 1 viser effekter svarende til tabel 1.1 og tabel 1.2 på løn og beskæftigelse.
I nedenstående er der fokus på finanseffekterne i modelversionen juni 2019. Bilag 1 henviser til modelgruppepapirer, der beskriver finanseffekter i andre modelversioner.
|