Indkomstmobilitet hos efterkommere fra ikke-vestlige lande
I Danmark er der generelt en høj grad af indkomstmobilitet i forhold til andre lande, så børns fremtidige indkomst kun i relativt begrænset omfang afhænger af deres forældres indkomst. Denne analyse ser på, om der er forskel i indkomstmobiliteten for personer med dansk oprindelse og efterkommere.
Analysen sammenligner 30-39-åriges erhvervsindkomst med deres forældres erhvervsindkomst, da forældrene havde samme alder. Sammenligningerne opdeles på herkomst og oprindelsesland. Analysen har fokus på sønner og fædres erhvervsindkomst, da en relativt lille andel af efterkommernes mødre var i beskæftigelse, da de havde samme alder som deres døtre.
Analysens hovedkonklusioner:
- Efterkommeres erhvervsindkomst er mere end tre gange så stor som deres forældres, da de havde samme alder. I 2022 havde de mandlige 30-39-årige efterkommerne fra ikke-vestlige lande en medianerhvervsindkomst på 375.800 kr. For deres fædre var indkomsten 114.300 kr i 2022-priser, da de havde samme alder. For 30-39-årige mænd med dansk oprindelse var indkomsten 430.900 kr. i 2022, mens den typiske indkomst for deres fædre var 374.600 kr., da de havde samme alder.
- Andelen med relativt lav indkomst er højere blandt efterkommere fra ikke-vestlige lande end blandt mænd med dansk oprindelse. 25 pct. af mandlige efterkommerne fra ikke-vestlige lande (30-39-årige) tilhørte 1. erhvervsindkomstkvintil i 2022. Blandt jævnaldrende mænd med dansk oprindelse var andelen i 1. kvintil lavere (17 pct.). Blandt efterkommernes fædre var andelen i 1. kvintil 53 pct., da de var 30-39 år.
- Der er - uagtet herkomstgruppe - umiddelbart en sammenhæng mellem fædres og sønners erhvervsindkomst som voksne. Fx tilhører sønner med fædre i 1. erhvervsindkomstkvintil i højere grad end andre også selv 1. indkomstkvintil som 30-39-årige. Sammenhængen er dog ikke entydig, og 75 pct. af samtlige 30-39-årige mænd tilhørte en anden indkomstkvintil i 2022, end deres fædre tilhørte, da de havde samme alder
Colophone
Subject group: Labour and income
Released: 11 December 2023 08:00
No. 2023:10
ISSN pdf: 2446-0354
Contact:
Magnus Nørtoft
Telephone: +45 42 46 19 45