Gå til sidens indhold

Stigning i antallet af nye højvækstvirksomheder

Nye højvækstvirksomheder i Danmark 2012

For første gang siden 2007 er antallet af nye højvækstvirksomheder steget. I perioden 2009-2012 var der samlet 198 nye højvækstvirksomheder, hvilket er en stigning på 7 pct. i forhold til den foregående periode, 2008-2011. Antallet af nye højvækstvirksomheder er dog stadigt betydeligt under niveauet op til krisen, hvor der blev startet 355 eller 44 pct. flere højvækstvirksomheder. Nye højvækstvirksomheder er virksomheder, der er op til fem år gamle, og som har fem eller flere ansatte i starten af vækstperioden og en gennemsnitlig årlig vækst på mindst 20 pct. over en treårig periode.

Nye højvækstvirksomheder

Større andel af højvækstvirksomheder

I 2012 udgjorde de nye højvækstvirksomheder 14 pct. af alle nye virksomheder inden for de private byerhverv, der blev etableret i 2007 eller 2008 og havde mindst fem fuldtidsansatte i 2009. Dette er en stigning i forhold til den foregående periode, hvor andelen udgjorde 9 pct.

Flest højvækstvirksomheder inden for handel og transport

Handel og transport var forsat den største branchegruppe blandt de nye højvækstvirksomheder, trods fald i andelen af firmaer, i forhold til foregående periode. I 2012 udgjorde handel og transport 29 pct. af alle nye højvækstvirksomheder, mens branchegruppen udgjorde 36 pct. af højvækstvirksomheder i 2011. Med en andel på 27 pct. udgjorde erhvervsservice den næstestørste branche i gruppen af højvækstvirksomheder i perioden 2009-2012. Set relativt i forhold til alle nye virksomheder inden for de private byerhverv, der blev etableret i 2007 eller 2008 og havde mindst fem fuldtidsansatte i 2009, var den største andel (36 pct.) af højvækstvirksomhederne indenfor information og kommunikation.

Nye højvækstvirksomheder fordelt på branchegrupper. 2012

Stor stigning i antallet af skabte job indenfor erhvervsservice

Med 1.523 nye job skabte højvækstvirksomhederne inden for handel og transport flest job, svarende til en andel på 43 pct. af den samlede jobskabelse blandt højvækstvirksomhederne. Den største vækst skete i erhvervsservice, hvor antallet af nye højvækstvirksomheder steg med 29 pct., mens antallet af nye job steg med mere end 90 pct. i forhold til den foregående periode.

Nyt fra Danmarks Statistik

18. september 2014 - Nr. 475

Hent som PDF
Næste udgivelse: 13. november 2015

Kontakt

Kilder og metode

Højvækstvirksomheder er virksomheder, der har haft en gennemsnitlig årlig vækst på mindst 20 pct. over en treårig periode, og som har haft fem eller flere ansatte i starten af vækstperioden. Opgørelsen af nye højvækstvirksomheder i tre-årsperioden tager udgangspunkt i populationen af alle virksomheder, der var reelt nye i de to år inden tre-årsperioden og havde fem eller flere ansatte i det første år i treårsperioden.
Indikatoren for vækst er antal ansatte, omregnet til fuldtidsansatte. Antal fuldtidsansatte er anvendt som et udtryk for den samlede arbejdsmængde, der er præsteret af virksomhedens ansatte det pågældende år.
Definitionen af nye højvækstvirksomheder i Danmark følger i udgangspunktet OECDs og Eurostats fælles definition, se "Eurostat OECD Manual on Business Demography Statistics, 2007 edition", som definerer nye højvækstvirksomheder som alle nye virksomheder, der er op til fem år gamle, der har 10 eller flere ansatte i starten af vækstperioden, og som har en samlet vækst på mindst 72,8 pct. (svarende til et årligt gennemsnit på 20 pct.) over en treårig periode.
Den danske statistik afviger på det punkt, at cut-off grænsen på ti eller flere ansatte i starten af vækstperioden er ændret til fem eller flere ansatte, da det er vurderet, at en så høj størrelsesmæssig grænse ikke er anvendelig i en dansk økonomisk sammenhæng. Grænsen på minimum fem ansatte er sat for at undgå, at små virksomheder med høj procentvis vækst, men med lille absolut vækst, bliver kategoriseret som vækstiværksættere.
Definitionen af højvækstvirksomheder er i den europæiske statistikorganisation, Eurostat, blevet ændret fra minimum 20 pct. vækst over en treårig periode til 10 pct. vækst over en treårig periode.
Statistikken er afgrænset til det private byerhverv.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation