Gå til sidens indhold

Søgeresultat

    Viser resultat 451 - 460 af 1154

    Prinsesse Athena fylder fem: Prinser og prinsesser påvirker børnenavnes popularitet

    Ankomsten af både Prins Felix, Prinsesse Isabella, Prins Vincent og senest Prinsesse Athena kan have påvirket navnetrenden, men effekten varierer., 24. januar 2017 kl. 7:30 , Af , Mikkel Linnemann Johansson, Det er i dag fem år siden, at kongehuset senest blev udvidet, da Prins Joachim og Prinsesse Marie blev forældre til deres andet fællesbarn, Prinsesse Athena. Samme år, 2012, blev yderligere fem piger navngivet Athena. Allerede året efter blev det beskedne antal mere end fordoblet med 13 nyfødte piger ved navn Athena i 2013. Seneste opgjorte år er 2015, hvor 14 piger fik samme navn. Derudover har 10 piger fået fornavnet i første halvår af 2016., Og udviklingen vil muligvis fortsætte med at stige. Dette kan man i hvert fald ledes til at tro, hvis man ser på tidligere populære royale navne. Mens hverken Prins Christian eller hans fætter Prins Henrik påvirkede deres navnes popularitet, så har både Isabella, Vincent, Nikolai og særligt Felix været mere populære navne til nyfødte i årene efter de royale barnedåb., Sidstnævnte fik 47 danske navnefæller i løbet af fødeåret, 2002. Antallet af nyfødte med navnet Felix steg støt til 335 i 2013, hvor navnets popularitet toppede. Stigningen svarer til næsten en syvdobling. Siden da faldt navnets popularitet to år i træk, og i 2015 fik 304 nyfødte drenge altså navnet Felix., Efter Prins Nikolais fødsel i 1999 steg navnets popularitet blandt nyfødte også. Denne gang fra 57 i fødeåret til 140 i 2001. Siden 2008 har antallet af nyfødte ved navn Nikolai ligget under 50 årligt, mens to af de øvrige stavemåder, Nikolaj og Nicolai, har været mere hyppigt anvendt i samtlige år, siden Danmarks Statistik begyndte at opgøre nyfødtes navne i 1985., Muligvis har også Prinsesse Isabella haft indflydelse på sit navns popularitet. Dog skal man tage det forbehold, at navnet Isabella steg år for år, i de ni år til og med prinsessens fødsel i 2007. Dét år fik yderligere 398 piger navnet, der fortsatte med at stige i popularitet tre år i træk til 662 i 2010. Siden da er antallet af nyfødte med navnet Isabella dalet gradvist til 369 i 2015., Forskel på royale tvillingers navnetrend, Da Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary fik tvillinger i 2011 faldt navnevalgene på Vincent og Josephine. Mens Vincent blev mere og mere almindeligt år for år og gik fra 29 i 2011 til 114 i 2015, så oplevede det mere brugte fornavn Josephine kun en lille stigning det første år efter fødslen, hvorefter det faldt igen. Ligesom tilfældet er for fætter Nikolai, så må Prinsesse Josephine sande, at en alternativ stavemåde er mere populær i Danmark. Således er Josefine, altså med f i stedet for ph, blevet tildelt til flere nyfødte piger lige siden 1985.,  

    https://www.dst.dk/da/Statistik/udgivelser/bagtal/2017-01-24-prinsesse-athena-fylder-fem

    Bag tallene

    Fædre uden ungdomsuddannelse holder mindst barsel

    Fædre uden ungdomsuddannelse holdt med 19 dage i gennemsnit kortest forældreorlov i 2015. Generelt stiger barselslængden for mænd med deres uddannelseslængde, mens det forholder sig modsat for kvinder., 25. januar 2019 kl. 13:30 , Af , Magnus Nørtoft, Fra 2005 til 2015, hvor de seneste tal for barselsdagspenge er fra, er barselslængden for mænd i gennemsnit steget fra 19 til 31 dage. , Der er dog forskel på, hvor lang tid mænd er på forældreorlov, når man deler dem efter deres uddannelse. Nybagte fædre uden en ungdomsuddannelse – dvs. studentereksamen eller en erhvervsuddannelse – var i gennemsnit på orlov 19 dage i 2015. Til sammenligning var fædre med en lang videregående uddannelse på orlov med deres børn i 47 dage., Blandt mødre var den gennemsnitlige barselslængde på omkring 300 dage i 2015. Mødre med en lang videregående uddannelse adskiller sig fra de andre mødre ved at være kortere tid på barsel (279 dage) i gennemsnit., Som reglerne er i dag har forældrepar til sammen ret til 48 ugers barsel efter barnet er født, hvilket svarer til 336 dage. 300 dage svarer til knap 43 uger., ”Hvis mændene i fremtiden skal have øremærket forældreorlov, er det særligt fædre med kortere uddannelser, som skal være længere tid på orlov. Omvendt vil det også være i familier med kvinder uden en lang videregående uddannelse, at kvindernes barselslængde i fremtiden kan blive kortere,” siger fuldmægtig i Danmarks Statistik, Torben Lundsvig.,  , Kilde: Danmarks Statistik, , statistikbanken.dk/barsel02, Anm.: Figuren omfatter kun samboende forældre, hvor begge forældre har ret til barselsdagpenge., Når begge forældre har kortere uddannelser har moren mere barsel, I familier, hvor begge forældre har højest en ungdomsuddannelse, var kvindernes barsel 309 dage i gennemsnit i 2015, mens mændenes var 18 dage. I familier, hvor begge forældre havde mindst en mellemlang videregående uddannelse, var kvindernes barsel kortere med 283 dage, mens mændenes barsel var længere med 46 dage.,  , Kilde: Danmarks Statistik, , statistikbanken.dk/barsel02, Anm.: Figuren omfatter kun samboende forældre, hvor begge forældre har ret til barselsdagpenge., Mænd holder mest barsel i København, I 2015 var den gennemsnitlige forældreorlov for nybagte fædre med 44 dage længst i landsdel Byen København efterfulgt af Københavns Omegn og Nordsjælland, hvor fædrene var på orlov i henholdsvis 34 og 33 dage. , Korstest forældreorlov holdt fædrene i landsdelene Nordjylland (23 dage), Vestjylland (24 dage), Sydjylland (24 dage) og Vest- og Sydsjælland (25 dage)., ”De geografiske forskelle kan i nogen grad skyldes forskelle i forældrenes uddannelsesbaggrund,” understreger Torben Lundsvig., Nye fædres forældreorlov i gennemsnit i dage. 2015, Kilde: Danmarks Statistik, , statistikbanken.dk/barsel02, Denne artikel er skrevet i samarbejde med fuldmægtig, Torben Lundsvig, 39 17 34 21, , tlu@dst.dk, ., Danmarks Statistik har tidligere udgivet , denne artikel om orlovslængde og ret til barselsdagpenge, .

    https://www.dst.dk/da/Statistik/udgivelser/bagtal/2019-01-25-barsel-til-faedre

    Bag tallene

    Julemassagen hitter

    De danske husstande bruger næsten ni gange så mange kroner på massage i måneden op til jul sammenlignet med gennemsnittet i årets øvrige måneder., 4. december 2013 kl. 15:00 ,  , Hvis du døjer med ondt i lænden, nakkesmerter eller bare trænger til en times luksusforkælelse, så kan du godt begynde at glæde dig til jul. For ifølge Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelse 2011 var de danske husstandes forbrug på massage i gennemsnit 50 kr. i måneden op til jul, mens gennemsnittet for årets øvrige måneder var 6 kr. Mon ikke en del af disse kroner går til gavekort, som kommer til at ligge under de mange juletræer., Om juleopgørelsen:, Danmarks Statistiks juleopgørelse er en specialkørsel baseret på Forbrugsundersøgelsen., Juleopgørelsen er baseret på et mere spinkelt datagrundlag end den traditionelle forbrugsundersøgelse., Læs hele juleopgørelsen, For julen er faktisk ikke en tid, hvor der umiddelbart bliver brugt specielt mange penge på personlig pleje. Husstandene bruger cirka halvt så mange kroner på skønhedspleje sammenlignet med årets øvrige måneder, og hos damefrisørerne bliver der lagt 115 kr. mod 130 kr. i årets øvrige måneder. Der er dog en minimal stigning hos herrefrisørerne fra 41 til 45 kr., And og gås storsælger, På madfronten holdes der i de danske hjem fast i traditionerne. Således ryger salget af hele ænder og gæs i vejret i måneden op til juleaften. Her bruges der i gennemsnit 9 kr. - i årets øvrige måneder er gennemsnittet mindre end 1 kr. - mens udgifterne til den dybfrosne udgave af de to juletravere stiger fra 3 til 18 kr. Med til den traditionelle julemad hører også rødkål, som der i måneden op til jul bruges tre gange så mange kroner på sammenlignet med de øvrige måneders gennemsnit, og grønkål, hvor især den frosne udgave hitter med en femdobling på husstandenes udgifter. I reelle kroner er det dog småpenge, der lægges på rødkål og grønkål., Som hovedret til julefrokosten er flæskestegen en sand klassiker sammen med alverdens tænkelige typer pålæg. Stigningen i forbruget på flæskesteg, rullesteg og pålæg er dog begrænset til mindre end 1 kr., og det samme gælder for udgifterne til leverpostej., En relativt stor stigning er der derimod i husstandenes udgifter til sylte og syltede grisetæer med fra 2 kr. til 6 kr. Også snapsens bedste juleven, silden, bliver der brugt flere kroner på op til jul. En flad tier lægges der i gennemsnit i løbet af årets øvrige 11 måneder på den marinerede udgave, men i julemåneden ganges udgifterne med tre og ender på 33 kr., Når tænderne er færdige med at gnave fisk, fjerkræ og svin, er det tid til dessert, og her holdes der tilsyneladende fast i den traditionelle mandeljagt. I hvert fald stiger husstandenes udgifter til ris a la mande og risengrød fra 2 kr. til 9 kr. i måneden op til jul. Til gengæld får is lov til at blive i supermarkedernes frysebokse. Her mere end halveres udgifterne nemlig i forhold til årets øvrige måneder., Fed jul, god jul, Til en rigtig jul hører sig god mad, smukt indpakkede gaver og hygge med de nærmeste. Men naturligvis skal maverne også fyldes med slik, slik og atter slik. Og det kunne tyde på, at der her i landet bruges masser af tid i køkkenet på selv at kreere små marcipannisser. I hvert fald stiger husstandenes udgifter til rå marcipan og konfektmasse fra 3 kr. til 16 kr., mens udgifterne til chokolade hopper fra 85 til 117 kr. Julen er også småkagernes tid. Her stiger udgifterne fra 16 til 28 kr., Der er dog også dem, der midt i mad- og sukkerorgiet vælger at være lidt fornuftige og spise en appelsin, mandarin eller klementin, som der bruges to en halv gang flere kroner på. Det er dog en udtagelse fra det generelle billede, for udgifterne til frugt er bare ikke i højsædet i den søde juletid:, Bananer falder med 3 kr., ferskener og nektariner med 4 kr., blommer og mirabeller med 2 kr., kirsebær med 1 kr. (dog stiger udgifterne til konserverede kirsebær og kirsebærsauce fra 1 kr. til 5 kr. i måneden op til jul!), jordbær falder fra 14 til 2 kr., ananas med 2 kr. og melonudgifterne halveres fra en tier til en femmer., Til gengæld oplever andre af naturens fødevarer deres højsæson, når de andre går på julepause. Således fordobles udgifterne til svesker fra 2 kr. til 4 kr., mens udgifterne til nødder mere end fordobles fra 10 til 22 kr. Udgifterne til dadler og figner ganges med fem i forhold til gennemsnittet i årets øvrige måneder: fra 2 kr. til en tier., Skååål!, Jul betyder også julefrokost, og så tyes der til de små, bitre. Men det er ikke den traditionelle iskolde snaps, der står for den mest markante stigning. Det er derimod alkoholfri vin. For i måneden op til jul bruger husstandene hele syv gange så mange kroner på alkoholfri vin end i årets øvrige måneder. Dog er udgifterne beskedne 7 kr. Til portvin, sherry og madeira tredobles husstandenes udgifter og kommer dermed også op på 7 kr. i gennemsnit., På den bitre snaps - af nogen elsket, af andre frygtet - ryger udgifterne fra 13 til 21 kr., og også vodka tager et fint hop opad fra 5 til 8 kr. Når der puttes øl i indkøbsvognen, står den ofte på en mere speciel type end normalt. Således falder husstandenes udgifter til let og lys pilsner, men der er en stigning i udgifterne til både stærk øl og hvidtøl, skibsøl og maltøl., Julen varer længe..., Og julen koster da også mange penge., For i måneden op til jul bruger en gennemsnitlig husstand 11.139 kr. på regnskabsvarer, mens gennemsnittet i årets øvrige måneder er 9.912 kr., Så er det godt, at januarudsalget lurer lige om hjørnet. , Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelse:, Over tre år indsamles data, som omregnes til det midterste år. Fx består 2011 af data fra perioden 2010 – 2012. Læs mere om , danskernes forbrug, .

    https://www.dst.dk/da/Statistik/udgivelser/bagtal/2013-12-04-Julemassagen-hitter

    Bag tallene

    Danskerne stoler på statistikken

    To ud af tre danskere mener, at de har brug for statistik til at forstå udviklingen i samfundet. En ny undersøgelse viser, at stort set alle danskere har tillid til tal fra Danmarks Statistik, selvom de ofte bliver udlagt vidt forskelligt i den offentlige debat., 11. februar 2005 kl. 0:00 ,  , Tidens debat kræver, at man er hurtig på lommeregneren. Men selvom det ofte kan være svært at finde rundt i tallene, er danskerne alligevel faste i troen på, at statistik er til gavn for demokratiet. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at to ud tre danskere mener, at statistik er vigtig for at forstå, hvordan samfundet fungerer og udvikler sig. Og fire ud af fem danskere mener, at statistisk om samfundet er et vigtigt grundlag for politiske beslutninger, forskning og debat. Selvom tallene kan udlægges forskelligt, er danskerne altså enige om, at tallene ikke kan undværes - hverken for demokratiet eller os selv. , Tal kan vendes og drejes , Ove Kaj Pedersen, leder af Center for Business and Politics på Handelshøjskolen i København, siger: "Tal har altid virket troværdighedsskabende og haft en særlig overtalelseskraft, og den almindelige borger har da også en tyrkertro på, at tal er sande og neutrale. Imidlertid er folk ved at blive klar over, at tal kan vendes og drejes og bruges til at varetage specifikke interesser. Dermed kan der opstå en mistillid til den måde, som tallene anvendes på - ikke mindst i den politiske debat". , Objektiv statistik , Mistillid til tal præger imidlertid ikke danskernes syn på Danmarks Statistik. Tværtimod mener kun 5 pct. af danskerne, at Danmarks Statistisk er underlagt politiske interesser, mens 70 pct. har tillid til, at Danmarks Statistik som national statistikinstitution arbejder objektivt og neutralt. Disse tal er ikke nogen selvfølge i europæisk sammenhæng. For eksempel viser tal fra en tilsvarende undersøgelse i Storbritannien, at kun 17 pct. af briterne tror på, at den nationale statistikinstitution arbejder objektivt og upolitisk, mens hele 58 pct. mener, at tallene er underlagt politiske interesser. , Troværdigheden skal bevares, Men hvad er egentlig Danmarks Statistiks rolle, når borgerne oplever, at tal kan vendes og drejes på mange forskellige måder? Ifølge rigsstatistiker Jan Plovsing, skal Danmarks Statistik ikke til at blande sig i politikernes talkrige. Danmarks Statistik kommenterer kun debatten, når en statistik bliver omtalt faktuelt forkert - og sådan skal det blive ved med at være.   , "Det er til gengæld helt afgørende, at vi holder fast i vores bærende principper: Vi tjener demokratiet ved at være partipolitisk neutrale og fagligt uafhængige," siger Jan Plovsing. Han peger på, at Danmarks Statistik vil beholde sin høje troværdighed, fordi institutionens medarbejdere fastholder disse bærende principper. ,   , "Danskerne kan være sikre på, at vores statistikker udarbejdes alene ud fra faglige hensyn. Den netop overståede valgkamp påvirkede overhovedet ikke vores arbejde - de annoncerede statistikker udkom som planlagt og ingen udenfor Danmarks Statistik fik adgang til oplysningerne før andre. Så længe vi håndhæver denne faglige uafhængighed, vil vi nyde respekt i offentligheden," siger Jan Plovsing. 

    https://www.dst.dk/da/Statistik/udgivelser/bagtal/2005-02-11-Borgerundersogelse

    Bag tallene

    Fjerne markeder har fået øje på danske varer

    Der er fart på væksten af dansk eksport til fjerne markeder. Kina er de seneste ti år rykket op på topti-listen over de lande, Danmark eksporterer mest til., 2. september 2014 kl. 9:00 , Af , Marianne Kjær Mackie, De seneste ti år er den danske eksport af varer steget 44 pct. til 620 mia. kr. i løbende priser i 2013. Globaliseringen af økonomien betyder, at den danske eksport er blevet mindre koncentreret på nogle få markeder. Således købte topti-aftagerne af dansk eksport sidste år 67 pct. af den danske eksport, mens de for ti år siden aftog 71 pct. , Samtidig er sammensætningen af de store markeder ændret. Danmarks eksport til handelspartnere i nabolandene Tyskland, Sverige og Storbritannien holder skansen, men det seneste årti er Italien og Spanien skubbet af topti-listen af de nye eksportmarkeder Kina og Polen. Spaniens exit fra listen skyldes, at eksporten til landet er faldet, mens Italien har fastholdt niveauet, men er blevet overhalet af de nye markeder. , De eksporterende virksomheder bidrager ikke bare med indtjening til landet. De spiller også en vigtig rolle for den danske beskæftigelse, da hver fjerde privatansatte i Danmark arbejder i en eksportvirksomhed.  , Topti købere af dansk vareeksport 2003 og 2013,  , Danmark sælger mere til Kina, Kina er en af de såkaldte nye vækstøkonomier, BRIK-landene, som fylder stadig mere i den globale økonomi i modsætning til de ”gamle” markeder EU og USA. BRIK-landene består af Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Mens den danske vareeksport til USA er steget med 67 pct. i løbende priser de seneste ti år, er eksporten til Kina næsten tredoblet. , Generelt går størstedelen af den danske eksport dog stadig til de nære markeder. I 2013 købte kineserne 3 pct. af vores eksportvarer, mens Tyskland stod for 16 pct. Tre fjerdedele af den danske vareeksport gik til Europa. Flere end 200 lande køber danske produkter. , Video: Økonom på Københavns Universitet Rasmus Jørgensen kommenterer udviklingen i dansk eksport af varer de seneste ti år , Mere eksport af elektrisk udstyr og vindmøller, mindre af møbler, Vi sælger heller ikke helt de samme varer som for ti år siden. Eksporten fra branchen , elektrisk udstyr, , fx elektriske motorer og apparater, er steget med mere end 60 pct., ligesom salget af vindmøller og medicin er steget. De to sidstnævnte brancher er dog markant større end el-udstyrsbranchen. Samtidig er eksporten af fx møbler fra Danmark faldet. , Ændring i værdien af vareeksporten 2005-2012 i udvalgte industribrancher, Mere eksport fra små og mellemstore virksomheder end i resten af Norden, I Danmark fylder eksporten fra små og mellemstore virksomheder (SMV) mere end i de øvrige nordiske lande. SMV’ernes eksport er steget de seneste ti år, men da de store virksomheder har haft en endnu større stigning i eksporten, er SMV’ernes andel af eksporten inden for industri og engroshandel faldet fra 50 pct. til 46 pct. på ti år. , SMV’erne sælger mest til de nære markeder som de nordiske lande, men særligt de mellemstore virksomheder har også haft stigende eksport til BRIK-markederne Brasilien og Kina.  Samtidig er SMV’ernes andel af eksporten til de nære markeder Tyskland og Polen steget, særligt pga. et stigende salg af halvfabrikata., Artiklen tager afsæt i temaartiklen fra , Statistisk Tiårsoversigt 2014 , "Danske virksomheder i en globaliseret verden".

    https://www.dst.dk/da/Statistik/udgivelser/bagtal/2014-09-02-statistisk-tiaarsoversigt-2014

    Bag tallene

    Hver sjette husstand har ikke råd til en uges ferie

    Ikke alle er ved at pakke kufferten for at tage på ferie i løbet af sommeren. Tal fra Levevilkårsundersøgelsen viser, at 15,9 pct. af de danske husstande vurderer, at de ikke har råd til en uges ferie væk fra hjemmet., 23. juni 2023 kl. 7:30 , Af , Sigrid Friis Neergaard, Om lidt går mange på sommerferie, men det er ikke lig med at rejse for alle. I Danmarks Statistiks levevilkårsundersøgelse svarede hver sjette danske husstand i 2022, at de ikke har råd til en uges årlig ferie væk fra hjemmet., ”I alt har 474.000 danske husstande efter eget udsagn ikke råd til en uges ferie uden for eget hjem. Det er især lejere og enlige voksne med eller uden børn, der ikke har plads i budgettet til en ferie. Blandt disse grupper er det mellem hver fjerde og femte husstand, hvor der ikke er råd til en uges ferie væk fra hjemmet,” siger Daniel F. Gustafsson, specialkonsulent i Danmarks Statistik., På den anden side er hustande i de højeste indkomstgrupper, boligejere og par med eller uden børn, som især vurderer, at budgettet tillader ferie uden for eget hjem., I 2021 var det 15,2 pct. af de danske husstande, der vurderede ferie som værende uden for det økonomiske råderum. Den største ændring ses i husstande i den mellemste indkomstgruppe, hvor afsavnet er steget fra 10,4 pct. af husstandene i 2021 til 13,0 pct. i 2022. For både enlige med børn og par med børn er andelen af husstande, der ikke har råd til ferie, faldet fra 2021 til 2022., Andel af husstande og personer, der ikke har råd til en uges ferie væk fra hjemmet, Anm.: Økonomiske afsavn er målt ud fra respondentens egen vurdering, Kilde: , www.statistikbanken.dk/SILC20, og , www.statistikbanken.dk/SILC10, I de 474.000 husstande, der i 2022 efter eget udsagn ikke havde råd til en uges ferie, boede der 750.000 personer, hvoraf 99.000 var under 16 år. Ser vi udelukkende på de voksne i husstandene, er arbejdsløse, enlige forældre, samt personer der bor til leje, har lav uddannelse eller lav indkomst mere tilbøjelige til at vurdere, at de ikke har råd til ferie. Derudover er der en del ældre og folkepensionister, der heller ikke oplever at have råd til en ferie. Det var det samme billede som i 2021, men især arbejdsløse har oplevet en stigning fra 33,1 pct. i 2021 til 36,1 pct. i 2022., Danmark er blandt de lande hvor flest har råd til ferie i EU, I forhold til resten af EU-borgerne er det dog ikke i Danmark, at det i størst omfang opleves, at der mangler penge til en uges ferie., ”EU-gennemsnittet for 2022 lyder på, at 28,6 pct. af befolkningen ikke har råd til at tage på ferie. Med 12,9 pct. placerer Danmark sig blandt de lande, hvor færrest ikke har råd til ferie. Det er især i Nord- og Vesteuropa, at de fleste har råd til ferie, mens de fleste lande i Syd- og Østeuropa har større andele af befolkningen, der ikke vurderer, at der er råd til ferie,” siger Daniel F. Gustafsson., Rumænien er det land, hvor den højeste andel af befolkningen må blive hjemme i ferien. Her vurderer 62,5 pct. af befolkningen, at de ikke har råd til en uges ferie væk fra hjemmet. Det er en del højere end næste land på listen, Grækenland, hvor 48,8 pct. af befolkningen ikke har råd til at tage på ferie., Luxembourg og Sverige er med henholdsvis 7,6 pct. og 10,2 pct. de lande i EU, hvor den laveste andel af befolkningen ikke har råd til at forlade hjemmet på en uges ferie efter egen vurdering., Andel af befolkningen i EU, som efter eget udsagn ikke har råd til en uges ferie uden for hjemmet, 2022, Anm.: Økonomiske afsavn er målt ud fra respondentens egen vurdering, Kilde: , www.statistikbanken.dk/SILC10, og Eurostat , Flere har ikke råd til fornøjelse, Selvom man ikke skal på ferie, er det heller ikke alle, der kan se frem til en sommerferie i hjemmet med fornøjelser, som koster penge. 7,3 pct. af befolkningen svarede i 2022, at de ikke har råd til at bruge penge til egen fornøjelse, hvilket er omtrent uændret i forhold til 2021. Samtidig har 3,4 pct. ikke råd til regelmæssigt at mødes med venner eller familie efter eget udsagn., ”Når vi kigger bredt over de forskellige økonomiske afsavn, tegner der sig et billede af, at lidt flere havde en stram økonomi i 2022 i forhold til 2021. Det kan ses i lyset af det generelt højere prisniveau i samfundet, koblet med lønstigninger, der ikke er fulgt med i samme tempo” forklarer Daniel F. Gustafsson, og fortsætter:, ”I Levevilkårsundersøgelsen spørger vi også, om pengene slår til, og her svarede 10,3 pct. af danskerne, at det var svært eller meget svært, hvor det i 2021 var 8,1 pct.” , Andel af befolkningen, der oplever det økonomiske afsavn, Anm.: Økonomiske afsavn er målt ud fra respondentens egen vurdering, Kilde: , www.statistikbanken.dk/SILC10, og , www.statistikbanken.dk/SILC30, Om Levevilkårsundersøgelsen, Tallene er baseret på en stikprøve og er dermed behæftet med en vis statistisk usikkerhed, På spørgsmålet om ikke at have råd til en uges ferie væk fra hjemmet er der en standardfejl på 0,5 pct., Kun én af husstandens voksne er blevet interviewet, men undersøgelsen er designet på en måde, så svarene principielt dækker alle husstandsmedlemmer inkl. børnene

    https://www.dst.dk/da/Statistik/udgivelser/bagtal/2023-06-23-hver-sjette-husstand-har-ikke-raad-til-ferie

    Bag tallene

    Hvordan bruger det offentlige 1.000 kroner?

    Hvis de offentlige udgifter blev nedskaleret til 1.000 kroner, hvordan ville de så blive brugt? Danmarks Statistik analyserer en tusindkroneseddel fra hele Danmarks husholdningsregnskab, som det så ud i 2019., 31. august 2020 kl. 12:30 , Af , Theis Stenholt Engmann, Det offentlige havde udgifter for i alt 1.150 milliarder kroner i 2019. Dette meget store tal vil i denne artikel blive omregnet til en hel 1.000-kroneseddel for lettere at illustrere, hvad det offentlige Danmark bruger pengene på. , Den største post på i det offentlige husholdningsregnskab er ’social beskyttelse, ‘ som dækker over en række sociale og sundhedsmæssige udgifter til fx alderdom og sygdom og invaliditet. Hver gang det offentlige bruger 1.000 kr. så går 434 kr. til området ’social beskyttelse.’ , De samlede offentlige udgifter omregnet til 1.000 kroner. 2019, Kilde: Danmarks Statistik, , www.statistikbanken.dk/off29, Figuren viser kun de 10 overordnede offentlige udgiftsposter. En mere detaljeret opgørelse med alle underkategorier, herunder fx politi og brandvæsen, kan findes her., Den største post under ’social beskyttelse, ‘ er udgifter til alderdom, hvor der for hver 1.000 offentlige krone bruges 167 kr. Det næststørste område er sygdom og invaliditet, hvor der bruges 87 kr. for hver 1.000 offentlige krone, som følges af 85 kr. til familier og børn. , Udgifter til social beskyttelse dækker både offentlige serviceydelser og de udgifter, det offentlige har til at give borgerne overførselsindkomster som f. eks. folkepension, sygedagpenge og børnecheck., Offentlige udgifter til social beskyttelse. 2019, Kilde: Danmarks Statistik, , www.statistikbanken.dk/off29, Det offentlige bruger næstmest på sundhedsvæsen, Den næst tungeste overordnede udgiftspost i det offentlige er til sundhedsvæsenet, hvortil det offentlige bruger 167 kr. hver gang der bruges 1.000 kroner. , Herunder ligger udgifter til hospitalstjenester og ambulant behandling, der koster det offentlige henholdsvis 116 kr. og 25 kr. , Den tredjestørste udgiftspost inden for sundhedsvæsen er medicinske produkter, apparater og udstyr, hvilket der årligt bruges 11 ud af 1.000 kr. på., Grundskole-uddannelserne koster mere end de højere og videregående uddannelser, Den tredjestørste overordnede udgiftspost i det offentlige er til uddannelse. Hver gang det offentlige bruger 1.000 kr., så går 127 kr. til undervisning i bred forstand. , Knap halvdelen, 58 kr., går til folkeskolen og lignende, mens de offentlige udgifter til højere og videregående uddannelser beløber sig til 33 kr., Offentlig orden og sikkerhed koster knap en 20’er, Det danske politi, brandvæsen, domstole og fængsler kategoriseres under navnet ’offentlig orden og sikkerhed,’ som er et område, der i 2019 modtog 19 kroner, hver gang det offentlige brugte 1.000 kroner. , Heraf går de 11 kr. til politiet, 3 kr. kroner går til henholdsvis domstole og fængsler, mens 1 krone dækker de offentlige udgifter til brandvæsnet. , Det offentliges udgifter til forsvaret kategoriseres for sig og her bruges der årligt 23 kr. pr. 1.000 brugte krone. , Danmarks Statistik har tidligere beskrevet, hvor meget de forskellige skatter og afgifter bidrog til "skattekisten, ", hvis man så på 1.000 kr. i 2017. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at skatter og afgifter ikke er det offentliges eneste indtægtskilder., Hvis du har spørgsmål til det offentliges udgifter i faktiske beløb, kan du kontakte chefkonsulent Martin Rasmussen på mail MRA, @dst.dk, eller tlf.: 3917 3529 ,  

    https://www.dst.dk/da/Statistik/udgivelser/bagtal/2020-08-31-hvordan-bruger-det-offentlige-tusind-kroner

    Bag tallene

    Næsten hver tiende voksne i Danmark kan ikke stemme

    Andelen af indbyggere i Danmark, som ikke kan stemme ved folketingsvalgene, er stigende. Mere end 9 pct. af befolkningen er således udenlandske statsborgere, som ikke har stemmeret i Danmark. I København og nogle kommuner vest for hovedstaden er andelen over 15 pct., 6. marts 2019 kl. 7:30 , Af , Magnus Nørtoft, Stadigt flere personer i Danmark kan ikke stemme ved folketingsvalgene, da de ikke er danske statsborgere. 1. januar 2019 var der således 434.000 udenlandske statsborgere på mindst 18 år i Danmark, som ikke har stemmeret. Det svarer til 9,4 pct. af den voksne danske befolkning. I 1980 var andelen 1,8 pct., ”Andelen af befolkningen, der ikke kan stemme, fordi de er udenlandske statsborgere, er altså mangedoblet i løbet af de seneste 40 år, så dem uden stemmeret nu er flere, end de voksne der bor i Aarhus og Odense til sammen,” siger afdelingsleder, Dorthe Larsen., ”Nogle udenlandske statsborgere rejser hurtigt ud igen, men i gennemsnit har de udenlandske statsborgere været i Danmark i over 10 år, viser vores statistik,” tilføjer Dorthe Larsen., Ud over de udenlandske statsborgere kan danske statsborgere også være uden stemmeret, hvis de er umyndiggjorte. , Ifølge Justitsministeriet drejer det sig om ca. 1.900 personer, . Disse personer er ikke med i denne opgørelse., Udenlandske statsborgere som andel af befolkningen. 18+ år. 1. jan., Kilde: Danmarks Statistik; , www.statistikbanken.dk/folk2, Andelen uden stemmeret er størst i nærheden af København, Andelen af udenlandske statsborgere er størst i Ishøj Kommune, hvor 23 pct. af den voksne befolkning var udenlandske statsborgere 1. januar 2019. Derefter fulgte Københavns og Høje-Taastrup kommuner, hvor 18 pct. af de voksne var udenlandske statsborgere. 16 af de 18 kommuner, hvor mere end 10 pct. af de voksne var udenlandske statsborgere, ligger i Region Hovedstaden. De to resterende kommuner er Horsens og Aabenraa. , Andelen af beboerne, som er udenlandske statsborgere, er lavest i Kalundborg, Sorø, Odsherred, Morsø, Jammerbugt og Rebild kommuner, hvor under 5 pct. af beboerne ikke havde dansk statsborgerskab i begyndelsen af 2019., ”Generelt er andelen af udenlandske statsborger klart størst i hovedstadskommunerne, mens den er lavest i land- og oplandskommuner,” siger afdelingsleder Dorthe Larsen med henvisning til , Danmarks Statistiks kommunetyper, ., Udenlandske statsborgere som andel af befolkningen. , 18+ år., 1. jan. 2019, Kilde: Danmarks Statistik; , www.statistikbanken.dk/folk1d, Langt de fleste uden stemmeret er fra Europa eller Asien, 45 pct. af de udenlandske statsborgere over 18 år i Danmark er fra et andet EU-land, 19 pct. er fra et andet europæisk land, og 24 pct. er fra Asien. Til sammen udgør udenlandske statsborgere fra Europa og Asien dermed 88 pct. af udenlandske statsborgere, der ikke kan stemme i Danmark.  , Polske statsborgere er den største gruppe (33.500 personer) efterfulgt af rumænske (25.700 personer) og tyrkiske (24.400 personer)., Udenlandske statsborgere fordelt på lande og verdensdele. , 18+ år.,  1. jan. 2019, Kilde: Danmarks Statistik; , https://www.statistikbanken.dk/folk2, Der er forskel på, hvem der har stemmeret til folketingsvalget, kommunal- og regionsrådsvalg og EU-Parlamentsvalg. Læs mere om stemmeretten til de forskellige valg på , Social og Indenrigsministeriets hjemmeside, ., Artiklen er skrevet i samarbejde med afdelingsleder, Dorthe Larsen, som kan kontaktes på 39 17 33 07 eller , dla@dst.dk

    https://www.dst.dk/da/Statistik/udgivelser/bagtal/2019-03-06-uden-stemmeret

    Bag tallene

    Stigende boligpriser udjævnes af lave renter

    Selvom prisen på ejerboliger i Danmark generelt er steget, er de relative omkostninger ved at eje bolig faldet markant fra 2009 til 2016. , 29. september 2017 kl. 18:00 , Af , Henrik Molsted Wanscher, Boligpriserne i Danmark er stigende og ligger nu generelt over niveaet før finanskrisen, som fik boligpriserne til at falde markant. Men stigende boligpriser medfører ikke nødvendigvis at det er dyrere at eje en bolig. Prisen for at eje og bruge en bolig er mere end den rene salgspris på boligen, for der skal tages højde for, at man betaler rente af boliglånet (efter skattefradrag), skat af boligens værdi, vedligeholdelse samtidig med at man får en gevinst ved stigende boligpriser (se faktaboks). I denne artikel kaldes disse udgifter samlet set for brugerprisen. Ser man på udviklingen i den generelle brugerpris på bolig, viser det sig, at brugerprisener væsentlig lavere i 2016 end i 2009. Det er vigtigt at være opmærksom på at den her viste brugerpris på ejerbolig er beregnet under en række antagelser og derfor kan adskille sig væsentligt fra den enkelte boligejers brugerpris., Den væsentligste årsag til faldet i brugerprisen fra 2009 til 2016 er, at renteniveauet siden finanskrisen har været historisk lavt. De lave renter har reduceret prisen for at bo i en bolig, fordi omkostningerne for boligejerne ikke alene påvirkes af boligprisen, men også af renteudgifterne. , FAKTA OM BRUGERPRISEN: , Brugerprisen på en solgt ejerbolig et givent år beskriver renten på realkreditlån (efter skat), den gældende boligskattesats, vedligeholdelse og afskrivningsrate minus forventet gevinst fra den årlige boligprisstigning. Brugerprisen er en procentsats, og ganger man den på boligens salgspris fremkommer den pågældende boligs brugerpris i kroner.,  , Udviklingen i de faktiske omkostninger, For at udregne brugerprisen i kroner på en ejendom ganger man brugerprisen for et givent år på ejendomsprisen i det tilsvarende år., Salgsprisen på ejerlejligheder med en enkelt undtagelse i 2011 er steget markant fra 2009 til 2016, mens den beregnede brugerpris for ejerlejligheder i 2016 var på næsten samme niveau som i 2009. Brugerprisen for ejerlejligheder svinger lidt fra år til år, men har i gennemsnit ligget ret stabilt fra 2009 til 2016. Det er så at sige ikke blevet dyrere at bo i en ejerlejlighed, selvom ejerlejlighederne er blevet dyrere at købe.,  , Udviklingen i salgs- og brugerprisen på enfamiliehuse ligner udviklingen for ejerlejligheder. Salgsprisen på enfamiliehuse er generelt steget, mens brugerpriserne på enfamiliehuse er faldet.  Ligesom for brugerprisen er det vigtigt at være opmærksom på, at de faktiske salgspriser varierer betydeligt, så den enkelte boligejers situation kan afvige fra gennemsnittet. , Har du spørgsmål vedrørende udviklingen I brugerprisen på ejerboliger, er du velkomment til at kontakte Nikolaj Dreisig Mose Hansen på , nmh@dst.dk, eller telefon 39173775.

    https://www.dst.dk/da/Statistik/udgivelser/bagtal/2017-09-29-stigende-boligpriser-udjaevnes-af-lave-renter

    Bag tallene

    Midtjyderne forrest med kontakt til læge over e-mail

    Danskerne satte i 2016 ny rekord i antallet af e-mailkonsultationer, vi havde med lægen. Vi bruger også nettet mere og mere til at søge helbredsrelaterede informationer på egen hånd. , 28. september 2017 kl. 7:30 ,  , Siden 2003 har det været muligt at have en konsultation med sin læge over e-mail, og i 2009 blev det obligatorisk for alle læger at tilbyde ydelsen. Antallet af personer, der bruger ydelsen, er steget støt over årerne, og nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 2016 blev endnu et rekordår. Cirka 1,7 mio. mennesker valgte i 2016 at gøre brug af en e-mailkonsultation hos en almen læge. I forhold til 2015 er det en stigning på næsten 9 pct., Kigger man på kontakten til lægerne over e-mail ud fra andelen af personer med kontakt til læge mv. fordelt på  de danske regioner, er der dog udsving. Opgjort på denne måde er det folk i Region Midtjylland og Region Hovedstaden, der bruger e-mailkonsultationerne mest. I 2016 var andelen 33 pct. i region Midtjylland, mens den var 30 pct. i Region Hovedstaden., Det er et stykke over Region Sjælland, hvor det i 2016 var 25 pct. af personer med kontakt til almen læge mv., der brugte e-mailkonsultationer., Sammenligner man 2011 med 2016, er der ikke den store forskel på, hvor meget brugen af e-mailkonsultationer er gået frem i hver af de fem regioner. Med en fremgang på 13 procentpoint har Region Midtjylland den relativt største fremgang.  Region Sjælland har oplevet den mindste fremgang fra 2011 til 2016, der dog alligevel var på 10 procentpoint.   , Samlede antal lægebesøg er stabilt, Ovenfor var der fokus på antallet af personer, der gør brug af e-mailkonsultationer. For at få et mere generelt billede af danskernes brug af almen læge, kan man også se på antallet af lægebesøg i alt. Sammenholder man udviklingen i antal lægebesøg, der foregår over e-mail, med antallet af konsultationer hos lægen og antallet af telefonkonsultationer, tyder stigningen i e-mailkonsultationer ikke på, at danskerne søger almen læge oftere. Hvert år fra 2011 til 2015 har stort set lige mange været på besøg hos lægen, og telefonkonsultationer er gået ned med stort set det samme, som e-mailkonsultationer er gået op.   , Mange bestiller lægetid på nettet, Også når det kommer til fysiske besøg hos lægen, spiller internettet en fremtrædende rolle. Mange danskere udnytter nemlig muligheden for at bestille tid hos lægen over nettet. I 2016 var det 40 pct. af de danske internetbrugere, der havde bestilt en lægetid på internettet. Nogenlunde lige mange mænd og kvinder udnyttede denne mulighed. Når man ser på internetbrugernes alder er det dem mellem 25 og 64 år, hvor flest har bestilt tid hos lægen over nettet. Unge mellem 16 og 24 år samt ældre mellem 75 og 89 år bruger muligheden i noget mindre grad. De 65- til 74-årige lægger sig imellem. , Nye tal fra , Eurostat, viser, at Danmark med de 40 pct. har førstepladsen over lande i EU, hvor flest borgere booker lægeaftaler via internettet. Til sammenligning ligger gennemsnittet for hele EU væsentligt lavere på 13 procent, når man betragter befolkningen mellem 16 og 74 år. , Du kan læse mere om danskernes internetbrug i en europæisk kontekst i publikationen , ’It-anvendelse i befolkningen – EU-sammenligninger 2016’, ., Digital søgen efter helbreds­relateret information, Når danskerne bruger internettet til at søge information, der kan gøre dem klogere på deres helbred, er det ikke altid, de involverer deres læge. I publikationen , ’It-anvendelse i befolkningen 2016’, har man undersøgt, hvor mange danske internetbrugere, der har søgt helbredsrelateret information såsom symptomer, sygdom eller ernæringsråd mv. Her viser resultatet, at 65 pct. af alle internetbrugere i 2016 havde søgt efter den slags informationer på internettet., Sammenligner man med 2011 er der sket en lille stigning, og det gælder uanset, om man kigger på mænd eller kvinder. Undersøgelsen viser også, at der er flere kvinder end mænd, der leder efter helbredsrelaterede informationer på internettet., Hvis du ønsker flere informationer om udviklingen i antallet af e-mailkonsultationer, er du velkommen til at kontakte Susanne Brondbjerg  på mail , snb@dst.dk, eller tlf: 39173546 . Hvis du har spørgsmål til publikationerne , ’It-anvendelse i befolkningen 2016’ , eller , ’It-anvendelse i befolkningen – EU-sammenligninger 2016’, er du velkommen til at kontakte Agnes Tassy på mail , ata@dst.dk, eller tlf: 39173144.

    https://www.dst.dk/da/Statistik/udgivelser/bagtal/2017-09-28-Midtjyderne-forrest-med-kontakt-til-laege-over-email

    Bag tallene

    Hjælp til søgning

    Få hjælp til at finde den rette statistik.

    Kontakt Informationsservice

    For forskere

    Søg separat i variable eller højkvalitetsdokumentation.

    Variable

    Højkvalitetsdokumentation