Gå til sidens indhold

Hver anden, som startede i stofmisbrugsbehandling i 2022, har været i kontakt med psykiatrien

I 2022 begyndte 7.900 voksne personer, der blev visiteret af kommunerne, i stofmisbrugsbehandling. Af dem var 47 pct. i kontakt med psykiatriske afdelinger på sygehusene i perioden 2020-2022, mens det gjaldt fire pct. af befolkningen generelt. En ny analyse fra Danmarks Statistik ser på personer, som fik iværksat stofmisbrugsbehandling i 2022 ift. familieforhold, kriminalitet og kontakt med psykiatrien.

23. november 2023 kl. 8:00

47 pct. af de 7.900 voksne personer, som fik iværksat stofmisbrugsbehandling i 2022, var i kontakt med psykiatriske afdelinger på sygehusene i årene 2020-2022. For resten af den voksne befolkning var det fire pct. Samlet set var det i høj grad unge mænd, som startede i stofmisbrugsbehandling i 2022. 75 pct. af de 7.900 voksne, som startede i kommunal stofmisbrugsbehandling i 2022, var mænd. 49 pct. af de voksne mænd med iværksat stofmisbrugsbehandling var mellem 18 og 29 år.

”Personer, der starter i stofmisbrugsbehandling, er ofte unge, enlige mænd under 30 år, og de er i højere grad end resten af befolkningen i kontakt med psykiatrien, har i højere grad domme for kriminalitet og er i højere grad ofre for anmeldt vold,” siger Benedikte Beckman Nygaard, fuldmægtig hos Danmarks Statistik. 

36 pct. af personerne, der startede i stofmisbrugsbehandling, og som også var i kontakt med psykiatrien, fik stillet mindst én psykiatrisk diagnose i relation til misbrug. 

Hver femte med iværksat stofmisbrugsbehandling i 2022 fik en dom i samme år

I 2022 fik 21 pct. af personerne, som fik iværksat stofmisbrugsbehandling, en fængselsstraf eller bøde for kriminalitet. Blandt mænd mellem 18 og 29 år med iværksat behandling var det 25 pct., mens det gjaldt seks pct. af mændene i samme aldersgruppe i den øvrige befolkning. 

”Der er en markant overvægt af både mænd og kvinder med iværksat stofmisbrugsbehandling i 2022, som fik en straf for kriminalitet samme år. Målt på straffen ser det også ud til, at disse personer begår alvorligere kriminalitet, da en højere andel fx fik ubetingede fængselsstraffe end dømte i resten af befolkningen,” siger Benedikte Beckman Nygaard, fuldmægtig hos Danmarks Statistik og tilføjer: 

”Både mænd og kvinder, som fik iværksat stofmisbrugsbehandling i 2022, var oftere ofre for vold anmeldt til politiet. Fx gjaldt det for seks pct. af kvinderne i 2022 mod kun 0,3 pct. af de øvrige kvinder i befolkningen.”

Det er første gang, at alle 98 kommuner er med i opgørelsen, og du kan læse hele analysen om personer med iværksat stofmisbrugsbehandling i 2022 her: www.dst.dk/analyser/52738

 
 

Kontakt

Benedikte Beckman Nygaard
Telefon: 21 19 10 53
Magnus Nørtoft
Telefon: 42 46 19 45