Over en tredjedel af unge har et fritidsjob
35 pct. af unge mellem 13-17 år har et fritidsjob i dag mod 32 pct. ti år før. I Danmark arbejder en væsentlig højere andel af unge end i Norge og Sverige. Det viser en analyse i Statistisk Tiårsoversigt 2023 fra Danmarks Statistik, der udkommer i dag.
18. august 2023 kl. 8:00
Stadigt flere unge bruger en del af deres fritid på at arbejde. Efter et fald under COVID-19 er andelen af 13-17-årige, der har et fritidsjob, nu oppe på 35 pct. Det er højere end på noget andet tidspunkt de seneste 10 år. Det viser en analyse om unge og fritidsjobs, om udkommer sammen med Statistisk Tiårsoversigt 2023 fra Danmarks Statistik i dag.
Andel beskæftigede 13-17-årige, 2011-2021
”Det er især blandt de 17-årige, at andelen med et fritidsjob er steget – fra 52 pct. i 2011 til 61 pct. i 2021. Det er også dem, som arbejder og tjener mest med en medianløn på 3.000 kr. om måneden,” siger Pernille Stender, chefkonsulent hos Danmarks Statistik.
Cirka en tredjedel af de 13-17-årige med fritidsjob (32 pct.) arbejdede i branchen ”supermarkeder og varehuse”, og 13 pct. tjente deres løn på en restaurant.
Danske unge arbejder betydeligt mere end unge i Norge og Sverige. Fx modtog 36 pct. af 15-årige danske unge en lønseddel i 2021, hvor tallet var markant lavere i Norge og Sverige med hhv. 12 og 4 pct.
Flere unge jyder har et fritidsjob end unge i hovedstadsområdet
Andelen af unge 13-17-årige med et fritidsjob er højere i Jylland end i hovedstadsområdet. 17 ud af de 20 kommuner med de højeste andele ligger i Jylland anført af Varde og Ringkøbing-Skjern Kommuner med 46 pct. De laveste andele findes i København, Frederiksberg og Gentofte Kommuner med hhv. 29, 28 og 26 pct.
”Andelen af unge med fritidsjob er steget i stort set alle kommuner fra 2014 til 2021, dog med undtagelse af 2020, der var et år præget af nedlukninger i forbindelse med COVID-19,” siger Pernille Stender.
Du kan læse om de unge og fritidsjobs i publikationen Statistik Tiårsoversigt 2023, der ud over analysen indeholder en stor mængde officiel statistik om forskellige samfundsforhold. Bogen kan downloades gratis med adgang til regneark bag tabeller og grafer eller købes i en trykt udgave til 245 kr. på www.dst.dk/tiaar.
Har du spørgsmål til unges fritidsjobs, er du velkommen til at kontakte Pernille Stender på psd@dst.dk eller telefon 2492 1233 eller Magnus Nørtoft på mnt@dst.dk eller telefon 4246 1945.
Statistisk Tiårsoversigt 2023 indeholder mange andre emner, som viser udviklingen i et tiårigt perspektiv – blandt andet:
- Befolkningen er vokset med 330.000 personer fra 2013-2023. Væksten har været størst blandt 65+-årige, som nu udgør hver 5. indbygger (20,5 pct.)
- Færre nyfødte har mødre under 25 år. I 2022 blev 7 pct. af babyerne født af en mor under 25 år, mens det gjaldt 12,5 pct. i 2012. Til gengæld steg andelen, der blev født af en mor, der var fyldt 40, til 4,2 pct.
- Flere landmænd vælger økologien, så der var 57 pct. flere økologiske landbrugsbedrifter i 2022 end i 2012.
For yderligere information om Statistisk Tiårsoversigt 2023 kan du kontakte Marianne Kjær Mackie på mma@dst.dk eller telefon 3917 3169.