Revision af det standardberegnede lønindeks
Danmarks Statistik har givet det standardberegnede lønindeks et serviceeftersyn og foretaget ændringer af metoden, så indekset giver et retvisende billede af lønudviklingen for lønmodtagere i Danmark.
31. maj 2023 kl. 8:00
Danmarks Statistik lancerede det standardberegnede lønindeks i 2018. Det imødekom et stort behov hos mange brugere for at kunne følge lønmodtagernes lønudvikling, samtidig med at der så vidt muligt korrigeres for ændringer i beskæftigelsessammensætningen i de forskellige sektorer og brancher.
I februar 2022 meldte Danmarks Statistik ud, at der var fundet fejl i opgørelsen og uhensigtsmæssigheder i produktionssystemet, og at det var nødvendigt at gennemgå de metoder, der var lagt til grund for det standardberegnede lønindeks. Vi besluttede at sætte lønindekset på pause, og det har fået et større serviceeftersyn. Undervejs har vi været i dialog med centrale brugere og relevante eksperter.
”Vi offentliggør i dag et revideret standardberegnet lønindeks, som giver et retvisende billede af lønudviklingen for lønmodtagere i Danmark. Vi har gjort et grundigt stykke arbejde, fordi vi ville være sikre på, at vi træffer de rette metodiske valg. Nu er lønindekset efter vores bedste overbevisning retvisende og statistisk korrekt opbygget ud fra de data, der er til rådighed,” siger afdelingsdirektør i Danmarks Statistik Niels Ploug.
Ændringer i lønindekset
Det reviderede standardberegnede lønindeks er genberegnet for hele den udgivne periode fra 1. kvartal 2016 til 1. kvartal 2023. For de offentlige delsektorer er det reviderede lønindeks i høj grad sammenligneligt med det tidligere offentliggjorte lønindeks.
Vores serviceeftersyn viser desuden, at der i det tidligere offentliggjorte standardberegnede lønindeks var en mindre, systematisk overvurdering af lønudviklingen for den private sektor, som er fjernet i det reviderede indeks. Overvurderingen skyldtes i høj grad et uhensigtsmæssigt sammenspil mellem de valgte metoder og de tilgængelige data.
Det implicitte lønindeks har ikke været påvirket af serviceeftersynet og er blevet udgivet løbende.
Læs seneste udgivelse af Nyt fra Danmarks Statistik ’Lønningerne steg 3,4 pct. det seneste år’.
Læs om metoden for det standardberegnede lønindeks.
Er du journalist, og har du spørgsmål til serviceeftersynet af det standardberegnede lønindeks, er du velkommen til at kontakte pressechef Majken Lenskjold på tlf. 22 42 07 48 eller mail mle@dst.dk.