91 pct. af befolkningen er færdigvaccineret mod COVID-19
Ni ud af ti borgere på 18 år eller derover er færdigvaccineret mod COVID-19 pr. 1. januar 2023. Men vaccinetilslutning varierer på tværs af kommune, alder, uddannelsesniveau, beskæftigelse og herkomst, viser ny analyse fra Danmarks Statistik.
9. marts 2023 kl. 8:00
Har man en lang uddannelse på cv’et, adresse i Allerød og er oppe i årene, ja så er oddsene for, at man er færdigvaccineret mod COVID-19 højere end ellers. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik, om hvem der blev vaccineret mod COVID-19.
Samlet har 91 pct. af befolkningen på mindst 18 år takket ja til COVID-19-vaccinen. Blandt personer over 60 år er over 97 pct. vaccineret, mens det gælder for 84 pct. af de 18-39-årige.
Fordelt efter, hvor folk bor, er flest vaccineret i Allerød og Skanderborg kommuner, hvor 95 pct. har taget imod to COVID-19-vacciner. I Ishøj kommune er vaccinationsgraden med 81 pct. lavest. Derefter følger Brøndby Kommune med 83 pct., og Albertslund og Høje-Taastrup med hhv. 85 pct. hver.
”Analysen viser, at personer med grundskolen som højest fuldførte uddannelse i mindre grad er vaccineret end andre uddannelsesgrupper. Det samme gør sig gældende for indvandrere,” siger Magnus Nørtoft, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
Analysen bygger på data fra Det Danske Vaccinationsregister, som nu er tilgængelig for forskere via Danmarks Statistik forskningsservice.
Under halvdelen af 5-11-årige er vaccineret
40 pct. af 5-11-årige børn er vaccineret. Hvis vi zoomer mere ind på alderen, så finder man flest vaccinerede blandt 11-årige med 57 pct. Den laveste andel er blandt 5-årige med 22 pct. Her er vaccinationsgraden igen lavest i Ishøj samt Brøndby kommuner med 20 pct. og højest i Samsø Kommune med 53 pct.
Vaccinetilslutningen er lavere blandt børn, hvor forældrene har grundskole som højest fuldførte uddannelse og hos dem med mødre under 30 år.
Børn blev tilbudt vaccinen som den sidste målgruppe fra november 2021 til februar 2022.
Personer, der har fået to vaccinestik eller et stik med vaccinen fra Johnson & Johnson, betragtes som færdigvaccinerede. Data dækker vaccinerede i Danmark og personer, som har registreret deres vaccine i udlandet i Det Danske Vaccinationsregister.
Se mere i analysen: Hvem er vaccineret mod COVID-19 - www.dst.dk/analyser/50879.
Har du spørgsmål til analysen, er du velkommen til at kontakte Magnus Nørtoft på mnt@dst.dk og tlf. 39 17 34 66.