To ud af tre ejere med hus på tvangsauktion er enlige
For to ud af tre ejere af de huse, der blev sat på tvangsauktion i 2020, var der tale om en enlig husejer. Disse enlige er i højere grad end resten af befolkningen blevet enlige inden for de seneste tre år.
9. november 2022 kl. 8:00
Når et hus blev sat på tvangsauktion i 2020, var det i 66 pct. af tilfældene en enlig husejer, der stod på skødet. Det vil sige, at familien bestod af én voksen. Til sammenligning var 27 pct. af alle husejere enlige, mens 55 pct. af alle familietyper i befolkningen bestod af en enlig voksen. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik, der ser på bekendtgjorte tvangsauktioner i 2020.
”Der er større risiko for, at ens hus ender på tvangsauktion, når man er enlig husejer. Det kan skyldes, at enlige er langt mere sårbare over for indkomsttab, hvis de eksempelvis mister deres job eller bliver syge, når de sidder alene med regningerne,” siger Vivi Andersen, afdelingsleder i Danmarks Statistik.
Antalsmæssigt er det dog stadig få enlige, hvis hus ender som en bekendtgjort tvangsauktion. Under 1 pct. af landets enlige husejere måtte se deres hus ende på tvangsauktion i 2020.
Flere er blevet enlige forud for tvangsauktion
Analysen viser også, at familietypen i højere grad har ændret sig inden for de seneste tre år i familier med huse på tvangsauktion end i befolkningen generelt. Kigger man på de familier, hvis hus var på tvangsauktion i 2020, var 56 pct. af dem enlige i 2017. I 2020 var 66 pct. af dem enlige, så der har været et skift i familietype for flere af familierne med hus på tvangsauktion i 2020. I den treårige periode har der kun været en marginal stigning i, hvor mange i befolkningen og blandt husejere generelt, hvis familietype har ændret sig til enlig.
”Netop ændringen i familietype fra par til enlig kan være én af forklaringerne på, at huset ender på tvangsauktion, da det kan betyde én mindre til at dække udgifterne til boliglånet,” forklarer Vivi Andersen.
Fra 2018 til 2021 er antallet af huse på tvangsauktion næsten halveret fra knap 2.800 i 2018 til 1.400 i 2021. I 2020 var der flest tvangsauktioner i Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune.
Hvis du har spørgsmål til analysen, er du velkommen til at kontakte Vivi Andersen på vra@dst.dk eller tlf.: 3317 3443 eller Fenja Søndergaard Møller på fsm@dst.dk eller tlf. 2362 6299.