Gå til sidens indhold

Nyt samarbejde skal belyse relationen mellem land og by

Crown Princess Mary Center ved Københavns Universitet og Danmarks Statistik indgår samarbejde om udvikling af et register og indeks, der skal belyse udviklingstendenser i relationen mellem land- og byområder siden kommunalreformen i 2008.

1. juli 2022 kl. 8:00

Med projektet ønsker partnerne at bidrage med nye indsigter til den offentlige debat om land og by og stille vidensressourcer til rådighed, der kan blive brugt aktivt af de mange aktører, der beskæftiger sig med forskellige aspekter af land-by relationen. 

”Det er positivt, at der er skabt et stærkt samarbejde mellem Crown Princess Mary Center på Københavns Universitet og Danmarks Statistik, som kan bidrage til at styrke vidensgrundlaget for relationerne mellem land og by efter vedtagelsen af kommunalreformen for fjorten år siden. Det er en vigtig opgave,” siger Niels Ploug, direktør for Personstatistik i Danmarks Statistik. 

Som led i projektet vil der blive udviklet et datagrundlag i form af et register bestående af et eller flere datasæt over relevante variable for land-by relationen. Det kan omfatte dataområder indenfor bl.a. demografi, bolig, uddannelse, arbejdsmarked, transport og miljø, mv. Registreret baseres på eksisterende datakilder samt en videreudvikling på udvalgte dataområder. På baggrund af registeret udvikles et indeks, bestående af en række indikatorer, der beskriver udviklingen i relationen mellem land og by.

Der er blevet nedsat en tværfaglig ekspertgruppe bestående af forskere og repræsentanter fra offentlige myndigheder, erhvervsliv og interesseorganisationer til at rådgive og kvalitetssikre i processen med udviklingen af datagrundlag og indikatorer.

”Crown Princess Mary Center har fokus på at skabe ny viden gennem partnerskaber, og gøre viden tilgængelig og anvendelig for de mange aktører i det danske samfund, som fx arbejder med udviklingen af land- og byområder. Vi er derfor meget glade for partnerskabet med Danmarks Statistik og med den nye ekspertgruppe, og ser frem til at skabe nye, vigtige vidensressourcer til at belyse land og by relationerne”, forklarer leder af Crown Princess Mary Center, Simon Kjær Hansen.

Land og by registeret forventes lanceret januar 2023 og indekset forventes lanceret december 2023. Udvikling af register og indeks er muliggjort af en bevilling fra den filantropiske forening Realdania til Crown Princess Mary Center.

Om Crown Princess Mary Center, Københavns Universitet

Crown Princess Mary Center er et nyt videnscenter for anvendt og tværfaglig forskning inden for human- og samfundsvidenskaberne. Centret er oprettet af Det Humanistiske, Det Samfundsvidenskabelige, Det Teologiske og Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet og har fokus på at levere forskningsbaseret viden, der kan bidrage til løsningen af vor tids største samfundsmæssige og politiske udfordringer.

Om Danmarks Statistik

Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.

Kontaktpersoner
Niels Ploug, Direktør for Personstatistik, Danmarks Statistik
Mail: npl@dst.dk 
Mobil: 20 33 08 75 

Simon Kjær Hansen, Leder af Crown Princess Mary Center
Mail: shansen@samf.ku.dk
Mobil: 31 38 12 43