Lidt over 1 pct. af de kompenserede virksomheder gik konkurs under COVID-19
Der var desuden færre konkurser blandt virksomheder i Danmark i perioden 1. april 2020 til 30. september 2021 end i den tilsvarende periode før COVID-19, viser ny analyse.
30. november 2021 kl. 8:00
Fra 1. april 2020 til 30. september 2021 var der lige under 1.400 konkurser blandt virksomheder, som havde modtaget COVID-19-relateret kompensation. Det svarer til, at 1,4 pct. af alle kompenserede virksomheder gik konkurs.
I samme periode har der været næsten 2.400 konkurser blandt de øvrige aktive virksomheder, hvilket svarer til 1,0 pct. af alle øvrige aktive virksomheder.
Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik.
”Andelen af kompenserede virksomheder, der gik konkurs, er lidt større end andelen af ikke-kompenserede virksomheder, der gik konkurs. I restaurationsbranchen, hvor der traditionelt ses flere konkurser end i andre brancher, ligger andelen af konkurser blandt de kompenserede virksomheder dog betydeligt lavere end blandt de ikke-kompenserede virksomheder,” siger Peter Bøegh Nielsen, der er konsulent i Danmarks Statistik.
I restaurationsbranchen gik 150 virksomheder, der havde fået kompensation, konkurs. Det svarer til 3,4 pct. af alle de kompenserede restauranter, mens næsten 8 pct. af de ikke-kompenserede restauranter gik konkurs i perioden. Til sammenligning udgør konkurserne i branchen frisørsaloner 0,5 pct. af de kompenserede virksomheder i branchen. Frisørsaloner er den branche, hvor flest virksomheder modtog kompensation.
I alt var der 3.800 konkurser blandt aktive virksomheder i Danmark fra 1. april 2020 til 30. september 2021. Det svarer til 1,1 pct. af alle de ca. 350.000 aktive virksomheder i Danmark.
Der var færre konkurser i perioden med nedlukninger end i den tilsvarende periode før COVID-19. Der var tæt på 4.200 konkurser fra 1. april 2018 til 30. september 2019, som svarer til 1,3 pct. af de næsten 319.000 aktive virksomheder i 2018.
Analysen viser desuden, at der er udbetalt 618 mio. kr. i kompensation til de konkursramte virksomheder, som svarer til 1,3 pct. af det samlede udbetalte kompensationsbeløb til løn, tabt omsætning og faste omkostninger på i alt 46,5 mia. kr.
I alt modtog 37 pct. af de konkursramte virksomheder kompensation mod 29 pct. af samtlige virksomheder i Danmark.
Læs mere i analysen - COVID-19: Konkurser blandt kompenserede virksomheder
Har du spørgsmål til analysen, er du velkommen til at kontakte Peter Bøegh Nielsen på PBN@dst.dk eller 39 17 31 89 og Fenja Søndergaard Møller på FSM@dst.dk eller 39 17 30 84.