Gå til sidens indhold

Birgitte Anker udnævnt til ny rigsstatistiker

18. august 2020 kl. 16:31

Efter indstilling fra Danmarks Statistiks bestyrelse har Social- og Indenrigsminister Astrid Krag udpeget Birgitte Anker til ny rigsstatistiker og dermed chef for Danmarks Statistik. Se Social- og Indenrigsministeriets pressemeddelelse.

Birgitte Anker kommer fra stillingen som direktør for Socialstyrelsen og har tidligere været afdelingschef i Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet samt Økonomi- og Erhvervsministeriet. Hun tiltræder 1. oktober.

I forbindelse med udnævnelsen udtaler næstformand i Danmarks Statistiks bestyrelse, Laila Mortensen: “Jeg er utrolig glad for udnævnelsen af Birgitte Anker som ny rigsstatistiker. Hun repræsenterer den kombination af faglig tyngde og administrativ kompetence, som er afgørende på posten. Det er min og bestyrelsens forventning, at hun vil kunne styrke Danmarks Statistiks rolle som landets ledende fakta og videns leverandør og samtidig fremme sikker udnyttelse af institutionens data og viden om datasikkerhed.”

Birgitte Anker udtaler: “Det er med stor glæde og ærefrygt, at jeg påtager mig jobbet som rigsstatistiker. Danmarks Statistik er en vigtig del af fundamentet for vores samfund, og det er en fornem opgave at arbejde for, at vores demokrati, debat og beslutninger kan baseres på solide fakta. Jeg vil af samme grund lægge afgørende vægt på et konstruktivt og gensidigt berigende samspil med statistikkens mange kvalificerede brugere. Jeg har med glæde fulgt Danmarks Statistiks udvikling de senere år - og jeg ser frem til at fortsætte arbejdet sammen med de mange dygtige medarbejdere.”

CV

Fødselsdag 16. oktober 1963
 
Uddannelse
Cand.polit., Københavns Universitet 1991
 
Karriereforløb
2015 –:           Direktør, Socialstyrelsen
2015 – 2015: Afdelingschef, Finansministeriet
2011 – 2015: Afdelingschef, Økonomi- og Indenrigsministeriet
2009 – 2011: Økonomisk direktør, Økonomi- og Erhvervsministeriet
2005 – 2009: Kontorchef, Økonomi- og Erhvervsministeriet
1998 – 2005: Analysechef, Dansk Arbejdsgiverforening
1994 – 1998: Konsulent, Dansk Arbejdsgiverforening
1991 – 1994: Fuldmægtig, Finansministeriet og Erhvervsministeriet
 
Andet
Aktuelt:          Censor ved økonomisk institut, KU
                        Marshall Fellow
                        Medlem af bestyrelsen i National Økonomisk Forening
2009 – 2015: Medlem af bestyrelsen i ADAM, DREAM og EPRN-netværket
2009 – 2015: Medlem af følgende komiteer i OECD: EPC, EDRC og NAEC
2005 – 2008: Medlem af EU’s Economic Policy Committee

For kommentarer kontakt kommunikationschef Steen Dahl Pedersen, 2427 4725 eller sdp@dst.dk