Gå til sidens indhold

Relativt mange udenlandske læger arbejder i landkommunerne

Indvandrere med udenlandsk lægeuddannelse udgør 18 pct. af alle hospitalslæger og praktiserende læger i landkommunerne, mens de udgør 9 pct. af lægerne på landsplan.

18. september 2019 kl. 8:00

Indvandrere med udenlandsk lægeuddannelse udgør en stadig større andel af hospitalslæger og praktiserende læger i danske landkommuner.

Således stod indvandrere med udenlandsk lægeuddannelse for 67 pct. af stigningen i antallet af læger i landkommunerne fra 2010 til 2017. I storbykommunerne var stigningen derimod drevet af læger af dansk oprindelse, efterkommere samt indvandrere med dansk lægeuddannelse.

Det viser analysen: Relativt mange indvandrere med udenlandsk lægeuddannelse arbejder i landkommunerne,” som Danmarks Statistik udgiver i dag.

I analysen kan du også læse, at:

  • 448 indvandrere med en udenlandsk lægeuddannelse arbejdede i landkommunerne i 2017. Godt hver tredje af disse havde oprindelse i Polen eller Tyskland.

  • Indvandrere med udenlandsk lægeuddannelse udgør blandt andet en relativt høj andel af alle læger i Sønderborg kommune og Aabenraa kommune.  I Sønderborg og Aabenraa er næsten hver fjerde af disse udenlandske læger fra Tyskland.

  • Sammenlignet med resten af landet er relativt mange læger i landkommunerne over 60 år gamle, og de kan derfor forventes at gå på pension inden for de kommende år. Der betragtes her læger af dansk oprindelse, efterkommere samt indvandrere med dansk lægeuddannelse.

 

Har du spørgsmål til analysen, er du velkommen til at kontakte forfatteren Kristine Mulvad Jensen på 39 17 38 41 eller krj@dst.dk.