Kommentar efter kritik fra DR Detektor
DR2's program Detektor har torsdag d. 3. maj 2018 haft kritisk fokus på datagrundlaget for Danmarks Statistiks artikel "Næsten hvert andet barn med gentagne og grove underretninger i 2015 fik ikke støtteforanstaltning".
3. maj 2018 kl. 22:00
Artiklen bygger på data om 5.900 børn, for hvem de kommunale myndigheder i 2015 modtog gentagne (dvs. mindst to) underretninger, hvoraf mindst én var grov. En grov underretning dækker over seksuelle eller voldelige overgreb mod børnene, misbrug hos forældre eller kriminalitet hos forældre.
Artiklen viser bl.a., at godt halvdelen af børnene modtog en social støtteforanstaltning i perioden 2015-16, mens resten ikke gjorde.
Artiklen bygger på data fra Danmarks Statistiks register om udsatte børn og unge. Dette register indeholder oplysninger om underretninger og foranstaltninger på det sociale område, som kommunerne er forpligtigede til at indberette til Danmarks Statistik efter ’Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (§82)’.
Alle oplysninger i registeret er indberettet af kommunerne, kvalitetssikret af Danmarks Statistik og derefter skriftligt bekræftet af de enkelte kommuner, inden de indgår i registeret, som er tilgængeligt i Statistikbanken.dk.
Udover, at Detektor konstaterer, at nogle kommuner ikke har fået indberettet alt, hvad de skulle på området, går Detektors kritik på, at kommunerne ikke har pligt til at indberette foranstaltninger efter servicelovens § 11, idet det er frivilligt. Af de lidt over 100.000 indberetninger, som indgår i registeret, er 5.000 givet efter servicelovens § 11.
I henhold til Socialstyrelsen er målgruppen for § 11, stk. 3 "børn, unge og familier, der har mindre behov for støtte end § 50 tilsiger. Det vil sige familier, børn og unge, der ikke har så komplekse problemer, at der vurderes at være behov for særlige foranstaltninger…"
Det er på basis af det tilgængelige talmateriale ikke muligt at opgøre, i hvilken udstrækning de undersøgte gentagne underretninger, hvoraf mindst én var grov, gav anledning til opfølgning udelukkende efter § 11.
Det er derfor Danmarks Statistiks opfattelse, at der som opfølgning på dette er behov for mere fyldestgørende at få afklaret, om § 11 anvendes af kommunerne i betydeligt omfang generelt og som foranstaltning i forbindelse med grove underretninger.
Danmarks Statistiks register om udsatte børn og unge udgør grundlaget for statistik på et socialpolitisk væsentligt område. Alle har derfor en interesse i, at de data, der indberettes, giver et fyldestgørende og retvisende billede af den kommunale indsats på området.