Flere vælger at blive gift
I 2016 steg antallet af vielser for tredje år i træk. I alt valgte næsten 31.000 par at blive viet, hvilket er omtrent 1.900 flere end året før.
23. oktober 2017 kl. 9:00
Hvert tredje par (34 pct.) blev viet i en kirke. I 1997 gjaldt det samme for lidt over halvdelen af parrene.
Det kan man læse i publikationen Befolkningens udvikling 2016, der udkommer i dag. Publikationen fortæller også, at de mest dominerende dødsårsager for både mænd og kvinder er kræft og hjertekarsygdomme. For begge sygdomme har der dog været en relativ kraftig nedgang i dødsfald siden midten af 1980’erne.
Befolkningens udvikling 2016 dækker også udviklingen i gennemsnitsalder. De seneste 30 år er vi som befolkning blevet ældre, så gennemsnitsalderen nu er 41,3 år, mens den i 1987 var 38,2 år.
I publikationen kan man også læse om, fødsler, flytninger og indvandringer.
Publikationen kan hentes gratis på Danmarks Statistiks hjemmeside.
For yderligere information er du velkommen til at kontakte Annemette Lindhardt Olsen, tlf. 39 17 30 13, alo@dst.dk eller Connie Østberg, tlf. 39 17 33 84, cbn@dst.dk.