Forskel på hvor børn og voksne ser teater
Voksne ser teater i de store byer, mens teaterforestillinger målrettet børn og unge i højere grad er spredt ud over hele landet, viser Danmarks Statistiks publikation, Kultur 2016.
27. marts 2017 kl. 9:00
Hvor voksne primært køber billetter til teaterforestillinger i de større byer, så er en stor del af forestillingerne for børn og unge turnéproduktioner, som kommunerne har købt til opførelse på skoler og biblioteker, viser publikationen, Kultur 2016.
Publikationen indledes med et temakapitel, som viser eksempler på Danmarks Statistiks geografisk fordelte kulturdata og mulighederne for at lave fx kortanalyser. Foruden ovennævnte mini-analyse af børn og unges teatervaner indeholder temakapitlet afsnit om bibliotekernes geografiske placering i forhold til borgerne, om geografiske forskelle i musikskolernes instrumentundervisning og om præferencerne for danske og udenlandske film i de forskellige landsdele.
Publikationen giver en let tilgængelig oversigt over kulturområdet i Danmark og dækker over emner som fx biografer, biblioteker, museer, medier og idræt.
I publikationen kan desuden læses, at:
• De offentlige bevillinger til kulturelle aktiviteter for 2016 var på 23,3 mia. kr., hvilket var et svagt fald i forhold til året før.
• De statslige bevillinger udgjorde ca. 56 procent af de offentlige midler til kulturelle aktiviteter, mens kommunerne stod for de resterende 44 pct.
• Idræt (20 pct.), radio og tv (19 pct.) og biblioteker (15 pct.) blev tildelt de største andele af de offentlige kulturbevillinger.
• I 2014 var antallet af jobs inden for den kulturelle sektor omkring 145.000, svarende til 82.000 fuldtidsstillinger.
• I 2015 var det samlede besøgstal for danske museer 16,2 millioner. Næsten 80 pct. af museumsgæsterne besøgte et statsstøttet museum.
• Den gennemsnitlige dansker så tv 172 minutter eller næsten tre timer hver dag i 2015. Antallet af husstande, der kan modtage mere end 50 tv-kanaler, er tredoblet fra 2008 til 2015.
Læs mere og hent publikationen: Kultur 2016.
Hvis du har yderligere spørgsmål til publikationen, er du velkommen til at kontakte Henrik Huusom på tlf.: 39 17 38 66, eller mail: hhu@dst.dk