Danmark afhænger mere af international handel end andre nordiske lande
Publikation fra Danmarks Statistik og OECD viser, at beskæftigelsen i virksomheder i Danmark er mere afhængig af eksportefterspørgslen, end i Norge, Sverige og Finland.
12. januar 2017 kl. 9:00
45 pct. af beskæftigelsen i danske virksomheder er skabt af direkte og indirekte eksport til andre lande. Andelen af beskæftigelsen, som er afhængig af eksport, i de andre nordiske lande ligger på mellem 37 pct. (Finland) og 43 pct. (Sverige). Dermed er Danmark det nordiske land, der er mest afhængige af international handel.
Det er en af hovedkonklusionerne i publikationen "Nordic Countries in Global Value Chains", der er blevet til i et samarbejde mellem Danmarks Statistik og OECD, som i fællesskab har sat eksporten under lup for at få en ny indsigt i, hvordan eksportefterspørgslen er skruet sammen.
I publikationen, der udkommer i dag, kan man for første gang opdele eksportefterspørgslens påvirkning på beskæftigelsen i virksomheder i forhold til den direkte og indirekte eksport. Indirekte eksportefterspørgsel opstår, når virksomheder er underleverandører til virksomheder, der står for den endelige direkte eksport.
Publikationen viser, at den direkte eksport skabte 32 pct. af beskæftigelsen i de danske virksomheder, og at den indirekte eksport stod for 13 pct.
Flere nuancer til globalisering
De nye beregninger fra Danmarks Statistik og OECD understreger, at man skal tænke bredt, når man opgør effekterne af eksporten for et lands økonomi.
Hvorvidt en virksomhed nyder godt af globaliseringen handler ikke kun om, i hvilken grad der er tale om virksomheder med eller virksomheder uden eksport.
27 pct. af beskæftigelsen i de virksomheder, der ikke eksporterer direkte til udlandet, bliver genereret af underleverancer til de virksomheder, som står for den direkte eksport til udlandet.
Publikationen "Nordic Countries in Global Value Chains" er baseret på et helt nyt datamateriale. Data giver bl.a. mulighed for at analysere danske og nordiske virksomheders involvering i globale værdikæder, forskelle mellem store og små virksomheder samt multinationale selskabers betydning for eksporten.
"Nordic Countries in Global Value Chains" udkommer i dag torsdag 12. januar, og du kan finde den her: www.dst.dk/publ/NordicCountriesGlobalValue
Hvis du har nogen spørgsmål til publikationen, er du velkommen til at kontakte Jon Mortensen på mail jmo@dst.dk eller telefon 39 17 31 07.