Dansk fremgang i PISA 2015
For første gang nogensinde ligger Danmark over OECD-gennemsnittet i både læsning, matematik og naturvidenskab. Samtidig kan de danske elever notere sig en markant fremgang i matematik siden 2012, viser resultaterne af PISA 2015.
6. december 2016 kl. 13:00
De danske skoleelever er gået markant frem i matematik i PISA-undersøgelsen. I 2015 har de en gennemsnitlig score på 511 point. Det ligger solidt over OECD-gennemsnittet på 490 point og er en fremgang fra 500 point, som var den danske score i PISA-testen i 2012.
I læsning og naturfag er den danske score i 2015 også højere end i 2012, selv om fremgangen på de to felter ikke er signifikant. I 2015 scorer danske elever 500 point i læsning og 502 point i naturfag. På begge felter er OECD-gennemsnittet 493 point.
Det placerer for første gang Danmark over OECD-gennemsnittet på alle tre felter på én gang.
– Der er altså tale om en markant fremgang i både matematik, læsning og naturfag, når det gælder Danmarks internationale placering i PISA, siger Hans Hummelgaard, der er analyse- og forskningschef i KORA og formand for det danske PISA-konsortium.
Naturfag i fokus
Hver gang PISA-testen gennemføres, er et af de såkaldte domæner læsning, matematik og naturfag i fokus. I PISA 2015 er hoveddomænet naturfag, som eleverne er blevet testet mere i end de øvrige domæner.
Gennemsnittet på 502 point for de danske elevers naturfagsopgaver er i 2015 det højeste, der er blevet målt igennem PISA-undersøgelserne og ligger altså nu over OECD-gennemsnittet. Stigningen fra 2006 er dog ikke signifikant.
Ifølge Helene Sørensen, lektor emerita ved Aarhus Universitet og ansvarlig for domænet naturfag i PISA-undersøgelsen, er det første gang, at der ikke er statistisk forskel på danske pigers og drenges gennemsnit i testen.
– De danske elevers glæde ved at lære naturfag og deres interesse for naturfaglige emner er steget. Men ud af samtlige elever i undersøgelsen i alle lande er de danske elever dem, der udtrykker det mindste ønske om i fremtiden at få et job i relation til naturfag, siger hun.
Sjette runde af PISA
PISA tester, i hvilken grad eleverne er klædt på til at klare de udfordringer, de vil møde fremover, og giver således et øjebliksbillede af, hvordan det står til med læringen i den danske skole internationalt set.
PISA-testen gennemføres hvert tredje år, og Danmark har deltaget siden den allerførste test i 2000. PISA 2015 er altså sjette runde, og denne gang testes eleverne også i deres evne til at samarbejde med andre, som ventes afrapporteret i efteråret 2017.
PISA-programmet er etableret som et samarbejde mellem OECD-landene, og i 2015 har omkring 540.000 elever i 72 lande og regioner deltaget. Af dem er 7.161 danske elever fra i alt 331 danske uddannelsesinstitutioner.
DST Survey i Danmarks Statistik står for dataindsamlingen og kontakten til de deltagende skoler i Danmark. PISA har en høj dækningsgrad på 95 procent af de udvalgte 15-årige elever og opfylder dermed OECD’s krav til dataindsamlingen, siger Monika Klingsbjerg, metodekonsulent i DST Survey og ansvarlig for indsamlingen af data til PISA:
– Undersøgelsen har en ekstra stikprøve af ikke-etniske danskere med henblik på at kunne analysere disse elever mere detaljeret. I de samlede resultater indgår de alene svarende til deres andel af de 15-årige elever. Vi har i undersøgelsen opfyldt OECD’s krav til repræsentativitet og har en høj dækningsgrad, siger hun.
Danmarks deltagelse i PISA-undersøgelsen varetages af det danske PISA-konsortium, der består af KORA, som har formandskabet, DPU - Aarhus Universitet, Danmarks Statistik og SFI.
Du kan læse rapporten her:
Kontaktinfo:
KORAFormand for det danske PISA-konsortium Hans Hummelgaard, hahu@kora.dk, 42 40 81 41
Seniorforsker Vibeke Tornhøj Christensen, vich@kora.dk, 60 91 82 60
Seniorforsker Jane Greve, jagr@kora.dk, 41 10 26 22
DPU, Aarhus Universitet
Lektor emerita Helene Sørensen, Helene@edu.au.dk, 28 11 26 03
Lektor Lena Lindenskov, lenali@edu.au.dk, 26 30 66 81
Lektor Elisabeth Arnbak, elar@edu.au.dk, 87 16 39 21
DST Survey, Danmarks Statistik
Metodekonsulent Monika Klingsbjerg, mom@dst.dk, 39 17 37 92
Kontorchef Peter Linde (DST), pli@dst.dk, 39 17 32 71