Danmark har færre borgere født i udlandet end resten af Skandinavien
Danmark er det land i Skandinavien, der har den mindste andel af borgere, der er født i et andet land. Publikationen Indvandrere i Danmark 2016 sammenligner for første gang udlandsfødte på tværs af Skandinavien.
25. november 2016 kl. 9:00
Publikationen "Indvandrere i Danmark 2016" udkommer i dag, og i årets udgivelse indgår som noget nyt et kapitel, der belyser udlandsfødte i et skandinavisk perspektiv. Kapitlet viser blandt andet, at Danmark har den mindste andel udlandsfødte borgere blandt de skandinaviske lande. Desuden viser kapitlet også, at beskæftigelsen blandt 20-64 årige vestlige og ikke-vestlige udlandsfødte er højest i Norge, mens Sverige og Danmark ligger på nogenlunde samme niveau. Her er nogle af hovedpointerne:
- I Skandinavien har Danmark den mindste andel, der er født i udlandet
Personer der er født i et andet land, udgør 11 pct. af befolkningen i Danmark. I Norge udgør den udlandsfødte befolkning 15 pct., mens Sverige har den største andel med 17 pct. - Beskæftigelsen blandt udlandsfødte er højest i Norge
Norge har den højeste andel af ikke-vestlige udlandsfødte, der er i beskæftigelse, mens beskæftigelsesniveauet blandt ikke-vestlige udlandsfødte er nogenlunde ens i Danmark og Sverige, når der standardiseres for alder. - Ikke-vestlige indvandrere får færre børn
Udover sammenligningen på tværs af Skandinavien fokuserer publikationen som sædvanligt på indvandrere i Danmark. Bl.a. fremgår det, at det gennemsnitlige antal børn for kvinder med ikke-vestlig indvandrerbaggrund i Danmark er faldet fra 3,19 i 1995 til 1,95 børn i 2015.
Du kan hente "Indvandrere i Danmark 2016" gratis på www.dst.dk/pubomtale/20704. Kapitlet om udlandsfødte i Skandinavien vil desuden blive udbygget med en særskilt analyse, der udkommer fredag d. 9. december. Analysen vil kunne findes på Danmarks Statistiks hjemmeside under www.dst.dk/analyser. Samme dag afholder Danmarks Statistik en event om udlandsfødte i Skandinavien, hvor analysens resultater også vil blive fremlagt. Læs mere om indhold og tilmelding til eventen her: www.dst.dk/arrangementer
For yderligere information eller spørgsmål bedes du venligst kontakte Jens Bjerre på 39 17 36 77 eller på jbe@dst.dk