Forbruget for en landmandsfamilie ligner øvrige familiers
Privatforbruget for en dansk landmandsfamilie med børn er stort set identisk med det, vi ser hos landets øvrige børnefamilier. På trods af at indtægten fra landbruget har været enormt svingende siden finanskrisen, så har selve forbruget for landmandsfamilierne været stabilt.
8. april 2016 kl. 9:00
Oplysningerne fremgår af Fødevareerhvervet i Danmark 2015, som udkommer i dag. Her kan du også læse at:- Det danske landbrugsareal fra 1920 til i dag er faldet fra 3,2 mio. ha til 2,6 mio. ha.
- Høsten af korn pr. ha er tredoblet fra 1920 til i dag. Den største stigning i udbyttet er for rug. Desuden er høsten pr. ha af kartofler og sukkerroer mere end fordoblet i samme periode.
- Landbrugets renteudgifter toppede i 2008 med 16,8 mia. kr., og er siden faldet til 9,3 mia. kr. i 2014. Samlet set har landbrugets gæld siden 2009 ligget nogenlunde stabilt på omkring 350 mia. kr.
- Danmark står for 12 pct. af EU's fiskeri- og akvakulturproduktion.
- Danske fartøjer over 12 meter havde det tredjebedste bruttoudbytte pr. fartøjsdag på havet i EU.
Publikationen kan hentes gratis på Danmark Statistiks hjemmeside.
For yderligere information kontakt venligst Henrik Bolding Pedersen, tlf.: 39 17 33 15, hpe@dst.dk.