85 pct. fald i trafikdræbte på 40 år
I 1971 blev 1.213 personer dræbt i trafikken, mens tallet var 182 personer i 2014. I udgivelsen Danmark i tal 2016 fra Danmarks Statistik, der udkommer i dag, kan du finde fakta om trafik og mindst 30 andre emner.
4. april 2016 kl. 9:00
Med 1.213 trafikdræbte personer er 1971 det år, hvor flest mennesker omkom i trafikken, siden man begyndte at lave statistik på området. 43 år senere så det dog lysere ud. Bl.a. påbud om sikkerhedssele og hastighedsbegrænsninger betød, at antallet af trafikdræbte kom ned på 182 personer, hvilket svarer til et fald på 85 pct.
Oplysningerne kommer fra udgivelsen Danmark i tal 2016, som Danmarks Statistik sender på gaden i dag mandag 4. april.
Udgivelsen giver dig adgang til mindst 30 overskuelige afsnit om Danmark, der bl.a. fortæller, hvordan udviklingen har været på områder som sundhed, indkomst, befolkning samt trafik og transport.
Vidste du for eksempel, at danskerne er vilde med at køre i metro? Fra 2003 til 2014 steg antallet af personkilometer, metroen tilbagelægger, fra 67 mio. til 294 mio.
Danskerne tager bilen
Bilen er dog stadig danskerne foretrukne transportmiddel. I gennemsnit transporter en dansker sig 12.600 km om året, hvilket svarer til et gennemsnit på 35 km om dagen - året rundt. 85 procent af de kilometer tilbagelægges i bil. Kun 5 pct. af transporten foregår på cykel eller knallert.
Derfor er det heller ikke underligt, at der købes mange biler i Danmark. I 2014 kørte 190.000 nye biler ud på de danske veje.
I Danmark i tal kan du også finde opgørelser over en række andre trafikrelaterede områder såsom:
- Hvilken bil foretrækker danskerne at køre?
- Hvor mange vælger at privatlease?
- Hvor mange familier har mere end en bil?
- Hvilke strækninger er Danmarks mest trafikkerede?
Hvis du har lyst til at læse Danmark i tal 2016, kan du finde udgivelsen her: www.dst.dk/dkital.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Ulla Agerskov, uag@dst.dk, tlf. 39 17 39 39.