Følg Danmarks grønne nationalregnskab
27. oktober 2015 kl. 9:00
Fra i dag kan du få et overblik over den gradvise opbygning af Danmarks grønne nationalregnskab på hjemmesiden www.dst.dk/groentnr. Det grønne nationalregnskab er et redskab, der bl.a. kan bruges til at vurdere, om væksten i produktionen og miljøbelastningen følges ad, eller om vi bliver bedre til at producere på måder, der belaster naturen mindre og sparer på vores naturressourcer. Det grønne nationalregnskab er dermed et vigtigt supplement til det traditionelle nationalregnskab.
Det grønne nationalregnskab kommer til at bestå af en række delregnskaber og statistikker for forskellige områder af miljøet og økonomien.
Hver anden grønne arbejdsplads er i industrien
Statistikken om grønne varer og tjenester offentliggøres i dag. Den viser, at 2,8 pct. af den samlede beskæftigelse i erhvervslivet eller 59.000 personer - omregnet til fuld tid - beskæftiger sig med at producere grønne varer og tjenester. Det er varer eller ydelser, der enten er med til at spare på naturressourcerne eller beskytte miljøet direkte ved fx at nedbringe udledning. Næsten halvdelen af arbejdspladserne er inden for industrien, hvor blandt andet vindmølleproduktion vejer tungt.
På hjemmesiden kan du læse mere om, hvordan det grønne nationalregnskab indgår i den internationale udvikling af opgørelser om miljøet. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev og på den måde følge de løbende offentliggørelser frem mod det samlede regnskab.
Opbygningen af det grønne nationalregnskab 2015-2017
En del af statistikkerne udgives gentagne gange igennem forløbet. Du kan finde de seneste opgørelser på de enkelte områders emnesider.
For yderligere oplysninger om statistikken for grønne varer og tjenester, kontakt Ole Olsen på olo@dst.dk eller 39 17 38 63. For oplysninger om det grønne nationalregnskab generelt, kontakt Ole Gravgård på ogp@dst.dk eller 39 17 34 88.