Gå til sidens indhold

Hver tiende kontanthjælpsmodtager har modtaget kontanthjælp i ti år

6. september 2013 kl. 9:00

Denne pressemeddelelse er præciseret.

24 pct. af dem, som havde kontanthjælp som hovedindkomstkilde i 2002, modtog også kontanthjælp i 2011. Hovedparten havde dog i mellemtiden haft job eller været på andre ydelser. 10 pct. fik kontanthjælp i alle årene fra 2002 til 2011.

Dette er en af konklusionerne i Indkomster 2011, der udkommer i dag. Publikationen fokuserer i år særligt på indkomstmobilitet og belyser dermed, hvordan uddannelsesforløb og social mobilitet har påvirket vores indkomstniveau det seneste årti.

Udvikling i socioøkonomisk status for kontanthjælpsmodtagere i 2002 - Danmarks Statistik

Indkomster 2011 tegner i øvrigt et bredt billede af indkomstforholdene i Danmark. Blandt mange andre interessante konklusioner er disse:

  • Den gennemsnitlige disponible indkomst pr. skattepligtig dansker i 2011 var 199.000 kr.
  • Gentofte Kommune var topscorer med en disponibel indkomst på 343.500 kr., mens Langeland lå lavest med 164.500 efterfulgt af Lolland med 167.000 kr. Se interaktivt landkort på www.dst.dk/indkomster2011. (Dette punkt er blevet præciseret i forhold til den oprindelige pressemeddelelse)
  • Den disponible indkomst pr. skattepligtig borger steg med 1,7 pct. fra 2010 til 2011. I samme periode steg erhvervsindkomsten med 0,7 pct., mens overførselsindkomsterne voksede 2,8 pct.
  • 60.000 personer havde i 2011 en samlet indkomst før skat på mere end 1 million kr. mod 56.900 året før.
  • 9 pct. af de selvstændige tjente mere end 1 million kr. i 2011. Det samme gjaldt for 1,4 pct. af lønmodtagerne.
  • Uligheden i Danmark er øget. Den såkaldte Gini-koefficient er fra 2010 til 2011 steget fra 27,8 til 28,0. I 2001 lå den på 24,1.

Publikationen kan hentes gratis som pdf på www.dst.dk/publ/indkomster.

For yderligere information om Indkomster 2011 er du velkommen til at kontakte Jarl Quitzau, tlf. 39 17 35 94, jaq@dst.dk.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70