Gå til sidens indhold

Et portræt af Danmark og danskerne

14. marts 2012 kl. 0:00

I dag udkommer Danmark i tal 2012 i en ny og moderniseret udgave. Hæftet giver et kortfattet portræt af Danmark og danskerne lige nu. Hvordan står det til med samfundsøkonomien, vores kulturelle vaner, uddannelsesniveauet, betalingsbalancen og meget andet? Få en smagsprøve på Danmark i tal 2012 neden for:


• 80 pct. af danskerne er medlem af folkekirken. For bare ti år siden var andelen 85 pct. Folkekirken er mest populær i Vestjylland.

• 33 pct. af kvinderne på det danske arbejdsmarked er deltidsansatte. For mænds vedkommende er det kun 18 pct.

• En familie i Gentofte har i gennemsnit en disponibel indkomst på mere end en halv million kroner, mens Samsø ligger i den anden ende af skalaen med en familieindkomst på lidt over en kvart million.

• Danskerne går mere og mere på museum, og Louisiana var for tredje år i træk danskernes foretrukne med 558.000 besøgende i 2010.

• Et museumsbesøg er også et fornuftigt udflugtsmål i Danmark, hvor det regner hver anden dag. Et år har i gennemsnit 171 regnvejrsdage.

• Rekord-få mistede livet i trafikken i 2010. Her var der 255 trafikdrab mod 1.213 i 1971, hvor der var flest trafikdrab.


For yderligere oplysninger kontakt redaktør Margrethe Pihl Bisgaard på tlf. 39 17 31 62 eller mpb@dst.dk.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70