Gå til sidens indhold

4.000 færre lønmodtagere i tredje kvartal

Det er nu blevet muligt at foretage en meget hurtigere opgørelse af lønmodtagerbeskæftigelsen på baggrund af eIndkomst. Derfor kan Danmarks Statistik i dag allerede halvanden måned efter tredje kvartals udgang offentliggøre foreløbige hovedtal for antal fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere.

14. november 2011 kl. 0:00

Hovedtallene offentliggøres i dagens Nyt fra Danmarks Statistik, og de viser blandt andet, at:

  • I tredje kvartal var der 2.153.000 lønmodtagere. Det er 4.000 færre end i det foregående kvartal.
  • Siden første kvartal 2008 er der blevet 146.000 færre lønmodtagere.
  • I offentlig forvaltning og service faldt antallet af lønmodtagere i tredje kvartal med 4.000 fuldtidsbeskæftigede, heraf 3.000 i den kommunale sektor.
  • I samme periode steg antallet af lønmodtagere i den private sektor med 1.000.

Tallene er korrigeret for normale sæsonudsving. Det er også en nyhed i forhold til tidligere offentliggørelser i serien.

Den nye hurtige opgørelse er mindre detaljeret end den tidligere opgørelse. Beskæftigelsen er dog stadig fordelt på sektorer og brancher. Den detaljerede opgørelse offentliggøres fortsat, som den plejer.

Du kan læse mere i Nyt fra Danmarks Statistik.

For yderligere oplysninger kontakt venligst Thomas Thorsen tlf. 39 17 30 48, tst@dst.dk.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70