Gå til sidens indhold

Krise gav historisk fald i bruttonationalprodukt

Statistisk Tiårsoversigt er udkommet med et tema der sætter fokus på samspillet mellem centrale økonomiske indikatorer og de bobler og kriser, der har kendetegnet den danske økonomi siden årtusindeskiftet.

Statistisk Tiårsoversigt 2010

17. august 2010 kl. 0:00

Krise gav historisk fald i bruttonationalprodukt
Hvad gik galt, da det danske bruttonationalprodukt i 2009 faldt i et omfang, der ikke er set siden Anden Verdenskrig? Faldet var et af mange tegn på den finansielle og økonomiske krise, der har udfordret en del af verdens økonomier de seneste år. I dag udkommer 'Statistisk Tiårsoversigt 2010' med en temaartikel, der sætter fokus på samspillet mellem centrale økonomiske indikatorer og de bobler og kriser, der har kendetegnet den danske økonomi siden årtusindeskiftet: it-boblen, boligboblen og senest finanskrisen.

Danskernes trafik over Øresund er taget gevaldigt til i de ti år, Øresundsbroen har eksisteret. Pendlingen fra den svenske til den danske del er ottedoblet fra 1997 til 2007, viser nye tabeller om flytning og pendling i Øresundsregionen. Andre nyheder i 'Statistisk Tiårsoversigt 2010' handler om udenlandske firmaer i Danmark. Siden 2004 er deres andel af den danske eksport vokset med 5 pct. til at udgøre 28 pct., selv om de kun udgør 1,2 af firmaerne i Danmark.

'Statistisk Tiårsoversigt 2010' tegner et utal af tidsbilleder siden årtusinde­skiftet. Den viser blandt andet, at:

  • Langt flere indgår registrerede partnerskaber. De fleste af parrene har ingen børn, men antallet med børn er mere end firedoblet til 789 par fra 2000 til 2010
  • Flere fravælger folkekirken. 80,9 pct. af befolkningen var medlemmer 1. januar i år mod 84,3 pct. i 2002
  • Videnssamfundet holder os længere på skolebænken. I 2008 var 6.849 i gang med en forskeruddannelse, og det er 50 pct. flere end i 1998
  • Krisen er gået hårdt ud over boligejerne. I 2009 kom 4.355 ejendomme på tvangsauktion, og det er mere end en tredobling i forhold til 2001
  • Lidt flere fik aborter i 2009 end 1999, men særligt blandt 15-25-årige kvinder er andelen steget
  • Der triller flere gamle biler rundt på vejene. 43 pct. af vores biler har mindst ti år på bagen, hvor det kun gjaldt 37 pct. ved årtusindskiftet
  • Også motorcykler fylder mere i landskabet. 27 ud af 1.000 indbyggere har én, mens kun 13 havde det for ti år siden.

'Statistisk Tiårsoversigt 2010' er på 218 sider og koster 180 kr. som bog eller 120 kr. som pdf. Den kan købes på www.dst.dk/boghandel. Journalister kan rekvirere et gratis eksemplar til redaktionelt brug.

For yderligere oplysninger kontakt redaktør Marianne Mackie på 39 17 31 69, mma@dst.dk.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70