Gå til sidens indhold

En målestok for bæredygtig udvikling

Hvordan har vores samfund og indbyggerne det? Behandler vi vores ressourcer og mennesker, så vi står bedre i næste generation? - Og hvordan måler man det? Publikationen 'Indikatorer for bæredygtig udvikling' er et bud på et statistisk måleredskab for den bæredygtige udvikling.

18. december 2003 kl. 0:00

Temapublikationen samler en række indikatorer, der tilsammen skal gøre det muligt at måle og sammenligne bæredygtighedens udvikling i Europa. Tallene i temapublikationen stammer fra allerede eksisterende dansk statistik, men det er første gang, at Danmarks Statistik samler de statistikker, der tilsammen viser, hvordan det går med bæredygtigheden.

Indikatorer for bæredygtig udvikling viser blandt andet: Siden 1980 er den økonomiske vækst blevet mindre energikrævende, og produktionen af vedvarende energi er stigende.  Antallet af økologiske brug er steget kraftigt frem til 2002. Der er et stigende pres på særligt bevaringsværdige naturområder pga. konstant udvidelse af infrastrukturen og stigning i trafikvolumenet.

Indikatorer for bæredygtig udvikling opstiller udkast til bæredygtighedsindikatorer inden for otte hovedområder, hvor der både indgår økonomiske, sociale og miljømæssige data. De otte hovedområder er: Økonomisk udvikling og beskæftigelse, Fattigdom og social udstødelse, Det aldrende samfund, Sundhed, Klimaforandringer og energi, Bæredygtig produktion og forbrugsmønster, Beskyttelse af naturressourcer og Miljø og transport.

Danmarks Statistik samarbejder med EU's statistikkontor Eurostat og de øvrige EU-lande om at skabe den bedst mulige sammenlignende statistik til at måle bæredygtig udvikling på tværs af landegrænser.  Resultatet skal føre til en fælleseuropæisk bæredygtighedsrapport, der forventes færdig i 2005.

Indikatorer for bæredygtig udvikling koster 115 kr. og kan bestilles i Danmarks Statistiks internetboghandel www.dst.dk/boghandel.

Vil du vide mere?
Ring til Vibeke Ravn Sørensen på tlf.: 39 17 33 16 eller send en E-post til vkr@dst.dk

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70