Gå til sidens indhold

Flere dør i trafikken

463 personer døde ved færdselsuheld i 2002. Det er en stigning på syv pct. i forhold til året før. Der var fire pct. flere alvorligt tilskadekomne, og det samlede antal færdselsuheld med personskader steg fra 6.861 til 7.126. Antallet af uheld, dræbte og tilskadekomne i trafikken har ellers været jævnt faldende i perioden 1988 - 2002. Det viser bogen Færdselsuheld 2002 fra Danmarks Statistik.

4. december 2003 kl. 0:00

463 personer døde ved færdselsuheld i 2002. Det er en stigning på syv pct. i forhold til året før. Der var fire pct. flere alvorligt tilskadekomne, og det samlede antal færdselsuheld med personskader steg fra 6.861 til 7.126. Antallet af uheld, dræbte og tilskadekomne i trafikken har ellers været jævnt faldende i perioden 1988 ¿ 2002. Det viser bogen Færdselsuheld 2002 fra Danmarks Statistik.

Motorcyklister og unge mænd er de grupper, der lever livet farligst i trafikken. Motor-cyklisterne står for den største stigning i personskader fra 2001 til 2002, hvor 13 pct. flere mistede livet eller kom til skade. Mænd har 72 pct. flere personskader end kvinder, og de 18-19 årige mænd havde i 2002 næsten fem gange så mange personskader som gennemsnittet for hele befolkningen.

132 trafikanter omkom i spiritusuheld i 2002. Det er en stigning på 15 pct. i forhold til året før. Andelen af spiritusuheld er faldet en smule i perioden 1988-2002. Tre fjerdedele af de dræbte ved spiritusuheld var selv påvirkede af spiritus, og 92 pct. af de spirituspåvirkede trafikanter er mænd.

Færdselsuheld 2002 indeholder færre detaljerede bilagstabeller i forhold til tidligere år. En del af oplysningerne kan findes på www.statistikbanken.dk. Analysen af mørketallet, som er forskellen mellem politiets indberetninger og det reelle antal tilskadekomne ved færdselsuheld, er udvidet. Danmarks Statistik har siden 1996 inddraget indberetninger om personskader fra skadestuerne, og i Færdselsuheld 2002 er også sygehusindlæggelser inddraget. Færdselsuheld 2002 er på 52 sider og koster 115 kr. Den kan bestilles i netboghandlen på www.dst.dk/boghandel

 

Vil du vide mere?
Ring til Lisbeth Laursen på tlf.: 39 17 31 03 eller send en E-post til lil@dst.dk

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70