Scenarier for fremtidens danskere
29. oktober 2001 kl. 0:00
Befolkningsfremskrivninger kan være meget præcise, når det handler om at forudsige befolkningsudviklingen på kort sigt. Men jo længere man fjerner sig fra udgangspunktet, jo større bliver usikkerheden. Det viser en temaartikel om befolkningsfremskrivninger i bogen Befolkningens bevægelser 2000, som Danmarks Statistik udsender i dag. En befolkningsfremskrivning er ikke en forudsigelse om, hvordan verden vil se ud om x år. Derimod er det et scenario for, hvordan Danmark vil se ud, hvis antallet af fremtidige fødsler, dødsfald og nettoindvandringen udvikler sig på en bestemt måde.
Da fremtiden ikke er kendt, udarbejdes der flere alternative scenarier, der kan vise spændvidden i fremskrivningerne. I 2001-fremskrivningen, som dækker årene 2001 til 2040, er den samlede fertilitet - dvs. det antal børn, som en kvinde i løbet af den fødedygtige alder kan forventes at føde - forudsat at stige jævnt fra de nuværende 1,77 til 1,90 i 2015, hvorefter den holdes konstant i resten af fremskrivningsperioden. Med denne fertilitetsudvikling ender man op med 6,2 mio. danskere i 2040. Men lader man i stedet fertiliteten stige til 2,10 eller falde til 1,70 i 2015, hvorefter den holdes konstant, ændrer det billedet markant: Ved lav fertilitet ender befolkningen på 5,9 mio. i 2040, og ved høj fertilitet kommer befolkningen helt op på 6,5 mio.
Befolkningens bevægelser 2000 indeholder desuden oplysninger om fødsler, dødsfald, indgåede og opløste ægteskaber, vandringer, asylansøgere, udenlandske statsborgere, aborter og adoptioner. Hertil kommer opgørelser af befolkningen og dens sammensætning både på person-, familie- og husstandsniveau. Ligeledes indeholder publikationen et afsnit med resultater fra den seneste befolkningsfremskrivning. Bogen koster 332 kr. og kan bestilles i Danmarks Statistiks internetboghandel på www.dst.dk/boghandel
Vil du vide mere?
Presse
39 17 30 70
E-post: presse@dst.dk