Gå til sidens indhold

Kernefamilien er i opbrud

24. august 2000 kl. 0:00

Børns barndom har ændret sig markant de seneste tyve år, viser dette års tema-undersøgelse i Statistisk Tiårsoversigt fra Danmarks Statistik. Tallene viser en udvikling fra kernefamilie til en mere diffus familiestruktur. Flere børn oplever brud i kernefamilien, flere børn bor hos en enlig mor, og børn har fået flere søskende, fordi der nu er flere halvsøskende og papsøskende.

"Undersøgelsen viser, at skilsmisser og opløsning af parforhold er en realitet i den danske familie. Og det er ikke nødvendigvis dårligt for børns liv. Børn er blevet mere udadvendte og socialt kompetente, fordi familien ikke længere er en lukket kasserolle," siger formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen, til Danmarks Statistiks nye blad Bag tallene, der udkommer mandag.

I 1980 blev 44 pct. af de 0-6 årige passet i institution, i 1999 var andelen steget til 75 pct. Det skyldes i høj grad, at andelen af børn, hvis forældre arbejder heltid, er steget fra 48 pct. i 1980 til 80 pct. i 1998. Undersøgelsen påviser desuden, at der er stor forskel på, hvor mange penge de danske kommuner bruger pr. barn. Landsgennemsnittet er 44.549 kr. pr. barn, men der er en klar tendens til, at de jyske kommuner har betydeligt lavere udgifter pr. barn end især kommunerne omkring København. Flere jyske kommuner bruger under 38.000 kr. pr. barn, og mange af de sjællandske kommuner bruger over 55.000 kr. pr. barn.

"Det er nogle utroligt store forskelle, og det afspejler en stor risiko for, at det der er gældende for børn et sted i Danmark, ikke nødvendigvis er det et andet sted. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvordan kommunerne vælger at administrere loven, og det må socialministeren gribe ind overfor," siger formanden for Børnerådet.

Henvendelse:
Vil du vide mere?
Presse
39 17 30 70
E-post: presse@dst.dk

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70