Gå til sidens indhold

Ingen større omfordeling af skattekronerne

13. juni 2000 kl. 0:00

Omfordelingen af goderne i det danske samfund er ikke blevet større de seneste år, viser en ny undersøgelse, som Danmarks Statistik offentliggør i dag. For ti år siden var billedet stort set det samme som i dag: De 30 pct. fattigste danskere modtager mere fra det offentlige, end de betaler, mens det omvendte er tilfældet for de rigeste 50 pct. For resten af befolkningen går regnestykket stor set op.

Undersøgelsen, der bygger på en stikprøve blandt 2.864 private husstande, viser, at skattesystemet har en meget begrænset omfordelende virkning: Den fattigste fjerdedel af danskerne betaler 24 pct. af deres indkomst i skat, og den rigeste fjerdedel betaler 35 pct. Til gengæld vender moms og afgifter den tunge ende nedad: De fattigste betaler hele 19 pct. af deres indkomst i moms og afgifter. De rigeste betaler kun 11 pct.

Det offentliges udgifter - enten som indkomstoverførsler til husstandene eller ved at det offentlige stiller ydelser gratis til rådighed eller yder tilskud - er derimod med til at udligne indkomstforskellene: For den fattigste fjerdedel af danskerne udgør indkomstoverførslerne 69 pct. af indkomsten. For mange af dem er folkepension, kontanthjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse osv. stor set hele husstandens indkomstgrundlag. Også rige husstande modtager indkomstoverførsler, men de udgør kun 4 pct. af den samlede indkomst.

For den fattigste fjerdedel spiller sundhedsydelser og uddannelse, der betales helt eller delvist af det offentlige, en stor rolle. Den gruppe af befolkningen om-fatter bl.a. mange unge under uddannelse og ældre, der i højere grad er indlagt på hospitaler osv. Beløbsmæssigt svarer ydelserne til 21 pct. af deres indkomst. For den rigeste fjerdedel spiller især tilskud til børnepasningsordninger en relativ stor rolle.

Vil du vide mere? 
Ring til Bo Møller på tlf: 39 17 34 11, bom@dst.dk

Bestil undersøgelsen "De private husstande og det offentlige. Analyser på grundlag af forbrugsundersøgelsen 1996-98" hos Marianne Sørensen på tlf: 39 17 31 65

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70