Mange højtuddannede indvandrere i Danmark
6. oktober 2000 kl. 0:00
55 pct. af de 18-59 årige indvandrere i Danmark har en erhvervsrettet uddannelse med sig, når de kommer til Danmark. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik, som for første gang kortlægger, hvilken uddannelsesbaggrund indvandrere har med sig fra deres hjemland. Undersøgelsen bygger på spørgeskemaer til 152.000 indvandrere i alderen 18-59 år fra knap 200 forskellige lande.
Som ventet er uddannelsesniveauet blandt indvandrere fra især Asien og Afrika i gennemsnit lavere end hos indvandrere fra de vestlige industrilande. Men da der er kommet mange indvandrere fra Asien og Afrika til Danmark, er der også en stor gruppe fra netop disse lande med en erhvervsrettet uddannelse i bagagen:
19.500 af indvandrerne fra Asien og 6.900 fra Afrika har en erhvervsrettet uddannelse i form af en erhvervsfaglig uddannelse, en kort-, mellemlang- eller lang videregående uddannelse eller efteruddannelse. Det samme gælder 23.100 af indvandrerne fra de andre EU-lande, 29.700 fra de øvrige europæiske lande og 2.300 fra Nordamerika.
Modsat er der 10.300 indvandrere, der aldrig har gået i skole, og 14.300 der har mindre end syv års skolegang. Det drejer sig især om indvandrere fra Tyrkiet, det tidligere Jugoslavien, Somalia, Libanon, Vietnam og Pakistan
Mange uden for arbejdsmarkedet Det fremgår af en særlig analyse, at 45 pct. af indvandrerne i undersøgelsen er uden for arbejdsstyrken, 46 pct. er i beskæftigelse, mens 9 pct. er ledige.
Det er især de bedst uddannede, som er i beskæftigelse og har den laveste ledighed. Alligevel er der 39 pct. med en erhvervsfaglig eller kort-, mellemlang- eller lang videregående uddannelse, der står uden for arbejdsmarkedet.
Undersøgelsen viser også, at der ikke er den store overensstemmelse mellem den uddannelse indvandrerne har, og det arbejde de udfører. Blandt de beskæftigede lønmodtagere med en mellemlang eller lang videregående uddannelse har hele 39 pct. et arbejde på grundniveau eller derunder.
Desuden viser undersøgelsen, at der ikke er nogen afgørende forskel i andelen af indvandrere og danskere med en erhvervsrettet uddannelse eller andelen med en mellemlang eller lang videregående uddannelse. 55 pct. af indvandrerne i undersøgelsen og 61 pct. danskfødte har en erhvervsrettet uddannelse. 16 pct. af indvandrerne i undersøgelsen og 15 pct. danskfødte har en mellemlang eller lang videregående uddannelse.
Bogens resultater lukker et stort hul i statistikken, idet man hidtil intet har vidst om indvandrernes uddannelsesmæssige baggrund. Derfor kan undersøgelsen få stor betydning for planlægningen af uddannelsesindsatsen over for indvandrere i Danmark. Undersøgelsen er finansieret af Arbejds-, Erhvervs-, Indenrigs- og Undervisningsministeriet.
Henvendelse:
Vil du vide mere?
Presse
39 17 30 70
E-post: presse@dst.dk