Gå til sidens indhold

Lettere adgang til nøgletal

3. august 1999 kl. 0:00

Nyhedsbureauer, finansanalytikere og andre, der har brug for hurtig adgang til nøgletal om samfundet, slipper nu for at vente i receptionen hos Danmarks Statistik eller hjemme ved faxen, når betalingsbalancen, ledighedstallene eller nationalregnskabet bliver offentliggjort. De kan i stedet få tallene leveret som e-post på deres egen skærm i samme øjeblik, de offentliggøres.

De statistiske nøgletal bliver publiceret i "Nyt fra Danmarks Statistik", der udkommer præcis kl. 9.30 de fleste hverdage og hidtil er blevet distribueret pr. post eller fax. De ivrigste læsere henter den hos Danmarks Statistik på slaget, da hovedresultaterne fra mange af de månedlige, kvartalsvise eller årlige tællinger har stor betydning for den økonomiske udvikling.

Det kommer til at koste 2.500 kr om året at få de ca. 450 numre af "Nyt fra Danmarks Statistik" leveret som e-post hjemme på skærmen, men så er der også mulighed for at søge på Internettet i samtlige tidligere udgivelser. Nuværende abonnenter får et tilbud om at prøve den nye form for distribution gratis resten af året.

Henvendelse:
Presse
39 17 30 70
E-post: presse@dst.dk

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70