Mediebrug
Hvor finder jeg statistik om brug af medier?
Bemærk: Danmarks Statistik har ikke oplysninger om alt. Nedenfor linker vi derfor til Danmarks Statistik, men også til andre, der laver statistik om emnet.
På Danmarks Statistiks emneside "Digital adfærd" findes link til den årlige undersøgelse ”It-anvendelsen i befolkningen”, som kortlægger danskernes adgang til og brug af it og internet herunder e-handel og sociale medier. Resultaterne af undersøgelsen udgives bl.a. i en årlig publikation og i tabeller i Statistikbanken. Særlige temaer fra undersøgelsen tages op i serien "Nyt fra Danmarks Statistik": "It-anvendelse i befolkningen" - senest om brug af sociale medier: "Danmark bruger sociale medier mest i EU". Andre temaartikler blev udgivet i den nu afsluttede serie "It-anvendelse i befolkningen (tema)".
Undersøgelser om danskernes kulturvaner er med mellemrum gennemført siden 1964. I undersøgelserne finder man oplysninger om forbruget af bl.a. tv, radio, aviser, blade, bøger og internet. Tal fra Kulturvaneundersøgelsen findes i Statistikbanken under ”Kultur- og fritidsvaner” samt under de enkelte emner. Særlige temaer fra undersøgelsen tages op i serien "Nyt fra Danmarks Statistik": kvartalsvis, tillæg og årlig.
På Kulturministeriets hjemmeside finder man bøgerne "Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004 – med udviklingslinjer tilbage til 1964" og ”Danskernes kulturvaner 2012”.
Danmarks Statistik udgiver også en række kulturstatistikker om bl.a. bogproduktion, dag- og fagbladenes læsertal, flow-tv's seertal, radiolyttetid og biografernes billetsalg. Statistikkerne samles i den årlige publikation "Kultur" og findes også i Statistikbanken.
Bogpanelets årsrapporter belyser udviklingen på bogmarkedet, herunder produktionen, distributionen og forbruget.
Kulturministeriet udgiver årligt rapporten "Mediernes udvikling i Danmark" om udbud og brug af tv, radio, aviser og internet.
I forbindelse med den årlige rapport udgives også en række temarapporter med mere dybdegående analyser. Fra undersøgelsen udgives desuden "Kort nyt" om fx brug af streamingtjenester og podcast.
Hvert år laver DR Medieforskning en rapport om udviklingen i befolkningens brug af de elektroniske medier. Der kigges bl.a. på udviklingen i tv- og radioforbruget herunder streaming af tv og musik.
ADD - Algoritmer, Data & Demokrati laver undersøgelser, hvor de spørger både børn og voksne om deres selvoplevede digitale kompetencer og deres holdning til ny teknologi.
Hvor finder jeg statistik om børn og unges brug af medier?
Kulturministeriets rapporter tilknyttet ”Mediernes udvikling i Danmark”, indeholder tabeller fordelt på aldersgruppen 12-18 årige.
DR Medieforskning opgjorde i 2022 de 3-8 åriges, de 9-14 åriges og de 15-24 åriges daglige minutforbrug på traditionelt tv og på streaming.
Medierådet for Børn og Unge har i 2022 udgivet undersøgelsen "Småbørns brug af digitale medier" med oplysninger om de 0-6-åriges mediebrug.
VIVE har i 2020 i analysen "Børn og unges trivsel og brug af digitale medier" sammenholdt forskellige danske og internationale undersøgelser af bl.a. børns skærmforbrug.
I ”Skolebørnsundersøgelsen 2018” findes et afsnit om stillesiddende adfærd for eksempel brug af TV og computer. I undersøgelsen spørges eleverne til forskellige former for skærmaktiviteter (film, tv-serier, YouTube, spil, sociale medier, videosamtaler og surf på internettet), og hvor meget tid de typisk bruger om dagen på de forskellige aktiviteter i deres fritid.
I "Børns digitale liv" (2023), udgivet af Algoritmer, Data & Demokrati, svarer børnene selv på spørgsmål om deres trivsel, tryghed og bekymringer ved brug af digitale medier.
[Denne side er senest revideret august 2023]