Kunsten at kigge 50 år tilbage
I en analyse om førstegangsfødende har Danmarks Statistik set nærmere på data, der går længere tilbage, end det typisk er muligt for personstatistik. Analysen har vist nogle overraskende markante tal, fx at førstegangsfødende er 6,8 år ældre i gennemsnit siden 1960, herudover ser analysen også på geografiske forskelle i Danmark.
29. september 2023 kl. 9:00
Tidsserier, der går en række årtier tilbage, er ofte efterspurgt, når Danmarks Statistik laver analyser for kunder og til offentligheden. Typisk kan Danmarks Statistik dog ikke trække personstatistik med data på individniveau længere tilbage end 1986. Men i en analyse om alderen på førstegangsfødende var det muligt at komme endnu længere tilbage, fortæller specialkonsulent i Danmarks Statistik, Fenja Søndergaard Møller.
”At kvinderne fra slutningen af 1960’erne begyndte at få børn senere i livet kan ses i lyset af, at p-pillen blev frigivet i 1966. Kort tid efter - i 1973 - blev retten til fri abort indført. Frem mod i dag er både uddannelsesniveauet og beskæftigelsen for kvinder steget, hvilket kan have skubbet yderligere på udviklingen”, siger hun.
I analysen er der hentet data fra både Danmarks Statistiks Fødteregister og Befolkningsregister og fra Sundhedsdatastyrelsens Medicinske Fødselsregister. Kombinationen giver blandt andet mulighed for at undersøge førstegangsfødendes civilstand helt tilbage til 1973.
”Det er specielt for Danmark, at vi overhovedet har mulighed for at gå så langt tilbage på individniveau. Men det kan vi, fordi vi har nogle af verdens bedste registre”, siger Fenja Søndergaard Møller.
Overraskende markante tal
Resultatet af det lange tilbageblik er nogle tal, der er mere markante end ventet.
Førstegangsfødende er i gennemsnit blevet hele 6,8 år ældre, end de var i 1960. Dengang var kvinder, der fik deres første barn, i gennemsnit 23,1 år gamle. I 2022 var gennemsnitsalderen kommet op på 29,9 år.
Hen over årtierne er mødre under 25 år kommet til at udgøre en stadig mindre gruppe af de førstegangsfødende. I 1973 udgjorde mødre under 25 år hele 63 pct. af de førstegangsfødende, i 2022 var andelen kommet ned på 12 pct.
Samtidig med gennemsnitsalderen for førstegangsmødre er steget, er gruppen af de ældste førstegangsmødre på mindst 40 år vokset: I 1972 udgjorde de 0,2 pct. af alle førstegangsfødende, mens de i 2022 udgjorde 2,8 pct.
”At kvinder får børn senere og senere i livet var en tendens, vi havde ventet. Men det har været overraskende, at udviklingen fra 1973 til i dag har været så markant, som den rent faktisk er – især når man ser på de førstegangsfødende, der er under 25 år, og dem, der er over 40 år” siger Fenja Søndergaard Møller.
Højeste gennemsnitsalder i hovedstadsområdet
Analysen viser også, at der er forskelle på gennemsnitsalderen fra kommune til kommune. De højeste gennemsnitsaldre i 2018-2022 var i kommunerne Dragør (31,8 år), Frederiksberg og Gentofte (begge 31,7 år). De laveste var i kommunerne Lolland (27,0 år), Læsø (27,1 år) og Odsherred (27,7 år).
Kilde: Særudtræk fra Fødteregisteret og Befolkningsregisteret.
Langt færre gifte førstegangsfødende
En anden markant udvikling, som analysen viser, er hvor stor en andel af de førstegangsfødende, der var gift på fødselstidspunktet: Andelen af gifte førstegangsfødende er faldet fra 72 pct. i 1973 til kun 32 pct. i 2022.
Analysen viser blandt andet også, at yngre førstegangsfødende typisk har mødre, der selv var unge førstegangsfødende. Her har man været inde og se på aldersfordelingen for mormødrene for forskellige grupper af førstegangsfødende ved hjælpe af særudtræk for Fødteregisteret og Befolkningsregisteret.
Læs mere her: www.dst.dk/analyser/51827
Om tallene
Personstatikken hos Danmarks Statistik er bygget op på data, der fra Det Centrale Personregister (CPR) kun kan leveres fra 1986 og frem.
Fakta #1
"Langt færre gifte førstegangsfødende"
72 pct. af de førstegangsfødende i 1973 var gift, i 2022 var det 32 pct.Fenja Søndergaard Møller
Specialkonsulent
Danmarks Statistik
Mobil: 23 62 62 99
fsm@dst.dk
Foto: Danmarks Statistik
Amy Frølander
Fuldmægtig
DST Consulting, Danmarks Statistik
Mobil: 29 46 73 77
amf@dst.dk
Foto: Danmarks Statistik