Gå til sidens indhold

Målrettet statistik viser effekt af hjælp til iværksættere

Det kan være svært at finde oplysninger om nye firmaer, men nu har en konsulentvirksomhed og myndigheder fået dokumentation for værdien af bevilgede midler.

25. august 2022 kl. 9:00

Af Niels Stoktoft Overgaard

Hvert år skabes der op mod 35.000 nye virksomheder i Danmark. Iværksætterne har en betydning for den danske samfundsøkonomi, men nogle af dem kommer hurtigt i problemer. Flere kunne måske klare sig bedre, hvis de får rådgivning. Det har Danmarks Statistik nu forsøgt at hjælpe Creative Business Network med at belyse.

De statistiske oplysninger skal bruges til en analyse, som firmaet Creative Business Network vil gennemføre. Virksomheden rådgiver nystartede virksomheder i den kreative branche. En del af arbejdet udføres med økonomisk støtte fra Erhvervsstyrelsen.
På den måde får både Creative Business Network og myndighederne nu ny viden om effekten af rådgivning.
- Vi kan bruge statistik og analyse til at tilpasse vores rådgivning. Det betyder også meget, at vi nu kan dokumentere, hvad indsatsen er værd. Det er ikke længere bare noget, vi påstår, siger direktør Rasmus Wiinstedt Tscherning fra Creative Business Network.

Det tegner godt

Selve analysen er endnu ikke gennemført. Virksomheden har haft travlt med sine daglige opgaver. Creative Business Network opererer ikke kun i Danmark, men faktisk i hele 80 lande og har for nylig gennemført et forløb for den svenske regering om en strategi for kreative erhverv.
Men souschef Karoline Haulund har taget et kort blik på de tabeller, som hun har fået fra Danmarks Statistik. Hun glæder sig over, hvad hun ser.
- Det virker til, at de virksomheder, som vi har rådgivet, klarer sig godt. Det gælder også, selv om corona har været en stor udfordring for mange af dem, fortæller Karoline Haulund.

Forhindringer

Creative Business Network har leveret cvr-numre for ca 170 virksomheder som firmaet har rådgivet til Danmarks Statistik.Tanken var at sammenligne deres vækst og udvikling med, hvordan det er gået i en kontrolgruppe af andre lignende virksomheder i den kreative branche, som ikke har fået vejledning.
Men hurtigt opstod der forskellige definitionsproblemer. Mange af de kreative har ikke en branchekode inden for området. De opererer måske i helt andre brancher.
- Nogle af virksomhederne, som vi ville sammenligne med, viste sig også at være så små, at der ikke fandtes tal om dem. De havde simpelthen en begrænset økonomisk aktivitet, fortæller fuldmægtig Asger Bjerre Mikkelsen fra Danmarks Statistik.

I stedet for at anvende kontrolgruppen blev opgaven løst ved at Danmarks Statistik så på udviklingen for de indsendte CVR-numre med oplysninger om omsætning, antal årsværk og andre oplysninger fra det tidspunkt hvor virksomhederne modtog rådgivningen og i årene fremad.

 Statistikken som Danmarks Statistik har udarbejdet er gennem specifikke tabeller afleveret til Creative Business Network i kategorier som fx omsætningsintervaller, sådan at oplysninger om enkeltvirksomheder ikke kan genfindes og Danmarks gennerelle datafortrolighedspolitik er overholdt.

 

Løsningen

Den nye løsning blev fundet gennem flere møder mellem Creative Business Network og Danmarks Statistik.
- Nu har vi fået en specifik statistik, som vi kan bruge til at se på, hvordan de rådgivne kreative virksomheder klarer sig i forhold til andre iværksættere generelt. For eksempel om hvor mange af virksomhederne, der stadig eksisterer efter et vist antal år. Det fortæller os om vores succesrate, siger Karoline Haulund.
Dermed vil analysen give bud på, om det er de rette virksomheder, der udpeges til at få rådgivning. Der kan også udledes indikationer af, om Creative Business Network understøtter de udvalgte virksomheder på rette måde.

Tal til analyser

Danmarks Statistik har tidligere leveret målrettet statistik til lignende effektundersøgelser. Oplysningerne i materialerne bruges af virksomhederne til forbedringer og sendes videre til myndigheder fx som dokumentation ved afrapportering om bevilgede midler. Danmarks Statistik har et setup til den type opgaver med effektvurdering, baseret på mange erfaringer.
- Når vi får leveret cvr-nummer på virksomheder, så kan vi fra vores registre koble med en lang række data om omsætning, overskud, antal ansatte og meget mere. Det kan vi tabellere og gøre anonymt under den fortrolighed, der gælder den slags informationer. Derefter kan vi levere målrettet viden gennem overskuelige tabeller, fortæller fuldmægtig Asger Bjerre Mikkelsen.
Danmarks Statistik er leverandør af tallene, som også lever op til institutionens kvalitetskrav, men drager ikke detaljerede konklusioner. Det er op til firmaet selv eller andre.
- Vi fortolker ikke men beskriver gennem statistikken. Men hvis der er spørgsmål om data, metoder eller andet som ligger inden for Danmarks Statistiks kompetanceområde, svarer vi naturligvis på det. Vi bistår også gerne i analysefasen, hvis der er forhold i dataene, som der er behov for at uddybe, siger Asger Bjerre Mikkelsen.

 

Fakta #1

Creative Business Network

Virksomheden er 10 år gammel og har blandt andet hjulpet virksomheder som
Grød, der serverer ”gourmet-grød” på restauranter og som takeaway
Mystery Makers, der skaber mysterier som oplevelser for publikum
Lapee, der leverer kvindeurinaler
Rokoko, som skaber udstyr til gaming og animationer

Rasmus Wiinstedt Tscherning

Rasmus-Wiinstedt-Tscherning_180x225Direktør
Tlf. 28 40 46 68
rwt@cbnet.com
Foto: Creative Business Network

Karoline Haulund

Karoline-Haulund-02_180x225Vicedirektør 
Creative Business Network
Tlf.: 27 13 43 42
kah@cbnet.com
Foto: Creative Business Network

Asger Bjerre Mikkelsen

Asger Bjerre Mikkelsen_180x225Fuldmægtig
Danmarks Statistik
Tlf.: 23 30 39 14
ami@dst.dk
Foto: Danmarks Statistik

Kontakt

DST Consulting
Telefon: 39 17 36 00

Nyt om statistikprodukter og ydelser

Nyhedsbrev-Consulting

Hold dig opdateret og bliv inspireret med Nyt fra DST Consulting

Tilmeld nyhedsbrev