Gå til sidens indhold

Evaluering af tryghed og trivsel i almene boligområder

En stor evaluering af boligsociale indsatser i almene boligområder skal give svaret på, hvordan indsatser kan øge tryghed og trivsel blandt beboerne. Forskningsstudiet udføres af VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og SBi - Statens Byggeforskningsinstitut for Landsbyggefonden med interviewdata indsamlet af Danmarks Statistik.

20. september 2018 kl. 14:00

Af Lone Schrøder Jeppesen

Tryghed og trivsel i boligområdet er en forudsætning for, at beboerne føler sig hjemme og er glade for at bo der. Utryghed og mistrivsel kan gøre det svært for en boligafdeling at fastholde og tiltrække beboere, og det kan gå ud over naboskabet og have negativ indflydelse på beboernes liv. Landsbyggefonden, der støtter og udvikler landets almene boligbyggeri i tæt samspil med kommuner og boligorganisationer, bevilger løbende midler til boligsociale indsatser i almene boligafdelinger med henblik på at styrke uddannelse og beskæftigelse og understøtte tryghed og trivsel. Der er stor politisk interesse for, om disse boligsociale indsatser har en effekt, så der er brug for en evaluering af, hvordan de virker. Derfor er VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og SBi - Statens Byggeforskningsinstitut i gang med en større evaluering for Landsbyggefonden, hvor Danmarks Statistik står for indsamlingen af interviewdata.

 

- Projektet skal give os viden om hvilke sociale indsatser, der er brug for. Det kræver god forskning at hænge tingene op på, for der ligger ikke data om bløde værdier som tryghed og trivsel i statistikkerne. Hvad der skaber tryghed og trivsel, er enormt komplekst. Målet er at få lavet en god diagnose på problemerne og derudfra anbefale hvilken kur, der skal til, siger forsker Gunvor Christensen fra VIVE.

 

Det samlede billede

Evalueringen foretages i 66 almene boligområder over hele landet. I alt er ca. 400 beboere i hvert boligområde udvalgt repræsentativt fra CPR-registret. Dermed matcher stikprøven den faktiske beboersammensætning i hvert boligområde på køn, alder, etnicitet, uddannelse og indkomst. De udvalgte i stikprøven inviteres til at svare på et spørgeskema, som Danmarks Statisk har designet i samarbejde med VIVE. Svarene herfra kobles med registerdata fra Danmarks Statistiks uddannelsesregistre, indkomstregistre og beskæftigelsesregistre, da disse er med til at forklare, hvem der svarer, og hvordan der svares på spørgsmålene.

- Vi vil gerne kigge nærmere på, hvordan det samlede billede ser ud og hvilke indbyrdes sammenhænge, der er mellem tryghed og trivsel og hvilke sammenhænge, der er mellem udviklingen af et områdes tryghed og trivsel og fx udviklingen af uddannelsesniveau, indkomst og beskæftigelse for at kvalificere vores indsatser yderligere, siger konsulent Aviaja Sigsgaard fra Landsbyggefonden.

For at komme yderligere i dybden suppleres den kvantitative evaluering med kvalitative casestudier i efteråret 2018. Alle svar er anonymiseret, så det vil ikke være muligt at genkende dem, der har medvirket. Landsbyggefonden overvejer at gøre evalueringen til et redskab, der indgår i den daglige drift. Det vil være til gavn for boligselskaber og kommuner, der løbende kan følge udviklingen lokalt og målrette nye indsatser på baggrund heraf.

 

Mange gevinster
At koble en CPR-stikprøve med registerdata er der mange gevinster ved ifølge Bo Bilde, der er chefkonsulent i DST Survey hos Danmarks Statistik.

- En CPR-stikprøve åbner for flere analysemuligheder efterfølgende. Det gør det muligt at udvide sin undersøgelse og se på andre aspekter fx sundhed som en forklarende årsag til trygheds- og trivselsbilledet. Eller man kunne også forestille sig at kigge på beboernes flyttehistorik. Potentialet i forhold til forskningsprojekter er generelt rigtig stort. Flere forskere vil uden tvivl kunne drage god nytte af det, fremhæver han.

En CPR-stikprøve gør det muligt på en kvalificeret måde at korrigere for bias, der altid er på en interviewundersøgelse. Ressourcestærke personer er mere tilbøjelige til at deltage, mens befolkningsgrupper med lav indkomst, ingen eller kortere uddannelse svarer i mindre grad. Det giver en skævhed i det indsamlede data, selv om stikprøven er trukket, så den er repræsentativ og matcher beboerne fuldkomment. Dette tager en opregning baseret på registre højde for, så der opnås en god datakvalitet til brug for de videre analyser.

Ny måling i 2021

Undersøgelsen, der er en delundersøgelse af en større evaluering, løber over fem år. Planen er at måle igen i 2021 i de samme boligområder for at se, hvordan beboernes trivsel og oplevelse af tryghed overordnet udvikler sig, og nå dybere ned i forståelsen af sammenhængene bag denne udvikling. Den første rapport med delresultater kommer i 2019, og evalueringen afsluttes i 2022. Samarbejdet med Danmarks Statistik er forløbet meget positivt, fremhæver VIVE.


- Vi har fået god hjælp fra Danmarks Statistik til at få lavet et godt produkt til Landsbyggefonden. På indledende møder fik vi sat rammerne ud fra kundens behov, spørgeskemaet blev sat op og afprøvet, og undervejs har vi fået status løbende. Det har virket rigtig fint, så det er vi meget tilfredse med, siger Gunvor Christensen.

Fakta #1 Om Vive

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd er en uafhængig statslig institution under Økonomi- og Indenrigsministeriet. VIVE står for Viden til Velfærd, og centeret leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og den offentlige sektor. 

Læs mere om VIVE her

Gunvor Christensen

gunnvor-christensen-2281-329x185

Forsker
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Kilde: VIVE

Fakta #2 Om landsbyggefonden

Landsbyggefonden (LBF) er en selvejende institution, der er stiftet af almene boligorganisationer og oprettet ved lov. Formålet er at fremme det almene byggeris selvfinansiering. 

Landbyggefonden har forskellige støtteordninger, herunder midler til sociale indsatser i udsatte boligområder. Når boligselskaberne søger penge til boligsociale indsatser hos Landsbyggefonden, bruger de i øvrigt Danmarks Statistiks produkt ”Nøgletal på boligområder” for at dokumentere deres behov.

Aviaja Sigsgaard

aviaja_julie_sigsgaard_1 sort hvidt

Konsulent
Landsbyggefonden
Fotograf: Patrick Kirkby  (kilde: www.lbf.dk)

Bo Bilde

Overvejer du at gå i gang med et evalueringsprojekt, er der gratis råd at hente om at anvende CPR-stikprøver og andre registre og eventuelt få designet en undersøgelse.

Bo Bilde DKstatistik104

Chefkonsulent, DST Survey
tlf.: 3917 3255
bbi@dst.dk
Kilde: Danmarks Statistik

Kontakt

DST Consulting
Telefon: 39 17 36 00