Forskningsservice relancerer hjemmeside med fokus på brugervenlighed
Forskningsservice har relanceret sin hjemmeside med fokus på enkel navigation og bedre overblik over dataadgang. Den nye side bygger på brugernes feedback og gør det lettere at finde vej gennem hele processen - fra introduktion til mikrodata til bestilling og sikker hjemtagning af data.
23. april 2025 kl. 10:47
På baggrund af resultaterne fra en omfattende brugerundersøgelse i 2024 og feedback fra jer, vores brugere, har Forskningsservice arbejdet målrettet på at forbedre sin hjemmeside. Derfor er Danmarks Statistik glade for at kunne præsentere Forskningsservices opdaterede hjemmeside under ’Data til forskning’, som blev lanceret den 26. marts 2025.
Formålet med relanceringen er at gøre det lettere for dig at finde de oplysninger, du har brug for, og at guide dig nemt gennem processen – fra introduktion til Danmarks Statistiks Mikrodataordninger til autorisation og bestilling af data.
Ud over et design med fokus på enkel navigation og brugervenlighed, så du hurtigt kan få adgang til de data, du behøver, har Forskningsservice også udvidet sin regelformidling om hjemtag og datasikkerhed. Desuden er hjemmesiden nu oversat til engelsk til fordel for internationale brugere.
Gå til Data til forskning - Danmarks Statistik
Click here to visit Data for research - Statistics Denmark