Forskningen får halvdelen af fondsmidlerne
Fondes aktiviteter 2016
Danske fonde og fondslignende foreninger gav i 2016 tilsagn om uddelinger for 16,7 mia. kr. Heraf stod erhvervsdrivende fonde for den største del med 9,9 mia. kr. Almene fonde gav tilsagn om uddelinger for 6,8 mia. kr. Den største del af midlerne (47 pct.) gav fondene til videnskabelige formål, der primært omfatter forskning på universiteterne. Det viser en ny statistik over fondenes aktiviteter, der offentliggøres første gang med denne Nyt fra Danmarks Statistik. Det er derfor ikke muligt at sammenligne med tidligere år og vurdere uddelingernes niveau i 2016. Det kan dog bemærkes, at der i 2016 er uddelt særligt store bevillinger fra enkelte fonde. Dette er fx tilfældet med Novo Nordisk Fondens store bevilling til Steno Diabetes Center Copenhagen på 2,9 mia.
Det offentlig modtager de fleste bevillinger
Langt hovedparten af de midler, der uddeles, går til offentlige institutioner. Af de bevillinger, der er fordelt på modtagertyper, går 64,4 pct. til offentlige modtagere, hvilket svarer til 9,7 mia. kr. Non-profit institutioner modtager 21,1 pct., mens 4,0 pct. går til individuelle personer, hvilket svarer til hhv. 3,2 mia. og 0,6 mia. kr.
Det naturvidenskabelige forskningsområde modtager flest bevillinger
Dansk forskning modtager en betydelig andel af bevillingerne. Af de midler, der bevilges til videnskabelige formål, modtager det naturvidenskabelige hovedområde med 4,0 mia. kr. den største del. Herefter følger det sundhedsvidenskabelige hovedområde med 2,6 mia. kr. Til tværvidenskabelig forskning blev der i 2016 bevilget 0,4 mia. kr.
Bevilling i gennemsnit på 230.000 kr.
Uddelingerne var fordelt på i alt 74.000 bevillinger, og den gennemsnitlige bevilling var dermed på 230.000 kr. Den gennemsnitlige bevilling fra de erhvervsdrivende fonde var knapt 400.000 kr. i gennemsnit og for de almene fonde og fondslignende foreninger på 140.000 kr.
10,8 mia. udbetales i 2016
Mens bevillingerne siger noget om, hvor meget der er givet tilsagn om fra fondens side, så viser udbetalingerne, hvor mange penge fondene rent faktisk har udbetalt i referenceåret. I 2016 udgør disse 10,8 mia. Den største del af disse (3,7 mia.) går til videnskabelige formål, mens kulturelle og sociale formål modtager hhv. 1,9 mia. og 1,1 mia.
Udbetalinger og bevillinger fordelt på fondstyper. 2016
|
Antal |
Bevillinger |
Udbetalinger |
|
|
mio. kr. |
|
Alle fonde |
73675 |
16685 |
10784 |
Erhvervsdrivende fonde |
25206 |
9891 |
5451 |
Almene fonde mv. |
48469 |
6793 |
5333 |
Videnskabelige formål |
5463 |
7915 |
3637 |
Kulturelle formål |
9530 |
2470 |
1942 |
Sociale formål |
28520 |
1709 |
1057 |
Natur og miljøformål |
333 |
540 |
531 |
Sundhed og motionsformål |
5381 |
955 |
765 |
Uddannelse og folkeoplysningsformål |
12428 |
754 |
723 |
Erhvervs- og regional formål |
1969 |
708 |
529 |
Internationale humanitære formål |
1325 |
786 |
723 |
Religiøse formål |
113 |
66 |
37 |
Andre formål |
8613 |
781 |
841 |
Sammenligning med andre opgørelser
Tidligere undersøgelser af fondenes uddelinger har vist et niveau af uddelinger på omkring 7-9 mia. kr. Denne statistik ligger dermed væsentligt højere. Det er der flere grunde til. Tidligere undersøgelser har fokuseret på de største fondes uddelinger, mens denne statistik dækker alle fonde og fondslignende foreninger. De 25 største fonde målt ved bevillinger uddelte i 2016 12,9 mia. Fondslignende foreninger er også omfattet af denne statistik, herunder de store patientforeninger. Endelig er der nogle fonde, som også nævnt i indledningen, der i 2016 gav ekstraordinært store bevillinger.
Nyt fra Danmarks Statistik
28. juni 2017 - Nr. 273
Hent som PDF
Næste udgivelse: 16. november 2018
Kontakt
- Claus Werner Andersen, tlf. 91 37 64 04.
Kilder og metode
Tallene er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt danske fonde og foreninger. Bevillinger er de midler der er givet tilsagn om i året. Disse kan blive udbetalt i bevillingsåret, eller i efterfølgende år. Udbetalinger er de midler der er udbetalt fra fonden i året, uanset om de er bevilliget i året eller i tidliere år. Fonde med virksomhedsformerne Erhvervsdrivende fond, samt Fonde og andre selvejende institutioner. Alle fonde med disse virksomhedsformer indgår i populationen, såfremt de tilhører den private sektor. Stikprøven udvælges og opregnes i forhold til fondens anvendelse af fradragsretten under fondsbeskatningsloven. Hertil suppleres med en gruppe af enheder - fx patientforeninger - der agerer som fonde. Disse indgår i statistikken sammen med de almene fonde.