Hvor højt er det høje danske skattetryk?

Danmark har formentlig verdens højeste skattetryk. Det fremgår af OECD’s "Revenue Statistics", at vores skatteprovenu som andel af BNP overstiger det i alle andre OECD lande. I 2014 udgjorde det ca. 50 pct., og det var dermed klart i spidsen med en margin på 4 procentpoint ned til nummer to, Frankrig. Så skulle man tro, at den ged var barberet, for det er jo statistik, og så kan der vel ikke stilles spørgsmål ved det?

8. juni 2017 kl. 13:00

Af Jørgen Elmeskov

Men, jo, det kan der. Allerede i 2015 var det danske skattetryk 3 procentpoint lavere og dermed kun 1 procentpoint højere end i Frankrig. Hvad var der sket?  Størstedelen skyldes, at muligheden for at omlægge kapitalpension til aldersopsparing blev benyttet rigtig meget i 2014 og noget mindre i 2015. Omlægningen indebar betaling af skat (om end med rabat) på kapitalpensionen og førte derfor til ekstraordinære skattebetalinger på 3.1 pct. af BNP i 2014 og 1.2 pct. i 2015.

Men vi har vel alligevel verdensrekorden? Tøv en kende. Det hele er meget mere kompliceret. Bortset fra at Frankrig (og andre lande) måske også oplevede engangseffekter, og at skattetrykket generelt er følsomt overfor konjunktureffekter, er der en lang række opgørelsesmæssige udfordringer, som gør det vanskeligt at sige noget meget præcist om, hvor det danske skattetryk reelt ligger i forholdet til udlandets. Det er ikke fordi, Danmarks Statistik og vores kolleger i udlandet anvender forskellige definitioner. Vi arbejder meget hårdt på at sikre sammenlignelighed. Men virkelighederne er bare forskellige på tværs af grænser, så tal, der er målt på samme måde, kan betyde noget forskelligt.

Når det forbehold er taget, er der dog nok ingen tvivl om, at Danmark er i den høje afdeling. To faktorer bestyrker den opfattelse, idet de indebærer, at skattetrykket som målt traditionelt underestimerer det reelle danske skattetryk i forhold til udlandets:

• Traditionelt opgør man internationalt skattetrykket med BNP i nævneren. Og de indirekte skatter indgår i BNP.  Hvis man i stedet måler skattetrykket som andel af bruttofaktorindkomsten, hvor de indirekte skatter ikke indgår, ser det danske skattetryk meget højere ud (se figur).  Det vil selvfølgelig også være tilfældet i udlandet, men korrektionen er større i Danmark end de fleste steder i udlandet, fordi vores indirekte skatter er ret høje.
• Pensionsopsparingen er høj i Danmark grundet arbejdsmarkedspensionerne. Som i stort set alle lande gives der fradrag for indbetaling mod beskatning på udbetalingstidspunktet. Det betyder, at vi skubber nogle skatter foran os – hvilket nogle vil mene nok er meget sundt. Men udskydelsen af skatten betyder altså, at den først kommer til at indgå i det traditionelt beregnede skattetryk om mange år. 

Tre faktorer indebærer omvendt, at det målte skattetryk nok overdriver forskellen i det reelle skattetryk mellem Danmark og udlandet:

• Vi udbetaler rigtig mange indkomstoverførsler til pensionister, arbejdsløse, studerende etc. Samtidig bliver disse belagt med en internationalt set relativ høj indkomstskat (og også høje indirekte skatter). Den høje skat på overførsler (og det forbrug de finansierer) betyder så, at overførslerne er nødt til at være højere for at nå et givet politisk mål for levestandard. I udlandet er overførsler nogle gange skattefri og andre gange pålagt en relativt lav indkomstskat, fordi skattesatsen er lav i bunden af indkomstskatteskalaen. Selv med opnåelse af samme købekraft kan overførslerne dermed være lavere end de danske. Vi får altså på den måde pustet de danske overførsler og det danske skattetryk op i forhold til udlandets.
• Hvis noget skal støttes over de offentlige finanser, tenderer vi i Danmark mod at gøre det gennem en eksplicit offentlig udgift, som så skal skattefinansieres. Vi benytter dog også skattefradrag og skattekreditter (såkaldte skatteudgifter), men meget mindre end de lande, som gør det mest. I USA har der traditionelt været politisk modvilje mod at anvende eksplicitte udgifter og i stedet en betydelig anvendelse af skatteudgifter i forbindelse med fx finansiering af uddannelse og sundhed. En stor del af de (høje) amerikanske sundhedsudgifter er finansieret gennem skattefradrag for virksomhedernes bidrag til sundhedsforsikringer for deres medarbejdere. Disse fradrag reducerer altså skatterne, mens vi i Danmark betaler skat for at finansiere den offentlige sundhedsdækning. Igen kommer det danske skatteudtryk altså til at fremstå relativt højere i forhold til det amerikanske, end det egentlig er.
• Ligesom skatteudgifter kan være et substitut for eksplicitte offentlige udgifter, kan obligatoriske eller semi-obligatoriske forsikringsordninger. Dette er ikke noget velbelyst område, men en fordom er, at Danmark nok oftere end mange andre lande baserer sig på skattefinansierede eksplicitte udgifter. Tilsvarende kan regler pålægge private aktører at betale for aktiviteter som i andre lande er skattefinansierede udgifter. Det er for eksempel op til regulering, hvor længe en privat arbejdsgiver hæfter for betaling til en syg medarbejder, og hvornår et skattefinansieret system tager over. Men en sådan regulering har jo også karakter af at pålægge en slags skat på arbejdsgiveren.

Hvad skal man så mene om det hele? Måske for det første at det ville være interessant, hvis der blev sat tal på de ovenstående forhold, så vi havde et bedre billede af vigtigheden af de enkelte argumenter. Noget kan faktisk gøres. OECD forsøger i sin SOCX database at korrigere landenes sociale udgifter for en lang række faktorer på linje med de ovenfor nævnte. Et af de opsigtsvækkende resultater er, at Danmark i 2013 og før OECD’s korrektioner havde offentlige sociale udgifter som var 10 procentpoint af BNP højere end USA's, men at forskellen blev indsnævret til 4 procentpoint efter korrektionerne. Mere generelt ligner landenes korrigerede socialudgifter hinanden meget mere end de ukorrigerede tal. Der er altså noget, der peger på, at de ovenstående argumenter nok også ville kunne flytte godt rundt på landenes skattetryk.

Den anden konklusion er, at man nok skal passe på med at anvende det målte skattetryk på en alt for skråsikker måde.