Gå til sidens indhold

Flest unge flyttede hjemmefra til en ny kommune

Flytninger 2024

I løbet af 2024 var der i alt 83.748 flytninger, hvor unge i alderen 15-29 år flyttede hjemmefra. I 2007 var det tilsvarende tal på 84.556 flytninger. I 2007 var der stort set lige mange 15-29-årige, som flyttede hjemmefra inden for kommunen som til en ny kommune. Det så anderledes ud i 2024, hvor der var færre end i 2007, som flyttede hjemmefra inden for kommunen og flere som flyttede til en ny kommune. I 2024 var der således 32.806 flytninger, hvor 15-29-årige flyttede hjemmefra inden for kommunen, svarende til et fald på 22 pct. i forhold til 2007, mens der tilsvarende var 50.942 flytninger til en ny kommune, hvilket svarer til en stigning på 20 pct. i forhold til 2007. Sidstnævnte antal har de seneste tre år ligget stabilt på omkring 50.000-51.000 flytninger blandt unge til en ny kommune, efter at antallet toppede i 2020.

Antal flytninger fra forældre blandt unge i alderen 15-29 år fordelt efter tilflytningsstedKilde: www.statistikbanken.dk/flyung1

Siden 2007 er flest unge flyttet hjemmefra i 2020

Selvom antal flytninger, hvor 15-29-årige flyttede hjemmefra er faldet fra 84.556 flytninger i 2007 til 83.748 i 2024, svarende til et lille fald på 1 pct., så toppede antallet af denne flyttetype i 2020. Således var 2020 det år siden 2007, hvor flest unge flyttede hjemmefra. I 2020 var der 101.415 flytninger af denne flyttetype.

Flest flytninger blandt unge mellem adresser, hvor forældre ikke bor

I løbet af 2024 var der 352.639 flytninger i alt blandt de 15-29-årige. Heraf udgjorde de førnævnte 83.748 flytninger, hvor unge i alderen 15-29 år flyttede hjemmefra, 24 pct. I forhold til fordelingen efter flyttetype blandt de 15-29-årige i 2024, så udgjorde flyttetypen øvrige flytninger med 58 pct. den største andel. Øvrige flytninger omfatter personer som flyttede mellem adresser, hvor ingen af personens forældre boede. Derudover udgjorde flytninger til forældre 10 pct. af alle flytninger i 2024 blandt de 15-29-årige, mens flytninger, hvor unge flyttede med eller mellem forældre udgjorde 9 pct.

Antal flytninger blandt unge i alderen 15-29 år fordelt efter flyttetype. 2024Kilde: www.statistikbanken.dk/flyung1

Store kommunale forskelle i unges flyttemønstre

Mens andelen af flytninger, hvor unge i alderen 15-29 år flyttede hjemmefra for hele landet udgjorde 24 pct. af samtlige flytninger i 2024 i denne aldersgruppe, så var der store forskelle mellem kommuner. Fem kommuner havde i 2024 andele på 15 pct. eller derunder. Disse kommuner var København (9 pct.), Aarhus (11 pct.), Frederiksberg (13 pct.) samt Aalborg og Odense (begge 15 pct.). Omvendt var der fire kommuner, som havde andele på mindst 50 pct. Disse kommuner var Fanø (54 pct.), Dragør (52 pct.), Allerød (51 pct.) og Læsø (50 pct.).

Andel flytninger fra forældre blandt alle 15-29-åriges flytninger fordelt efter fraflytningskommune. 2024Kilde: www.statistikbanken.dk/flyung1

Nyt fra Danmarks Statistik

26. juni 2025 - Nr. 198

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt

Kilder og metode

Den 26. juni 2025 er der offentliggjort seks nye tabeller om unges flytninger, som alle starter i 2007, da det er første år efter den seneste kommunalreform. Alle tabeller indeholder variablen flyttetype, således at man for de 15-29-årige kan se om flytningen enten vedrører flytninger fra forældre, flytninger til forældre, flytninger med/mellem forældre eller øvrige flytninger. Flyttetypen flyttet fra forældre omfatter flytninger, hvor unge i alderen 15-29 år flyttede fra en adresse, hvor mindst én forælder boede til en ny adresse, hvor ingen af personens forældre boede. Dette kan ses som et udtryk for antallet af flytninger, hvor unge flyttede hjemmefra. Se alle statistikbanktabeller vedr. flytninger i Danmark i Statistikbanken.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation