Gå til sidens indhold

Flere lønmodtagere modtog samtidig folkepension

Folke- og førtidspension (tillæg) 2024 lønmodtagere på folkepension

Ændret 11. oktober 2024 kl. 10:40

Der var desværre fejl i afsnittet "Ny lovgivning om modregning i folkepensionen". Fejlen er nu rettet og teksten markeret med rød

Vis hele teksten » « Minimer teksten

I juni 2024 var der 19.000 lønmodtagere blandt de i alt 66.000 67-årige. Det er 2.300 flere end i juni 2023, hvor der var 16.700 lønmodtagere ud af i alt 65.300 67-årige. Af de 67-årige lønmodtagere i juni 2024 var der 13.600, svarende til 71,6 pct., der samtidig modtog folkepension mod 8.400 eller 50,3 pct. et år tidligere og 48,3 pct. i juli to år tidligere. Tallene skal ses i lyset af, at arbejdsindkomst med virkning fra juni 2023 ikke har skullet modregnes i beregningen af pensionstillægget. Se afsnittet "Ny lovgivning om modregning i folkepensionen".

67-årige fordelt efter om de er lønmodtagerbeskæftigede og om de modtager folkepensionKilde: www.statistikbanken.dk/pen200

Flere nye folkepensionister modtog løn ved siden af folkepensionen

Man kan godt få udbetalt folkepension, selvom man ikke er fratrådt arbejdsmarkedet. I juni 2024 var det 24,3 pct. af 67-årige folkepensionsmodtagere, der også var i lønmodtagerbeskæftigelse. I juni 2023 var det 16,3 pct., og i juli 2022 var det 13,4 pct., der i samme måned både var lønmodtagerbeskæftigede og modtog folkepension.

67-årige folkepensionisters arbejdstid er steget

Blandt de 13.600 personer på 67 år, der i juni 2024 var lønmodtagere og samtidig modtog folkepension, var der 5.500, der arbejdede på heltid (32 eller flere timer om ugen), mens 8.100 arbejdede på deltid. I juni 2023 var der i samme gruppe 2.000, der arbejdede på heltid, mens 6.500 arbejdede på deltid.

Ugentlige arbejdstimer for 67-årige lønmodtagere fordelt på, om de modtager folkepensionKilde: www.statistikbanken.dk/pen200

Flere 67-årige lønmodtagerbeskæftigede modtog fuldt pensionstillæg

Der er sket en markant stigning i antallet af 67-årige lønmodtagerbeskæftigede folkepensionister med fuldt pensionstillæg, efter modregning for arbejdsindkomst blev fjernet i juni 2023. Af de 8.400 67-årige lønmodtagerbeskæftigede, som også modtog folkepension i 2023, fik 3.200 fuldt pensionstillæg. I juni 2024 var dette tal steget til 9.000 ud af 13.600 lønmodtagerbeskæftigede.

Antal 67-årige med lønmodtagerbeskæftigelse og folkepension fordelt på folkepensionstypeKilde: www.statistikbanken.dk/pen200

Fokus på 67-årige

Folkepensionsalderen blev gradvist forøget fra 65 til 67 år fra 2019 til 2022. Siden juli 2022 har man været berettiget til at modtage folkepension, fra man fyldte 67 år. I denne NYT fokuseres der på personer, der er 67-årige i udbetalingsmåneden for at belyse effekten af lovændringerne.

Ny lovgivning om modregning i pensionstillægget

Folkepensionen består af et grundbeløb og et pensionstillæg. Lovændringerne i 2022 og 2023 betyder, at arbejdsindkomster ikke modregnes i pensionstillægget. Formueindkomst fra fx pensionsformue og aktier modregnes stadig i pensionstillægget.

Ny lovgivning om modregning i folkepensionen:

I juni 2022 blev det vedtaget, at ægtefællens arbejdsindkomst fra 1. januar 2023 ikke længere skulle modregnes ved beregningen af pensionstillægget.
I juni 2023 blev det vedtaget, at ens egen arbejdsindkomst ikke ville blive modregnet i pensionstillægget. Dette blev indført med tilbagevirkende kraft for hele 2023.
Oprindeligt modregnede beløb som følge af egen arbejdsindkomst i 2023 blev betalt tilbage i maj 2024.
Lovændringen blev implementeret fra 1. januar 2024, således at arbejdsindkomsten ikke længere modregnes i pensionstillægget i de regulære udbetalinger.

Nye kvartalsvise udgivelser af data om offentlige pensioner

Fra juli 2024 udsendes kvartalvise udgivelser af data om offentlige pensioner. Desuden foreligger der med denne udgivelse en ny statistikbanktabel om udviklingen i antallet af beskæftigede folkepensionister med titlen "PEN200 - Befolkningen (67 år og derover) efter pensions- og beskæftigelsesstatus, alder, køn, ydelsestype og løntimer pr. uge". Denne NYT fra Danmarks Statistik markerer introduktionen af disse nye statistikbanktabeller.

Nyt fra Danmarks Statistik

10. oktober 2024 - Nr. 298

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt