Salget af vikartimer steg svagt i 2024
Serviceydelser for serviceerhverv 2024
I 2024 solgte firmaer inden for Arbejdsformidling med mindst 20 ansatte 42,2 mio. vikartimer. Det er 116.000 flere timer end i 2023, svarende til en stigning på 0,3 pct. Ser man på de underliggende fordelinger imellem personalekategorier, blev der solgt 1,4 mio. flere timer i Bygge/anlæg og 1 mio. flere timer i Transport, lager og logistik. Omregnet svarer det til stigninger på hhv. 700 og 500 fuldtidsansatte. Omvendt faldt det samlede antal timer inden for Læger, social, sundhed og sygepleje samt Øvrige personalekategorier, Handel, Kontor, IT og telekommunikation, med hhv. 1,4 og 1,2 mio. timer, svarende 750 og 650 færre fuldtidsansatte.
En gennemsnitlig vikartime steg 5,5 pct. i pris
Ud af en samlet omsætning blandt firmaer (med +20 ansatte) inden for Arbejdsformidling på 18,1 mia. kr., udgjorde salget af vikartimer 15,4 mia. kr. Det er en stigning på 850 mio. kr. sammenlignet med 2023. Statistikken omfatter som nævnt kun firmaer med mindst 20 ansatte, og de udgør i runde tal omkring 4/5 af branchens samlede omsætning. Da antallet af solgte timer er steget svagt, betyder det at gennemsnitsprisen på en vikartime er steget fra 347kr. til 366 kr., svarende til en stigning på 5,5 pct. Prisstigningen på vikartimer flugter med de generelle lønstigninger på det danske arbejdsmarked i 2024, hvor lønnen i gennemsnit steg med 6,4 pct. i forhold til 2023, se Reallønnen steg 4,9 pct. i 2024 (Nyt fra Danmarks Statistik 2025:279).
I Bogføring og Revision fyldte Andre serviceydelser mest
Ud af en samlet omsætning på 21,8 mia. kroner i 2024 blandt firmaer i Bogføring- og revisionsvirksomhed med mindst 20 ansatte, udgjorde ydelseskategorien Andre produkter og serviceydelser næsten en tredjedel af omsætningen, svarende til 6,7 mia. kr. Herefter fulgte serviceydelsen Revisionsvirksomhed, der udgjorde lidt over en fjerdedel, svarende til 5,7 mia. kr. og Skatterådgivning, der udgjorde ca. en sjettedel, svarende til 3,5 mia. kr.
Den store andel af Andre produkter og serviceydelser skyldes især, at de store firmaer i branchen kan henføre en stor del af deres omsætning til ydelser, der ligger uden for det, der normalt forbindes med bogføring og revision, f.eks. strategisk rådgivning.
I Juridisk Bistand fyldte Erhvervsrådgivning mest
I 2024 omsatte virksomheder inden for Juridisk Bistand med mindst fem ansatte for 16,6 mia. kroner, hvilket var en stigning på 660 mio. kr. sammenlignet med 2023. Erhvervsrådgivning, som bl.a. dækker over immaterielret, selskabsret, udbuds- og konkurrenceret og virksomhedsoverdragelse, udgjorde samlet set 7,8 mia. kr., hvilket var 480 mio. kr. mere end i 2023. Privatrådgivning, som dækker over arveret, erstatningssager og samlivssager, udgjorde ca. 1,4 mia. kr., en stigning på ca. 150 mio. kr. sammenlignet med 2023. Omsætning på opgaver vedrørende konkurser herunder konkursrekonstruktioner og insolvensret udgjorde ca. 1,1 mia. kr. i 2024, hvilket var et fald på 80 mio. kr. sammenlignet med 2023.
Nyt fra Danmarks Statistik
14. november 2025 - Nr. 319
Hent som PDF
Næste udgivelse: 30. oktober 2026
Kontakt
- Emil Tappe Bang-Mortensen, tlf. 24 67 85 25
Kilder og metode
Serviceydelser for serviceerhverv er en årlig spørgeskemaundersøgelse, der fra tællingsåret 2023 udgør totaltælling for virksomheder med mindst 20 ansatte inden for en række serviceerhverv. Tidligere har der været tale om en stikprøvebaseret tælling, der blev opregnet til hele populationen i Regnskabsstatistikken for private byerhverv. Virksomhederne bliver bedt om at angive en fordeling af omsætningen på de enkelte serviceydelser.
Statistikdokumentation
- Anden virksomhedsrådgivning
- Bogføring, revision og skatterådgivning
- Reklamevirksomhed
- Vikarbureauer og anden personaleformidling
- It-servicevirksomhed
- Juridisk bistand