Gå til sidens indhold

Fire ud af ti outsourcede job er højtkvalificerede

International organisering og outsourcing 2021:2023

I perioden 2021-2023 blev 6.000 jobs flyttet til udlandet. Heraf var 44 pct. højtkvalificerede job (dvs. job, som kræver personale, der kan udføre specialistfunktioner, som fx akademiske og tekniske job). Andelen af højtkvalificerede job, der blev outsourcet, er steget markant når der sammenlignes med perioden 2018-2020, hvor det var 37 pct. eller perioden 2014-2016, hvor det var 26 pct. Blandt virksomheder inden for erhvervsservice udgør højtkvalificerede job 61 pct. af de i alt 1.400 outsourcede job, og inden for industri udgør højtkvalificerede job 36 pct. af de i alt 2.500 outsourcede job.

Jobtab fordelt efter branche og jobtypeKilde: Særkørsel baseret på www.statistikbanken.dk/orgout21

Udflytning af aktiviteter til udlandet stiger igen

De 6.000 jobs udgør også i sig selv en stigning i antallet af udflyttede job til udlandet i forhold til den forudgående periode (2018-2020), hvor virksomhederne outsourcede 4.800 jobs. Stigningen er primært sket inden for erhvervsservice samt industri. De outsourcede job var placeret i 428 virksomheder i Danmark, der flyttede aktiviteter til udlandet i perioden 2021-2023. Dette svarer til 11 pct. af de i alt 3.900 adspurgte virksomheder og en stigning på 2 procentpoint i forhold til den forudgående periode (2018-2020).

Outsourcende virksomheder flytter især aktiviteter til EU-lande

International outsourcing er en hel eller delvis udflytning af forretningsfunktioner (kerne- og/eller hjælpefunktioner), der i udgangspunktet har været udført i Danmark. Blandt de virksomheder, der har flyttet aktiviteter til udlandet i perioden 2021-2023, har 75 pct. outsourcet mindst én hjælpefunktion (dvs. aktiviteter, som ikke udgør virksomhedens primære aktivitet) og 53 pct. mindst én kernefunktion. Outsourcende virksomheder i Danmark foretrækker i høj grad EU-lande som destination for outsourcing. I perioden 2021-2023 har 93 pct. af de outsourcende virksomheder engageret i udflytning af mindst en aktivitet til andre EU-lande. Outsourcing til Kina er uændret med 8 pct., men der er en stigning i antallet af outsourcede aktiviteter til Indien med 25 pct. mod 17 pct. i perioden 2018-2020 samt USA og Canada med 14 pct. mod 8 pct. i perioden 2018-2020.

Lavere omkostninger er stadig det vigtigste motiv for at outsource

Virksomhederne i Danmark outsourcer af flere forskellige årsager. Sammenlignet med tidligere perioder er lavere lønomkostninger stadigvæk det væsentlige motiv for outsourcing, hvor 75 pct. af de outsourcende virksomheder siger, at motivet er vigtigt eller meget vigtigt. Branchemæssigt ligger erhvervsservice endnu højere med 78 pct. sammen med industri på 77 pct., mens 64 pct. af virksomhederne inden for finansiering og forsikring oplever det som et vigtigt eller meget vigtigt motiv.

En faktor, der er blevet vigtigere over årene, er manglen på kvalificeret arbejdskraft i Danmark. I perioden 2021-2023 har 51 pct. af virksomhederne svaret, at motivet var vigtigt eller meget vigtigt i deres beslutning om outsourcing. Blandt andre faktorer, der er blevet vigtigere over tid, er adgangen til specialiseret viden og teknologi, det svarer 39 pct. mod 26 pct. i perioden 2018-2020 og adgangen til nye markeder med 24 pct. mod 16 pct. i perioden 2018-2020.

Baggrund for outsourcingKilde: Særkørsel baseret på www.statistikbanken.dk/orgout41

Nyt fra Danmarks Statistik

15. august 2024 - Nr. 234

Hent som PDF
Næste udgivelse: 13. juni 2028

Kontakt

Kilder og metode

Undersøgelsen af danske virksomheders internationale organisering og outsourcing dækker alle virksomheder med 50 eller flere ansatte inden for de private byerhverv, inklusive den finansielle sektor. Tallene er baseret på indsamling af oplysninger fra 3.500 virksomheder. Undersøgelsen er en del af et større europæiske projekt, delvist finansieret af Eurostat, med det formål at belyse virksomhedernes engagement i globale værdikæder og international sourcing. Undersøgelsen er en delvis gentagelse af tidligere undersøgelse i 2007, 2012 og 2017.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation