Lønningerne er steget 4,8 pct. det seneste år
Lønindeks 4. kvt. 2024
Lønningerne er steget med 4,8 pct. i fjerde kvartal 2024 i forhold til fjerde kvartal 2023. År-til-år lønstigningerne har ligget over 4 pct. de seneste tre kvartaler.
Lønudvikling opgjort for sektorer
I regionerne steg lønningerne med 7,3 pct. fra fjerde kvartal 2023 til fjerde kvartal 2024. Den relativt høje lønudvikling på det regionale område i fjerde kvartal er især drevet af udmøntningen af trepartsmidler fra trepartsaftalen 2023. I staten (inklusiv sociale kasser og fonde) steg lønningerne med 6,3 pct., og i kommunerne steg lønningerne med 5,8 pct. fra fjerde kvartal 2023 til fjerde kvartal 2024. I sektoren virksomheder og organisationer, som primært består af private virksomheder, steg lønningerne med 4,2 pct. i samme periode.
Lønudvikling opgjort på brancher i den private sektor
I den private sektor havde branchen undervisning og sundhed mv. den største lønudvikling i fjerde kvartal 2024 med en stigning på 5,9 pct. i forhold til fjerde kvartal 2023. Den mindste årsstigning i den private sektor var i branchen finansiering og forsikring, hvor lønningerne steg 3,5 pct. det seneste år.
Årlig ændring i det standardberegnede lønindeks for sektorer og brancher
|
3. kvt. 2024 |
4. kvt. 2024 |
|
pct. |
|
Sektorer i alt |
4,8 |
4,8 |
Virksomheder og organisationer i alt |
4,4 |
4,2 |
Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed |
5,1 |
4,5 |
Bygge og anlæg |
4,2 |
4,3 |
Handel og transport mv. |
3,9 |
3,7 |
Information og kommunikation |
4,0 |
3,8 |
Finansiering og forsikring |
3,6 |
3,5 |
Ejendomshandel og udlejning |
4,2 |
4,0 |
Erhvervsservice |
4,6 |
4,2 |
Undervisning og sundhed mv. |
5,4 |
5,9 |
Kultur, fritid og anden service |
4,3 |
4,8 |
Stat (inklusive sociale kasser og fonde) |
6,5 |
6,3 |
Regioner |
4,9 |
7,3 |
Kommuner |
5,7 |
5,8 |
Særlige forhold ved denne offentliggørelse
I forbindelse med offentliggørelsen af lønindeks udgives både det standardberegnede og det implicitte lønindeks. Tallene i denne artikel er skrevet med udgangspunkt i det standardberegnede lønindeks. Ved offentliggørelsen af lønudviklingen for tredje kvartal 2024 blev den sæsonkorrigerede serie for det implicitte lønindeks, ILON12:Implicit lønindeks for virksomheder og organisationer ændret mere, end sæsonkorrektionen alene ville kunne forklare. Det skyldes, at seriens nulpunkt fejlagtigt ikke blev startet med indeks 100 i første kvartal 2005. Dette er nu rettet, så serien igen starter korrekt. Indekset har derfor ligget 0,5-0,8 indekspoint højere end sædvanligt. Det er helt normalt, at hele den sæsonkorrigerede serie offentliggøres med ændringer ved hver offentliggørelse, idet sæsonkorrektionen er en matematisk model, der genberegnes ved hvert nyt offentliggjort kvartal. De ikke-sæsonkorrigerede serier af hhv. det implicitte lønindeks og det standardberegnede lønindeks, som er de serier, Danmarks Statistik anbefaler til regulering af kontrakter, er ikke berørt af rettelsen. Desuden bemærkes det, at idet der alene er tale om, at serien som følge af et forkert tidspunkt for indeks=100 har været forskudt, har en beregning af årsstigninger på baggrund af de sæsonkorrigerede serier været korrekte.
Nyt fra Danmarks Statistik
28. februar 2025 - Nr. 52
Hent som PDF
Næste udgivelse: 2. juni 2025
Kontakt
- Eva Borg, tlf. 24 78 53 57
- Sysette Holde Rasmussen, tlf. 40 27 21 96
Kilder og metode
De standardberegnede lønindeks er kædeindeks af Laspeyres-typen, hvor den målte lønudvikling er opgjort på baggrund af en fast sammensætning af lønmodtagernes individuelle karakteristika baseret på sektor, branche, aflønningsform og arbejdsfunktion. Den målte lønudvikling i de implicitte lønindeks er derimod beregnet på baggrund af summariske løngennemsnit og kan dermed være påvirket af strukturelle forskydninger på arbejdsmarkedet. Det betyder fx, at en øget tilgang af højtlønnede i forhold til lavtlønnede medarbejdere vil trække i retning af en øget lønudvikling. Derudover indgår elever og unge under 18 år ikke i det standardberegnede lønindeks, mens de i det implicitte indgår på samme måde som almindelige lønmodtagere gør. Der er desuden forskelle i medarbejderpopulationen for de to indeks, der skyldes de bagvedliggende beregningsmetoder og valideringsregler. Der forekommer løbende revisioner i de sæsonkorrigerede indeksværdier for virksomheder og organisationer i det implicitte lønindeks. Det standardberegnede lønindeks foreligger pt. ikke i sæsonkorrigeret form.