Gå til sidens indhold

Huspriserne steg i 2. kvartal 2024

Ejendomssalg (kvt.) 2. kvt. 2024

På landsplan er priserne på enfamiliehuse steget med 1,3 pct. i andet kvartal 2024 i forhold til kvartalet før, når man ser på de sæsonkorrigerede tal. For ejerlejligheder og sommerhuse er der tale om et prisfald på 0,3 pct., når der er korrigeret for sæsonudsving. Siden 2022 er priserne på sommerhuse steget med 2,4 pct., huspriserne er steget med 0,8 pct., mens ejerlejlighedspriserne er faldet 0,8 pct., når man ser på de sæsonkorrigerede tal.

Prisindeks for enfamiliehuse, ejerlejligheder og sommerhuse på landsplan, faktisk og sæsonkorrigeret*Kilde: www.statistikbanken.dk/ej56 og ej121

Priserne på enfamiliehuse steg i alle regioner på årsbasis

I andet kvartal 2024 steg huspriserne i alle landets fem regioner i forhold til samme kvartal året før. Den største prisstigning var i Region Hovedstaden med 6,9 pct., mens den mindste prisstigning var i Region Syddanmark med 2,0 pct.

Prisstigning på ejerlejligheder over hele landet på årsbasis

For ejerlejligheder steg priserne i alle fem regioner i andet kvartal 2024 i forhold til samme kvartal året før. Den største prisstigning var i Region Nordjylland med 5,9 pct., mens den mindste prisstigning var i Region Midtjylland med 2,3 pct.

Store regionale forskelle i prisudviklingen for sommerhuse

I andet kvartal 2024 steg sommerhuspriserne i fire ud af landets fem regioner i forhold til samme kvartal året før. Den største prisstigninger var i Region Syddanmark med 8,5 pct. Omvendt faldt sommerhuspriserne i Region Nordjylland med 0,2 pct.

Procentvis prisudvikling efter ejendomstype og regioner. Fra 2. kvt. 2023 til 2. kvt. 2024*Kilde: www.statistikbanken.dk/ej56

Store regionale forskelle i handelsaktiviteten på årsbasis

På landsplan steg antallet af handlede enfamiliehuse med 9,1 pct. i andet kvartal 2024 i forhold til samme kvartal året før, hvilket dækker over store geografiske forskelle. Region Sjælland oplevede den største fremgang i handelsaktiviteten i perioden med 13,4 pct., mens handelsaktiviteten steg mindst i Region Midtjylland med 2,8 pct.

Salget af ejerlejligheder steg med 4,3 pct. på landsplan i andet kvartal 2024 i forhold til samme kvartal året før. Den største fremgang i handelsaktiviteten var i Region Sjælland med 22,9 pct., mens der blev handlet 0,7 pct. flere ejerlejligheder i Region Hovedstaden i samme periode.

På landsplan steg antallet af handlede sommerhuse med 4,4 pct. i andet kvartal 2024 i forhold til samme kvartal året før. Handelsaktiviteten er i denne periode steget mest i Region Midtjylland med 13,3 pct., mens den faldt med 10 pct. i Region Hovedstaden.

For alle tre boligtyper (enfamiliehuse, ejerlejligheder og sommerhuse) er handelsaktiviteten i andet kvartal 2024 således steget i alle regioner i forhold til samme kvartal året før, bortset fra sommerhuse i Region Hovedstaden, der oplevede et fald i handelsaktiviteten i samme periode.

Procentvis ændring i antallet af salg efter ejendomstype og regioner i alm. fri handel. Fra 2.kvt. 2023 til 2. kvt. 2024*Kilde: www.statistikbanken.dk/ejen77

Priserne på andelsboliger mindre påvirket af COVID-19 end ejerboliger

På landsplan er boligpriserne (enfamiliehuse, ejerlejligheder og andelsboliger) steget for alle boligtyper i andet kvartal 2024 i forhold til samme kvartal året før. Den største prisstigning er for enfamiliehuse med 4,5 pct., mens priserne på ejerlejligheder er steget med 2,8 pct., og priserne på andelsboliger er steget med 0,7 pct. i samme periode. Statistikken viser, at priserne på andelsboliger ikke blev ramt af de store prisstigninger under COVID-19 og efterfølgende store prisfald, som det var tilfældet på ejerboligmarkedet.

Prisindeks for andelsboliger, enfamiliehuse og ejerlejligheder på landsplanKilde: www.statistikbanken.dk/ej99

Nyt fra Danmarks Statistik

27. september 2024 - Nr. 280

Hent som PDF
Næste udgivelse: 7. januar 2025

Kontakt

Kilder og metode

Prisudviklingen er beregnet ud fra forholdet mellem den officielle ejendomsvurdering og den faktiske købesum. Metoden er nærmere beskrevet i statistikdokumentationen og på emnesiden.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation