Unge får nyheder på sociale medier - ældre på TV
Kulturvaner 3. kvt. 2023 nyhedsforbrug
Kulturvaneundersøgelsen viser, at 58 pct. af befolkningen i aldersgruppen 16-24 år læser eller ser nyheder på sociale medier. Andelen, der bruger sociale medier til at følge med i nyheder, falder jo ældre aldersgruppen er. Omvendt forholder det sig for dem, der ser nyheder på TV og læser trykte aviser eller dagblade. Blandt dem, der er 75 år og derover, ser 91 pct. nyheder på TV og halvdelen af denne gruppe læser nyheder i trykt format. Blandt de 16-24-årige er det 38 pct., der ser nyheder på TV, og blandt de 25-34-årige gælder dette for en tredjedel. Det er færre end hver tiende under 35 år, der læser trykte aviser eller dagblade.
Kilde: www.statistikbanken.dk/kvunyh01Netaviser og nyhedsapps er mest udbredt blandt 25-54 årige
I aldersgruppen 25-54 år læser omkring 60 pct. nyheder eller ser nyhedsudsendelser via netavis eller nyhedsapps. Blandt de 16-24-årige gælder dette for 41 pct. og blandt de 55-64 årige er det 53 pct., der læser nyheder eller ser nyhedsudsendelser via netavis eller nyhedsapps. Andelen er størst blandt de 45-54-årige, hvor 63 pct. får deres nyheder digitalt, og andelen falder derefter med alderen. De 45-54-årige er også aldersgruppen, hvor flest lytter til radio eller podcast for at holde sig opdateret.
Kilde: www.statistikbanken.dk/kvunyh01Færre yngre holder sig opdateret på ugentlig basis
Andelen af befolkningen, der har svaret, at de hverken har set, læst eller lyttet til nyheder i den sidste uge, var 8. pct. i tredje kvartal 2023. Andelen er lavere i befolkningen over 55 år med 2 pct. og har ligget på 1-4 pct. siden 2018. I den yngre del af befolkningen er der derimod færre, der på ugentlig basis følger med i nyhederne. Blandt de 16-24-årige har 20 pct. i tredje kvartal 2023 svaret, at de ikke har set, læst eller lyttet til nyheder inden for den seneste uge. I samme kvartal i 2019 var andelen 12 pct. Det er også i aldersgruppen 16-24-årige, hvor færrest forbruger nyheder dagligt eller flere gange pr. dag.
Kilde: www.statistikbanken.dk/kvuhyp02Nyt fra Danmarks Statistik
22. januar 2024 - Nr. 16
Hent som PDF
Næste udgivelse: 14. marts 2024
Kontakt
- Anders Yde Bentsen, tlf. 40 33 68 81
- Christian Max Gustaf Törnfelt, tlf. 21 63 60 20
Kilder og metode
Oplysningerne kommer fra Kulturvaneundersøgelsen 2. kvt. 2024. Kulturvaneundersøgelsen gennemføres hvert kvartal og begyndte med det nuværende spørgeskema 1. kvartal 2024. Der spørges ca. 15.000 personer hvert kvartal. Statistikken for andet kvartal 2024 er baseret på resultaterne fra cirka 4.700 gennemførte interview blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 16 år og derover. Læs mere om kilder og metoder i statistikdokumentationen om kulturvaneundersøgelsen.