Gå til sidens indhold

Vandforbruget faldt i 2022

Vandregnskab 2022

De danske vandværker indvandt 383 mio. m³ vand i 2022. Det er 1,7 pct. mindre end året før. På vandets vej fra vandværk til slutbruger forsvandt if. DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening) 7,2 pct. ud i omgivelserne, som følge af brud og lækager i vandledningsnettet. Af det vand, som slutteligt nåede frem til forbrugerne, blev 34 pct. aftaget af erhvervene og 66 pct. af husholdningerne. For husholdningerne svarede det til 234 mio. m³ - identisk med et dagligt vandforbrug pr. indbygger på 108 liter. Dette er et fald ift. de to foregående år, hvilket betyder, at husholdningernes forbrug af vand nu er tilbage på niveauet fra før COVID-19. På udgiftssiden faldt husholdningernes udgifter til vand med 2 pct. fra ca. 7,0 mia. kr. i 2021 til 6,8 mia. kr. i 2022.

Vand fra vandværkerne - indvinding og forbrug. 2010-2022Kilde: www.statistikbanken.dk/vandrg2

Dambrug og landbrug dominerer erhvervenes brug af vand

Erhvervenes forbrug af vand købt fra vandværkerne (122 mio. m³) blev suppleret med vand af egen indvinding fordelt på 360 mio. m³ grundvand og 219 mio. m³ overfladevand. Samlet set var erhvervenes vandforbrug 2 pct. mindre end året før. Det er landbrug (inkl. gartnerierne) og dambrug, som er de store forbrugere. Landbruget brugte i 2022 i alt 289 mio. m³ vand svarende til 41 pct. af erhvervenes samlede forbrug. Af landbrugets samlede vandforbrug stammede 82 pct. fra eget indvundet grundvand, 3 pct. var overfladevand, medens de sidste 15 pct. blev købt fra vandværkerne. Af dambrugenes samlede forbrug af vand på 263 mio. m³ kom 79 pct. fra egen indvinding af overfladevand fra vandløb og søer, 21 pct. fra grundvand af egen boring, medens en forsvindende lille andel kom fra vandværket. På udgiftssiden havde erhvervene i 2022 samlet set udgifter til deres forbrug af vand på 2,0 mia. kr., hvilket var 114 mio. kr. mere end året før. Af disse faldt 30 pct. på landbrug, skovbrug og dambrug, medens industrien stod for 27 pct. Generelt kan forbrug og udgifter til vand svinge meget fra år til år, da især landbrugets forbrug af vand er meget afhængigt af vejret.

Fordeling af anvendt vandtype i de ti mest vandforbrugende brancher. 2022Kilde: www.statistikbanken.dk/vandrg2

Lidt mere end halvdelen af spildevandet løber gennem kloaksystemet

Der blev i 2022 samlet set udledt 596 mio. m³ spildevand, hvilket er 35 mio. m³ mindre end året før. Af den samlede mængde spildevand blev de 309 mio. m³ udledt gennem kloaksystemet og 287 mio. m³ via direkte udledning til vandmiljøet (recipienten) efter lokal rensning. Husstandene udledte i alt 230 mio. m³ spildevand. Af denne mængde gik 97 pct. til spildevandssystemet, medens blot 3 pct. blev bortskaffet ved egen udledning til vandmiljøet. For erhvervenes vedkommende var den samlede udledning på 365 mio. m³ spildevand, hvoraf de 77 pct. var egen udledning til vandmiljøet og 23 pct. til spildevandssystemet. De største udledere af spildevand blandt erhvervene var landbrug, dambrug og industri med hhv. 14 mio., 259 mio. og 49 mio. m³. For landbruget gælder det, at alt deres spildevand udledes til det almene spildevandssystem, medens stort set alt vand fra dambrugene sendes tilbage til vandløb og søer. Industrien udledte 35 pct. af sit spildevand via eget rensningsanlæg og de resterende 65 pct. via det almene spildevandsanlæg. Generelt kan der i erhvervene være stor forskel på mængden af spildevand set i relation til den anvendte vandmængde. Årsagen er, at vandet i stedet for at ende som spildevand enten er fordampet, nedsivet til grundvand (bl.a. i landbruget og råstofindvindingen), løbet retur til vandløb (i dambrugene) eller optaget i de færdige produkter (f.eks. i bryggerierne).

Fordeling af anvendt udledningstype i de ti mest spildevandsudledende brancher. 2022Kilde: www.statistikbanken.dk/vandrg2

Fald i udgifterne til spildevand

Udgifterne til spildevand beløb sig i 2022 til 10,8 mia. kr. for husholdningernes vedkommende, medens det for erhvervene løb op i 3,4 mia. kr. Der var for begges vedkommende tale om et lille fald på hhv. 0,4 mia. og 0,2 mia. kr. ift. året før. Blandt erhvervene var det landbrug og gartneri med 31 pct. og industrien med 23 pct., som betalte mest for at komme af med deres spildevand.

Nyt fra Danmarks Statistik

24. november 2023 - Nr. 395

Hent som PDF
Næste udgivelse: 26. november 2024

Kontakt

Kilder og metode

Vandregnskabet bygger på data indsamlet af Miljøstyrelsen, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA) samt en række virksomhedsoplysninger. 

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation