Gå til sidens indhold

Dansk landbrug kom godt ud af 2022

Landbrugets bruttofaktorindkomst 2022

I 2022 landede den foreløbige opgørelse for Landbrugets bruttofaktorindkomst (LBFI) på 30,7 mia. kr., hvilket er 12 pct. højere end i 2021. Landbrugets bruttofaktorindkomst viser landbrugets økonomiske resultat efter omkostninger til bl.a. foder, gødning, tjenesteydelser og produktionsskatter er afholdt. Både landbrugets omkostninger og indtjening slog rekorder i 2022, men værdien af landbrugets salgsprodukter oversteg dog omkostningerne. I 2022 endte værdien af salgsprodukterne på 97,7 mia. kr., hvilket er en stigning på 22 pct. fra 2021 til 2022. Samtidig faldt mængdeindekset for salgsprodukterne fra indeks 99 i 2021 til 98 i 2022. Se statistikbanktabellen www.statistikbanken.dk/lbfpris1. Det er dermed prisstigningerne, som er hovedårsagen til den kraftige vækst.

Landbrugets bruttofaktorindkomst (løbende priser)Kilde: www.statistikbanken.dk/lbfi1

Høje salgspriser på mælk og korn gav rekordhøj bruttoproduktion

Landbrugets produktion består først og fremmest af animalske og vegetabilske salgsprodukter. I 2022 udgjorde de animalske produkter 55 pct. af landbrugets produktionsværdi, og de vegetabilske produkter 40 pct.

Tilsammen tog salgsprodukterne et gevaldigt nøk opad fra 2021 til 2022. De animalske salgsprodukter steg fra 47,9 mia. kr. til 56,7 mia. kr., mens de vegetabilske salgsprodukters samlede værdi steg fra 32,2 mia. kr. til 41,1 mia. kr. Resultatet skyldes især de høje priser, som landmændene fik for deres mælk og korn i 2022.

Fra 2021 til 2022 gik prisindekset for korn som salgsprodukt fra indeks 120 til 172, mens mælken steg fra indeks 122 til 167 (www.statistikbanken.dk/lbfpris1). Samtidig steg mængdeindekset for korn kun en smule, fra 97 i 2021 til 103 i 2022. Mængdeindekset for mælk forblev uændret på 107.

Svineproduktionen fulgte ikke med

Svin fylder meget i det danske landbrug med en årlig produktion på omtrent 32 mio. dyr i 2022, hvor 56 pct. slagtes på danske slagterier og 44 pct. eksporteres levende. I 2021 udgjorde svin 28 pct. af landbrugets samlede produktionsværdi, men i 2022 var andelen faldet til 24 pct. Den faldende produktionsværdi skal ses i lyset af et fald i produktionen af svin på ca. 3 pct. i 2022. Se mere i statistikbanktabellen www.statistikbanken.dk/ani51.

Landbrugets omkostninger på himmelflugt

De generelle prisstigninger i 2022 kostede også landbruget dyrt. Fra 2021 til 2022 gik prisindekset for det samlede forbrug fra indeks 111 til 133, mens mængdeindekset faldt fra 92 til 91.

Forbruget i produktionen overgik sig selv i 2022 og endte på det højeste beløb nogensinde, nemlig 78,1 mia. kr. Det er en stigning på 21 pct. fra året før. Vi skal femten år tilbage for at komme i nærheden af en lignende stigning, da det samlede forbrug steg med 13 pct. fra 2006 til 2007.

Landbrugets omkostninger til foderstoffer er den absolut største post i det samlede forbrug, hvor andelen lå på 50 pct. i 2022. I 2022 udgjorde foderomkostningerne 39,4 mia. kr., hvilket svarede til en stigning på 29 pct. fra 2021 til 2022.

Omkostningerne til energi og gødningsstoffer tog de allerstørste hop i 2022 og steg med hhv. 60 pct. og 82 pct. Energi består af elektricitet, gas og brændsel til opvarmning samt motorbrændstof. Omkostningerne til elektricitet steg mest med 71 pct. Dog fyldte energi og gødningsstoffers andel tilsammen blot 13 pct. af det samlede forbrug i produktionen.

Landbrugets bruttofaktorindkomst

 

 

2020

2021*

2022*

Ændring
2021-2022

 

 

mia. kr.

pct.

 

Bruttofaktorindkomst (A-E+F-G)

31,9

27,5

30,7

12

A

Bruttoproduktion (B+C+D)

86,1

86,4

103,1

19

B

Salgsprodukter

81,6

80,1

97,7

22

 

Vegetabilske produkter i alt

29,6

32,2

41,1

28

 

Korn

11,3

12,8

19,5

53

 

Animalske produkter i alt

52,0

47,9

56,7

18

 

Kvæg

2,9

3,3

4,3

30

 

Svin

27,5

24,2

24,5

1

 

Mælk

16,1

17,3

23,8

38

 

Pelsskind

2,3

0,0

0,0

0

C

Værdi af landbrugsmæssige tjenester

 

 

 

 

 

og sekundære aktiviteter

4,5

4,5

4,6

2

D

Lager- og besætningsforskydninger

0,0

1,8

0,8

-53

E

Forbrug i produktionen i alt

60,2

64,7

78,1

21

 

Energi

2,6

3,2

5,1

60

 

Gødningsstoffer

2,4

2,8

5,2

82

 

Bekæmpelsesmidler

2,0

2,0

2,0

0

 

Foderstoffer

27,1

30,5

39,4

29

F

Direkte tilskud

7,0

6,9

6,7

-3

G

Skatter og afgifter

1,1

1,1

1,1

0

Anm.:*Foreløbige tal.
Kilde: www.statistikbanken.dk/lbfi1

Nyt fra Danmarks Statistik

24. maj 2023 - Nr. 178

Hent som PDF
Næste udgivelse: 27. maj 2024

Kontakt

Kilder og metode

Opgørelsen af landbrugets bruttofaktorindkomst følger kalenderåret. Opgørelsen udarbejdes efter EU's fælles retningslinjer og omfatter landbrug, gartneri, pelsdyravl, jagt og biavl. Bruttofaktorindkomsten angiver det beløb, der er til rådighed til aflønning af den samlede arbejds- og kapitalindsats i landbrugssektoren, herunder afskrivninger, forrentning af egen- og fremmedkapital, lønninger og vederlag for landbrugernes egen arbejdsindsats mv. Alle beløb er opgjort i løbende priser.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation