Gå til sidens indhold

Symptomafklaring er ofte årsag til sygehusophold

Sygehusbenyttelse 2022

I 2022 var der 792.000 indlæggelser og 12.246.000 ambulante sygehusophold på landets offentlige og private sygehuse. Hovedårsagen til 118.000 indlæggelser og 3.625.0000 ambulante ophold var Symptomafklaring og mangelfuldt definerede tilstande, hvilket svarer til hhv. 15 pct. af indlæggelserne og 30 pct. af de ambulante ophold. Symptomafklaring og mangelfuldt definerede tilstande dækker bl.a. over kontrolundersøgelse efter behandling af kræft eller andre sygdomme, screening, observation og vurdering af personer mistænkt for sygdom, samt symptomer og abnorme fund i fx blodprøver, billeddiagnostik eller fra andre undersøgelser. Hovedårsagen til det enkelte ophold beskrives her ved den tidsmæssigt dominerende diagnose for indlæggelsen eller det enkelte ambulante sygehusophold. Der er i opgørelsen således valgt én diagnose pr. ophold.

Antal sygehusophold fordelt på type og hoveddiagnosekategori. 2022Kilde: www.statistikbanken.dk/indl001 og ambu001

Indlæggelser fordelt på hoveddiagnosekategori

Symptomer og mangelfuldt definerede tilstande udgør 15 pct. af indlæggelser i 2022. Sygdomme i kredsløbsorganer, Traumer, forgiftninger og anden legemsbeskadigelse samt Forebyggende foranstaltninger udgør hver 9 pct. Herefter kommer Sygdomme i åndedrætsorganer, som udgør 8 pct., og Sygdomme i fordøjelsesorganer, som udgør 7 pct.

Indlæggelser fordelt på hoveddiagnosekategori. 2022Kilde: www.statistikbanken.dk/indl001 og ambu001

Ambulante ophold fordelt på hoveddiagnosekategori

For de ambulante ophold er Symptomer og mangelfuldt definerede tilstande den hyppigst forekommende hoveddiagnosekategori med 30 pct. Hoveddiagnosekategorier som Forebyggende foranstaltninger udgør 11 pct., mens Sygdomme i nervesystem og sanseorganer, Psykiske lidelser, og Ondartede svulster udgør hver 8 pct., og Traumer, forgiftninger og anden legemsbeskadigelse udgør 7 pct.

Ambulante ophold fordelt på hoveddiagnosekategori. 2022Kilde: www.statistikbanken.dk/indl001 og ambu001

Metodik angående hoveddiagnosekategori

Efter indførelsen af det nye Landspatientregister (LPR3) kan et sygehusophold bestå af flere kontakter med hver sin aktionsdiagnose. Sygehusophold kan dermed have mere end én ICD-10 aktionsdiagnose tilknyttet. Her er der for det enkelte sygehusophold valgt den tidsmæssigt dominerende aktionsdiagnose, som derefter er grupperet i 19 hoveddiagnosekategorier. Tallene kan ses som en overordnet indikation på, hvilke hoveddiagnosekategorier der dominerer i det danske sygehusvæsen.

Nyt fra Danmarks Statistik

19. december 2023 - Nr. 435

Hent som PDF
Næste udgivelse: 18. november 2025

Kontakt

Kilder og metode

Statistik om sygehusbenyttelse er baseret på Landspatientregisteret fra Sundhedsdatastyrelsen koblet med baggrundsdata fra andre registre fra Danmarks Statistik. Statistikken omfatter indlæggelser og ambulante ophold på offentlige og private sygehuse.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation